Plader

Birch Book: A Hand Full of Days

Hvis Mumrikken fra Janssons “Mumitroldene” havde udgivet et album, ville det lyde som Birch Book: melankolsk, tilbagelænet, bevidst fri for bekymringer og med et nysgerrigt blik på vandringen og naturen.

I Tove Janssons univers er naturen altid lige rundt om hjørnet, lige uden for Mumihuset. Naturen med dens bakker, farverige blomster, eventyr og små ondskaber, som ikke rigtig vil noget ondt. Alting er umiddelbart og udspiller sig i hverdagen – når Mumitrolden skal på eventyr for at undersøge, hvorfor jorden går under, skal hans mor, Mumimor, først lige smøre en madpakke. I dette univers går Mumrikken rundt. Mumrikken er en enspænder, en loner, som altid dukker op, når den rette årstid er kommet, og forsvinder igen, når det er tid. Der hører ingen forklaring til, sådan er det bare. Mumrikken er melankolsk og ensom, men samtidig også vis og i en fantastisk kontakt med naturen.

Sådan en figur er manden bag Birch Book også. Han hedder egentlig Bobin, går under navnet B’eirth, men bliver oftest kaldt B’ee, dels fordi dette navn kan udtales uden de store problemer, dels fordi hans far var biavler. Han stammer fra Amerika, men rejser nu omkring som troubadour klædt i renæssancetøj. “The Stringed Spade” kalder han sin selvfremstillede både seks- og nistrengede krydsning mellem en lyre og en guitar, for B’ee snedkererer alle sine instrumenter selv.

B’ee er bestemt et specielt bekendtskab og ikke en, man kan regne ud eller helt stole på. Omkvædet i nummeret “Nothing More” fra A Hand Full of Days lyder: »You don’t have nothing I want / there ain’t nothing more I have to give you / blow your own way, mark your own time / you never knew me, you never were the kind.« Hårde ord, måske, men bestemt ikke aggressive. Specielt sætningen »mark your own time« er kendetegnende for B’ee; for ham handler det ikke om at lukke nogen ude, men om ikke at fastlåse mennesker i roller eller regne med dem på en måde, der bliver besnærende for dem.

B’ee kendes bedst for sit projekt In Gowan Ring, som har udgivet plader siden 1993 og er kendt for en karakteristisk dronet lyd med rig brug af middelalderlige instrumenter, bjælder, trompeter, fløjte, tamburin, enkle trommer. A Hand Full of Days er “Volume III” i en række udgivelser under navnet Birch Book. Dette udgivelsesnavn spiller langt enklere, mere almindelig folkmusik uden den samme ornamenterede orkestrering. Her er det sangene i sig selv, der er i front og væk er de fleste syrede instrumenter. Stemningen er renere og nemmere at gå til.

A Hand Full of Days lukkes inde af den lille komposition “Birch Leaves”, som både åbner og slutter albummet. Dette er en tradition på Birch Book-udgivelserne, de forrige sløjfer hed “Birch Bark” og “Birch Sap”. “Birch Leaves” introducerer lytteren til instrumentariet på albummet og giver en forsmag på, hvor fyldig lyden kan være, når den foldes helt ud. “Birch Leaves” afløses af “Feet of Clay” og en bølgende basgang, stikkende guitarfingerspil og B’ee, der synger duet med sig selv. »Where are you going, where have you been? / marking a time inside your skin / another day come what may / you’re on your way with your feet of clay,« hvisker B’ee søvnigt (bemærk forresten den gennemgående reference til vandringen), hvorefter han nynner lidt, spiller lidt mundharmonika og virkelig virker som den ensomme, piberygende vandrer. Teksterne er udformede som fortællinger med vandringen, naturoplevelsen og det at skrive som tema, jeg’et er ikke centralt – det er i stedet jeg’ets møde med, hvad det nu oplever på vejen, hvilket oftest er »the skylight and the spring« eller en refleksion over livets gåen forbi; »got no tear for the days gone by.«

En luftighed præger albummet. Der er hele tiden plads mellem anslagene, en masse luft i vokalen, selv bassen er rolig og afdæmpet. B’ee har fået hjælp af Pascal Humbert fra Woven Hand, som ifølge pressemeddelelsen spiller på ‘bowed contrabass’. Lyden er fyldig og rund, alligevel elegant i baggrunden og slås an (eller stryges med bue) med en tilbagelænethed, en søvnighed, der gør, at man som lytter hele tiden lægger mærke til den, venter på den. Stemningen bærer dette album, men det er sangene, der tager stikket helt hjem. “Feet of Clay”, “Stray Summer Song”, “Sad Song” og “White Angel” står som de stærkeste numre i en række, hvor det er svært at pege på reelt svage numre.

Jeg lytter ofte til Birch Book om morgenen, da B’ees musik har en glæde i sig, som er god at blive mindet om en tidlig morgenstund, desuden også på grund af det fantastiske nummer “Coffee Morning” fra det første selvbetitlede album. A Hand Full of Days er nærmere et aftenalbum, et ensomt album til de sene timer nede ved bækken, hvor fiskene ikke rigtig bider på, og man har te på kedlen over den åbne ild. B’ee fortæller gode godnathistorier, og han har taget mundharmonikaen med. A Hand Full of Days er et stærkt anbefalelsesværdigt album til alle dem, der længes lidt efter sådan en nat, og som altid har identificeret sig en lille smule med Mumrikken.

★★★★★☆

5 kommentarer

Deltag i debat