Koncerter

Adam Green, 16.02.10, Loppen, København

Den amerikanske singer/songwriter Adam Green gæstede sent tirsdag aften sit favoritspillested i Danmark. Det blev en koncert, hvor Greens syrede og akavede jeg var langt mere i fokus end musikken.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Alle siddepladser ved de små, mørke træborde er optaget, og en summende snak går i ét med baggrundsmusikken. En del mennesker er efterhånden stimlet sammen foran Loppens scene, der mere end noget andet blot er et lille plateau hævet nogle få centimeter over gulvhøjde. Andre endnu hænger ud ved de to barer, der er at finde i hver sin ende af lokalet, der er så småt, at man skulle tro, en enkelt bar var mere end rigeligt. Men på Loppen er man altså fast besluttet på, at ingen skal tørste, og det er jo al ære værd. Selvom koncerten ikke er udsolgt, er der godt fyldt op med mennesker, hvoraf langt de fleste er teenagere af den boheme-smarte, converse-bærende type. Luften er tæt af røg (selvom her egentlig er røgfrit) og forventning, og den intime stemning, som er Loppens helt store force, er i top.

Omkring kl. 23 sker der endelig noget. Til høj jubel og klapsalver kommer en godt beruset Adam Green stavrende ind på scenen. Var man af uransalige årsager i tvivl om, at Green er noget af en type, er man det ikke længere. Tøjet består af tætsiddende jeans og en læderjakke med nitter, der er så kort, at et godt stykke af den bare og let polstrede mave indenunder er synlig. Han vinker og smiler sit gavtyvesmil, og så går det ellers løs.

Mens Green forsøger at huske teksterne – hvilket ikke altid går lige godt – vælter han fra første nummer rundt på scenen i krampagtig men glad dans, mens han ofte er på vej ud blandt publikum. At der ikke er tale om en helt ædru Green, kan der ikke herske nogen tvivl om. Således er den første kommentar til publikum: »I have no idea what day it is. But I don’t think it matters that much.« Så er stilen ligesom lagt.

Og det kan høres på musikken. Ofte stemmer Green ikke ind med sin vokal, når han skal, og publikum synes at kunne huske teksterne bedre end sangeren selv. At han har et utroligt professionelt liveband med sig, der overbærende starter forfra, når han lige overhører sit vokalmæssige startsignal, er alfa og omega for, at selve den musikalske oplevelse også blev okay.

Til gengæld formår Green i høj grad at være på. Når han optræder, er han først og fremmest entertainer og derefter musiker. Men det er vel også kun det, man kan forvente, af en kunster hvis musik indeholder tekstudsnit som »You know I wanna bone you / I wanna make a hole in you / I’m gonna get bad« (”White Women”), »There is no wrong way to fuck a girl with no legs / Just tell her you love her as she’s crawling away« (”No Legs”) og »Bind me, gag me, take me to the bunny ranch« (”Bunny Ranch”) – alt sammen akkompagneret af glade, fængende og poppede melodier. Det lyder nok umiddelbart som en underlig blanding, men det virker fantastisk, og musikken er humoristisk og ørehængende og kan få selv den største skeptiker i godt humør. Har man først lært Greens musik at kende, så er man hooked. Men en forudsætning er, at man ikke tager musikken alt for seriøst – i Greens univers synes der nemlig at være meget få ting, man bør tage seriøst.

Således lyder budskabet fra Green denne tirsdag aften da også: »Everything I wanna tell you is to enjoy your fucking lives.« Tja, man kan i hvert fald ikke anklage den kære Green for ikke at leve efter egne regler, for han synes i dén grad at nyde tiden på scenen og ikke mindst opmærksomheden fra publikum. For om noget formår han at involvere publikum i sit show. Den knap halvanden time lange koncert byder på adskillige omgange stagediving, kindkys til de piger, der har været modige nok til at stille sig på forreste række, og senere i koncerten også kys af den mere franske art til de piger, der kan overtales. Derudover kommer, at Green selvsagt får det varmt i sin læderjakke og vælger at smide denne for at blotte sin lettere buttede og svedige overkrop for alverden. Afslutningsvis løfter han en pige op på sine skuldre og slæber hende med sig væk fra scenen.

Koncerten var med andre ord en typisk Green-koncert, der som sædvanligt bød på masser af underholdning af den skæve og syrede art. Der er dog ingen tvivl om, at hans musik lyder en del bedre hjemme på anlægget. Den musikalske del var nemlig langtfra i top, dels fordi lyden ikke var særlig god, dels fordi Green rodede rundt i teksterne. Men underholdende, det er han da, og nogen helt almindelig tirsdag aften blev det i hvert fald ikke.

★★★★☆☆

Deltag i debat