Plader

Blockhead: The Music Scene

Skrevet af Daniel Heydorn

Manden bag hovedparten af den musik, Aesop Rock rapper over, holder med solidt håndværk stædigt triphoppen i live.

Blockheads musik, og især hans soloudfoldelser, har for crate-diggere og sample-entusiasters vedkommende altid været indhyllet i mystik og ubesvarede spørgsmål. Hver enkelt udgivelse har budt på et imponerende overflødighedshorn af samplinger fra snart hver tænkelig genre, men lydene er altid så nøje udvalgt og sammensat, at resultatet mest lyder, som var det indspillet af ét enkelt 100-mandsorkester i en kælder engang i 70’erne og så gravet op af Blockhead og tilsat tunge, triphoppede beats.

Følelsen af at befinde sig i en tidslomme har på flere måder været kendetegnende for Blockheads udgivelser; han holder sig stringent til det, han nu kender, lader andre eksperimentere med klagesang og verdensmusik og hamrer blot videre i de efterhånden godt slidte mpc-pads. Det får ham unægtelig til at blegne sammenlignet med kolleger som RJD2, Madlib eller DJ Shadow, som gør en dyd ud af at udfordre rollen som pladesamlende beatnørd, men har man én gang slået sig på de støvede vinylkollager, er der stadig rigeligt at hente, for Blockhead er med årene indiskutabelt blevet bedre til det, han nu kan, og fortjener mere end nogensinde før sin plads lige bag instrumentalhiphoppens elite.

Åbneren, “It’s Raining Clouds”, lyder umiddelbart som noget, der fint kunne høre hjemme på hans to foregående, let monotone udgivelser, men udvikler sig drastisk og slår med temposkift og lag på lag på lag af perfekt afstemte lydbidder fast, at der her er en hidtil uset sans for dynamik og komposition til stede. “Attack of the Doctor” er en lang, kringlet rejse, der lægger ud med et fint, afdæmpet loop af en form for strengeinstrument og undervejs runder både mellemøstlig drone og et gotisk lydende kor for så afslutningsvis at reintroducere det oprindelige loop for lige at demonstrere, hvor godt virvaret egentlig er skruet sammen.

Der er dog milevidt fra pladens store øjeblikke til de alt for mange blundere, der tages undervejs. Hvor de mange samples i de mest vellykkede momenter lyder som store, harmonerende og naturligt skiftende loops, og Blockheads tilstedeværelse i musikken kun fornemmes gennem de tørt huggende trommer, virker det i andre øjeblikke som en søvndyssende kamp for at få så mange forskellige vinylplader som muligt til at tale sammen, og da en Blockhead på automatpilot højst er godt at spille billard med tømmermænd til, kommer pladen til at lide gevaldigt under de mange svagere kompositioner.

Hovedattraktionen ved The Music Scene og Blockhead i det hele taget er de på papiret umulige koblinger af forskellige genrer og det faktum, at det ikke virker opstillet eller tilstræbt, når forvrængede heavy-guitarer eksempelvis afløses af spansk guitarfingerspil og skrøbelige violiner på højdepunktet “The Daily Routine”. Blockhead gør det, han altid har gjort, bare lidt bedre og i korte momenter så godt, at man næsten ærgrer sig over, at han efterhånden er den eneste, der gør det.

★★★☆☆☆

Deltag i debat