Plader

Causa Sui: Summer Sessions, Vol. 1-3

Skrevet af Esben Rasmussen

Causa Sui er noget så sjældent som et fuldstændigt kompromisløst og formidabelt dansk band, der spiller en gang halvjammet, anakronistisk, protopunk-inspireret syrerock.

Causa Suis tredje udspil, det monstrøse tre-cd-værk Summer Sessions, er noget så anakronistisk som instrumental syrerock. Men på trods af en spilletid på over to timer – og ikke et eneste ord – holder det. Dels på grund af gruppens uhyrligt kompetente instrumentbehandling, dels på grund af et konstant udviklende udtryk, der rastløst jammer sig gennem stoner-metal, synkoperet syrerock og infernalsk støj.

Vol. 1, der starter med den 24 minutter og 43 sekunder (I shit you not!) lange “Visions of Summer”, er intet mindre end forrygende. Et inciterende, hoppende bastema forvandles gennem opfindsomme guitarfigurer, svært medrivende trommespil, diverse håndklap og orgel til en sand tour de force i genoplivningen af de LSD-påvirkede dage i ’68 – dog uden nogen sinde at blive pastiche-fyldt eller kedeligt. Ganske enkelt imponerende.

Denne formel gentages egentlig med forskellige variationer gennem alle tre skiver, men på næsten besynderlig vis bliver dét trick, bandet mestrer til fulde, aldrig hverken kedeligt eller uoriginalt. De spiller simpelthen så hamrende godt og med så megen indlevelse og kompromisløshed, at man ikke kan andet end at bukke sig i støvet. Eksempler, der opfordrer til det, er “Rip Tide”, der med eklektiske saxofon-spasmer holder én fanget fra start til slut, og “Eugenie”, hvor den løse komposition er nøglen; her bygges der i en langstrakt jam-session op til de, i ordets betydning, udsyrede passager, som bandet eksekverer så fremragende.

The Doors, Blue Cheer og The Stooges er alle bands som klinger gennem de lange, støjende, psykedelisk skinnende kompositioner, men der er simpelthen så meget vilje, talent og respektfuld hovednikken til fortidens koryfæer, at man levende forestiller sig Iggy Pop knalde godt og grundigt ud til disse sprøde skiver. Causa Sui er måske ikke verdens mest originale band, men den fuldstændige kompromisløshed de spiller med, er ikke blot usandsynlig sjælden, men også universelt prisværdigt. Der bliver sgu ikke leflet for hverken radiostationer eller pladekøbere her!

Det gør Causa Sui til en ensom majestæt, især på den danske scene. Hvor bands alt for ofte opgiver deres vildskab til fordel for poleret penge-rock (men det er vel sådan historien udspiller sig til hver en tid, kloden rundt), holder Causa Sui fast i det, de tror på, og som de gør bedre end noget andet band, jeg kan komme i tanke om: De spiller rock, der nok trækker veksler på en gammel sang, men som synger den så kraftfuldt, at det egentlig ikke betyder noget.

Om pladen så er for lang? To timer med den samme type musik er meget, ligegyldigt hvem der kører, og når der så samtidig ikke er et eneste ord at holde fast i – som tilfældet er her – bliver det måske en anelse længere. Man kan sige, at man som anmelder har et lidt utaknemmeligt job at skulle anmelde tre cd’er samtidig. Mit råd er: Køb udgivelsen. Hør første plade (for den er måske den mest sublime), snup de to andre fra tid til anden, men del gerne lytningen op. Det skader ikke oplevelsen af et, i hvert fald set med danske øjne, enestående band, der forhåbentlig fortsætter ad samme spor, de her på tredje plade kører på.

★★★★½☆

4 kommentarer

  • Magen til højpandet fis der lukkes ud på “Svingninger”, skal man sgu lede længe efter!!!

    Kære Espen.

    Tak for en fin, grundig, velovervejet og helt igennem velskrevet anmeldelse. Det du skriver giver fuldt ud mening. Du bliver skudt i skoene, at betræde studentikose arealer, fordi du tilkendegiver, at det kan føles langt med et over to timer langt instrumentalt værk, hvorved du altså hermed skulle afsløre, at komme direkte og pur udfra litterærelskende institutioner. Sikke noget vrøvl og efter at have læst den angribendes egne argumenter og refleksioner, kan jeg da kun høre, at han selv om nogen lider af studentikos feber.

    Espen – keep up the good work og glem infantile, navlebeskuende, ordkløvende nørder, med for meget tid på hånden.

    Vh. en musikelsker, som både holder af Casa Sui og denne anmeldelse!

  • @ thomas. Tusind tak for støtten:) Nej jeg synes nu også der var lidt langt mellem de saglige argumenter, må jeg indrømme. Jeg er dog rigtig glad for at du kan lide anmeldelsen, og synes det er rart både at modtage kritik, men selvfølgelig også ros. Tak for ordene, og jeg er glad for du kan lide mine anmeldelser.
    MVH
    Esben

  • Jeg synes sådan set også, anmeldelsen er helt fin. Hele den omgang på svingninger.dk kan vel reduceres til, forskellige mennesker opfatter musik forskelligt, og det er der jo ikke noget nyt i.

    I øvrigt er der meget visdom at komme efter på svingninger.dk, bare for lige at sikre på sitets renomé, eller det dér. Den lidt voldsomme reaktion tror jeg kommer ud af, at Causa Sui er et af svingninger.dk’s absolutte yndlingsbands, et helligt flagskib, og de har for længst fået ensrettet og kanoniseret deres opfattelse af musikken.

    Jeg kan også pisse godt lide Causa Sui, og har syntes rigtig godt om alt, jeg har læst af Esben herinde.

Leave a Reply