I Tove Janssons univers er naturen altid lige rundt om hjørnet, lige uden for Mumihuset. Naturen med dens bakker, farverige blomster, eventyr og små ondskaber, som ikke rigtig vil noget ondt. Alting er umiddelbart og udspiller sig i hverdagen – når Mumitrolden skal på eventyr for at undersøge, hvorfor jorden går under, skal hans mor, Mumimor, først lige smøre en madpakke. I dette univers går Mumrikken rundt. Mumrikken er en enspænder, en loner, som altid dukker op, når den rette årstid er kommet, og forsvinder igen, når det er tid. Der hører ingen forklaring til, sådan er det bare. Mumrikken er melankolsk og ensom, men samtidig også vis og i en fantastisk kontakt med naturen.

SÃ¥dan en figur er manden bag Birch Book ogsÃ¥. Han hedder egentlig Bobin, gÃ¥r under navnet B’eirth, men bliver oftest kaldt B’ee, dels fordi dette navn kan udtales uden de store problemer, dels fordi hans far var biavler. Han stammer fra Amerika, men rejser nu omkring som troubadour klædt i renæssancetøj. “The Stringed Spade” kalder han sin selvfremstillede bÃ¥de seks- og nistrengede krydsning mellem en lyre og en guitar, for B’ee snedkererer alle sine instrumenter selv.

B’ee er bestemt et specielt bekendtskab og ikke en, man kan regne ud eller helt stole pÃ¥. Omkvædet i nummeret “Nothing More” fra A Hand Full of Days lyder: »You don’t have nothing I want / there ain’t nothing more I have to give you / blow your own way, mark your own time / you never knew me, you never were the kind.« HÃ¥rde ord, mÃ¥ske, men bestemt ikke aggressive. Specielt sætningen »mark your own time« er kendetegnende for B’ee; for ham handler det ikke om at lukke nogen ude, men om ikke at fastlÃ¥se mennesker i roller eller regne med dem pÃ¥ en mÃ¥de, der bliver besnærende for dem.

B’ee kendes bedst for sit projekt In Gowan Ring, som har udgivet plader siden 1993 og er kendt for en karakteristisk dronet lyd med rig brug af middelalderlige instrumenter, bjælder, trompeter, fløjte, tamburin, enkle trommer. A Hand Full of Days er “Volume III” i en række udgivelser under navnet Birch Book. Dette udgivelsesnavn spiller langt enklere, mere almindelig folkmusik uden den samme ornamenterede orkestrering. Her er det sangene i sig selv, der er i front og væk er de fleste syrede instrumenter. Stemningen er renere og nemmere at gÃ¥ til.

A Hand Full of Days lukkes inde af den lille komposition “Birch Leaves”, som bÃ¥de Ã¥bner og slutter albummet. Dette er en tradition pÃ¥ Birch Book-udgivelserne, de forrige sløjfer hed “Birch Bark” og “Birch Sap”. “Birch Leaves” introducerer lytteren til instrumentariet pÃ¥ albummet og giver en forsmag pÃ¥, hvor fyldig lyden kan være, nÃ¥r den foldes helt ud. “Birch Leaves” afløses af “Feet of Clay” og en bølgende basgang, stikkende guitarfingerspil og B’ee, der synger duet med sig selv. »Where are you going, where have you been? / marking a time inside your skin / another day come what may / you’re on your way with your feet of clay,« hvisker B’ee søvnigt (bemærk forresten den gennemgÃ¥ende reference til vandringen), hvorefter han nynner lidt, spiller lidt mundharmonika og virkelig virker som den ensomme, piberygende vandrer. Teksterne er udformede som fortællinger med vandringen, naturoplevelsen og det at skrive som tema, jeg’et er ikke centralt – det er i stedet jeg’ets møde med, hvad det nu oplever pÃ¥ vejen, hvilket oftest er »the skylight and the spring« eller en refleksion over livets gÃ¥en forbi; »got no tear for the days gone by.«

En luftighed præger albummet. Der er hele tiden plads mellem anslagene, en masse luft i vokalen, selv bassen er rolig og afdæmpet. B’ee har fÃ¥et hjælp af Pascal Humbert fra Woven Hand, som ifølge pressemeddelelsen spiller pÃ¥ ‘bowed contrabass’. Lyden er fyldig og rund, alligevel elegant i baggrunden og slÃ¥s an (eller stryges med bue) med en tilbagelænethed, en søvnighed, der gør, at man som lytter hele tiden lægger mærke til den, venter pÃ¥ den. Stemningen bærer dette album, men det er sangene, der tager stikket helt hjem. “Feet of Clay”, “Stray Summer Song”, “Sad Song” og “White Angel” stÃ¥r som de stærkeste numre i en række, hvor det er svært at pege pÃ¥ reelt svage numre.

Jeg lytter ofte til Birch Book om morgenen, da B’ees musik har en glæde i sig, som er god at blive mindet om en tidlig morgenstund, desuden ogsÃ¥ pÃ¥ grund af det fantastiske nummer “Coffee Morning” fra det første selvbetitlede album. A Hand Full of Days er nærmere et aftenalbum, et ensomt album til de sene timer nede ved bækken, hvor fiskene ikke rigtig bider pÃ¥, og man har te pÃ¥ kedlen over den Ã¥bne ild. B’ee fortæller gode godnathistorier, og han har taget mundharmonikaen med. A Hand Full of Days er et stærkt anbefalelsesværdigt album til alle dem, der længes lidt efter sÃ¥dan en nat, og som altid har identificeret sig en lille smule med Mumrikken.