Plader

Among Relatives: This Room

Skrevet af Zenia Menzer

Der er klart elementer på dette debutalbum, der er værd at klappe i hænderne over, og som introducerer et band med holdninger og attitude. Alligevel forbliver stemningen på et halvlunkent niveau.

Der er noget ved Among Relatives, der får mig til at tænke tilbage på min tid som gymnasieelev. Ikke så meget fordi jeg var en løssluppen eller festpræget en af slagsen, men fordi deres udtryk og stil lægger sig op ad flere af de bands, der spillede til vores fredagsbarer og fester. This Room indeholder en stemning af noget nært, som indbyder lytterne til at komme hinanden ved, og samtidig er der adskillige momenter på albummet, der trækker i en mere fandenivolsk retning. En retning, hvor alle de flippede og stive gymnasieelever netop kan få lov til at skeje ud og hoppe rundt. Denne stemning kunne måske i virkeligheden være gældende til enhver fest, hvor der både skal være plads til dem, der vil sidde og snakke over en øl, og dem, der har brug for at afreagere på dansegulvet. De to forskellige stemninger bevæger sig ind og ud mellem hinanden på hele albummet, hvilket skaber et varieret, men alligevel enfoldigt musikalsk udtryk.

Den danske kvintet indleder albummet med titelnummeret, hvis lyrik med lige dele kynisme og kærlighed kridter banen op for en stor del af stemningen på resten af albummet. De fleste numre kredser om kærlighed/had-dikotomien mellem mennesker, og en eftertænksom stemning præger samtlige numre. En stemning, der dog til tider udvikler sig til en mere aggressiv og bitter erkendelse, hvor forsanger Jimmy Andersen snapper ud efter virkeligheden og de mennesker, der befinder sig i den.

Med de to fremstående vokaler af Andersen og Josefine Dalsgaard får bandet skabt et fint samspil, der minder lidt om dét, man f.eks. finder hos et band som Arcade Fire. Der er for det meste af tiden fin harmoni mellem de to vokaler og musikken, men til tider skurrer Dalsgaards stemme en anelse i ørerne, når hun får vredet sin i forvejen lyse stemme så meget, at den tangerer det skingre.

På samme måde føles det, som om Andersen til tider krænger sin vokal ud og presser den for langt, så det bliver til råb i stedet for sang. Der er ingen tvivl om, at det er intenderet, fordi man også kan høre, at det øvrige musikalske akkompagnement øger omdrejningerne, og der kommer mere smæk på især trommerne. Eksempler på dette finder man på bl.a. ”Are You Already Giving Up?” og ”Lines”, hvor man også kan høre en opgradering i begge primærvokalers intensitet og styrke.

Begge vokaler fungerer det meste af tiden rigtig godt, både sammen og hver for sig, men når de sætter dynamikken i højsædet og skubber vokalerne ud i et spor, hvor der mest af alt er tale om råb, skifter jeg til næste nummer. Det er ærgerligt, for overordnet kan jeg godt lide vokalerne på pladen. Andersen bærer i sin stemme en intensitet, der virkelig får én til at lytte til lyrikken. Hans vokal besidder styrke og nerve, og så er det ærgerligt, når han presser den for langt i forsøget på at øge sit aggressive og ‘in your face’-agtige udtryk, for det får han udtrykt ganske glimrende uden. Den kynisme, han udtrykker gennem lyrikken, er med til at understrege det overlegne musikalske udtryk og giver en rå og upoleret overflade, selvom der også er en mere blød side ved bandet, f.eks. på det mere afslappede og low-key nummer ”Change the Channel”.

Among Relatives får skabt en fed stemning, hvor deres holdninger og attitude er i front. Med udtryksfuld lyrik, iørefaldende melodier og stemningsmættede vokaler formår de at trænge igennem til lytteren. Alligevel mangler der noget for at sende mig forbi den lunkne ‘det er da meget godt’-stemning. ”This Room”, ”Devil’s Work” og ”Lines” er numre, der helt sikkert trækker min helhedsoplevelse gevaldigt i vejret – desværre er det ikke nok til at gøre det til en uovertruffen debut.

★★★½☆☆

Deltag i debat