Plader

Adam Green: Minor Love

Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig ‘crazy but not funny’, og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.

Minor Love er det sjette soloalbum fra den skæve spasmager Adam Green, der muligvis er bedre kendt som medstifter af den gakkede duo The Moldy Peaches. Meget er skrevet om hans arrogance, praleri og platheder, der har ligget som en form for kitchet idylisering omkring hans person. Studerer/lytter man til hans tidligere meritter, er der for så vidt tale om det rene, useriøse gak-gak-pop, hvor forsøget på at være sjov drukner i manglende musikalitet og formidling.

Det ændrer Minor Love ikke det store ved. Pladen er temmelig fattig på både charme og seriøsitet. Det er helt fint at være sjov, men come on, Adam Green – vågn nu op og se dit publikum i øjnene, for Minor Love mangler i den grad forbindelse mellem afsender og modtager.

Her er et par eksempler: »Now I’m like this / a bare-chested ghoul / with his cigarette eyes / and his visible drool« fra “Breaking Locks”. Eller »He was born / in a murderous fashion / the ass of the business class / was his passion« fra “Castles and Tassles”. Der er ikke rigtig sammenhæng mellem personens rå ‘kort læderjakke’-image på pladens cover og de voksbehandlede og bløde lyriske input, hvor ikke engang ironien får plads (til tider kombineret med et drenget forsøg ud i musikalsk stand-up).

Adam Green har fokuseret på det simple og direkte i musikken, hvor vokalen spiller en mindre rolle – og tak for det, for Adam Green har bestemt ikke en vokalmæssig guldske i munden (rent faktisk mangler han en del fraseringsmæssigt for overhovedet at kunne nå noget semi-crazy eller -futuristisk). “Breaking Locks” åbner og sætter kursen for, hvad man kan forvente. “Give Them a Token” og “Buddy Bradley” fortsætter samme galej, der viser sparsomme arrangementer med klare 60’er- og 70’er-folkinspirerede guitarer.

Problemet er, at Adam Green nok har tonet gøjl og gejl lidt ned i forhold til tidligere, hvilket ikke er så skidt, men det går ud over selve orienteringen på pladen. Minor Love er hverken hård nok til at være rocket eller blød nok til at være folket. Eller sjov nok til at være poppet. Skidtet hænger simpelthen bare ikke sammen, og selvom der er lidt vredt og opildende på “Boss Inside” – en fin smagsprøve på, hvordan man overfører noget vredt til et strengeinstrument – mangler der det rette enzym, der kan få styr på melodi, udtryk og lyrik.

Det hænger delvist sammen med, at hovedpersonen er et rodehoved og ude af fokus. Der er ingen tvivl om, at en større kapacitet kunne være med til at redde stumperne. I sin tid troede man sgu på, hvad Bill Clinton rent faktisk sagde, selvom han løj. Det kunne man ikke sige om f.eks. George Bush. Her er vi ude i samme dilemma. Havde Lou Reed sunget sig gennem Minor Love, var der garanteret mere kosmos for flere. Men det evner Adam Green bare ikke at formidle, og så kan det næsten være det samme.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat