Det er svært at sige noget om Bomb the Bass, som ikke er sagt mange gange før. Han har et af de bedste kunstnernavne i branchen, som har forfulgt undertegnede siden shoot ’em up-spillet “Xenon 2: Megablast”, hvortil Bomb the Bass leverede soundtracket.
Det er jo så efterhånden 20 år siden. Faktisk er det 23 år siden, at Tim Simenon debuterede som Bomb the Bass, og manden har i den grad sat sit præg på stort set alle den elektroniske musiks retninger, hvilket et opslag i Wikipedia nok skal forvisse om.
I 2010 får vi ham så, ikke så overraskende, i en club-venlig udgave, hvor fokus ligger solidt på vocal house blandet med lidt acid. Bittersød lyrik og lyttervenlige melodier med arpeggiatorer drønende i baggrunden. Med flanger, forstås.
Ja, tilgiv jeres skribent hvis han har svært ved at få hænderne op. Som det er tilfældet med så meget andet, der lander i Undertoners indbakke, er der ikke noget decideret dårligt at sige om Back to Light. Men den vil heller ikke figurere, når vi skal kigge tilbage på året, der gik. Så skal hele resten af musikindustrien brænde ned til jorden og intet menneske spille en tone mere. Nogensinde. Det er fredelig electro, poleret techno for hjemmelytteren, uden højdepunkter og nedture. Det er atmosfærisk pop med hviskende vokaler, totalt blottet for modhager og udfordring. Fine små melodier, der nærmest er ambiente, for hele pladen forsvinder forbi, uden at der er noget, som bider sig fast.
Hvert nummer er skåret efter den samme læst, og til sidst bliver man bare enormt træt af at høre synthens arpeggiator, flanget i bedste acid house-stil. Men ingen regler uden undtagelser. Således er førstesinglen “The Infinites” ikke helt ueffen – bragende, dybe trommer og en skærende synth giver dette nummer lidt karakter.
Også “Up the Mountain”, der som det eneste nummer har en gæstende kvindevokal fra The Battle of Land and Sea, har en svært dragende mystik omkring sig i kraft en flot sunget lyrik, der skiller sig ud fra de andre tekster, som vist mest handler om at feste, kneppe eller føle sig tom og indholdsløs, fordi der ikke er nogen fest eller nogen at kneppe.
Som entusiast ud i maskinmusik er det mest skuffende ved dette album, at det ikke flytter et komma. Der er ingen overraskelser og ikke meget fremsyn, medmindre tandløs pop er fremtiden. Bevares, det skal nok fænge i klub-land, specielt hvis der bliver lavet nogle fede remixes (Extrawelt er vist allerede på sagen). Men så er det også det. Eller, nå ja, Tim Simenon har brugt et synth-riff af Martin Gore fra sessionerne til Ultra som skelet til det sidste nummer, der lyder som resten af pladen, bare langsommere, så Back to Light har vel en vis relevans for de mest fanatiske Depeche Mode-fans derude.
