Plader

Dead Confederate: Wrecking Ball

Skrevet af Terkel Røjle

Det værste fra Nirvana og Radiohead. Nirvana uden nerve og Radiohead uden elegance. Det er, hvad Wrecking Ball har at byde på. Kedsomhed blandet med irritation er, hvad det efterlader.

Jeg hørte forleden et radioindslag på P1. Det handlede om Forfatterskolen, og en fortumlet Theis Ørntoft fortalte, at han ikke mente, at en anmeldelse er at gøre nok honnør for et værk. Et kunstværk, der er lagt tid i fra kunstnerens side. Og det kan han sådan set have ret i.

Så lad mig starte denne anmeldelse med at gøre honnør for Dead Confederate. Stor respekt herfra. I det mindste får I brugt tiden til noget – i modsætning til de fleste af os andre. Men den anmeldelse, som nu følger, er altså ikke at gøre nok honnør for jeres værk. Lad det være sagt med det samme.

Første gang, jeg hørte pladen, var min første tanke, at det godt nok var lidt irriterende at høre på. Anden gang kunne jeg ikke rigtigt få mine ører til at lytte. Tredje gang mindede lidt om anden gang. Fjerde gang var en blanding af første og anden gang. Og sådan fortsætter det for mit vedkommende. Pladen har altså en forunderlig tendens til at veksle mellem at irritere mig og at slippe ud af mit fokusfelt.

Mest af alt er denne tendens ret negativ, men den er da også interessant. De bedste plader har det jo med at vokse, og måske har jeg simpelthen bare ikke hørt den nok? Måske den skal have et år eller et årti for at vokse sig moden i mine ører? Måske der bliver spillet noget rigtig, rigtig fedt i nogle frekvenser, som mine ører ikke kan opsnappe? Hvad ved jeg…

Dead Confederate bevæger sig inden for genren grunge. Tunge guitarer. En vrængende, lidende vokal. Der er referencer til noget progrock med numre på 12 minutter og lange instrumentale stykker. Bandet har bestemt dyrket Radiohead. Lydbilledet minder på mange måder om The Bends. Generelt er pladen voldsomt præget af 90’erne. Det er virkelig en 90’er-plade. Voldsomt umoderne er den. Voldsom pompøsitet og selvmedlidenhed kendetegner vel ikke lydbilledet i dag? Medmindre man altså ser bort fra emo-bølgen, som vist ligger og lurer et eller andet sted.

Forsangeren Hardy Morris synger irriterende. Med en accent, som lyder sær og til tider påtaget britisk (bandet stammer fra Georgia, USA), vrænger han fra starten stemmebåndet itu, og hele tiden associerer man til noget growl-agtigt a la Kurt Cobain og Thom Yorke fra Radiohead. Man kan vel sige, at hans vokal har taget det værste fra begge sangere. Kurt Cobains brutalitet uden nerve og Thom Yorke uden elegance. Det er simpelthen for plat at høre ham synge. »What I encountered / it was a flower / it was pretty / it was a rose,« lyder det i sangen “It Was a Rose”. Det lyder som en parodi. Ja, parodi er et godt ord. Dead Confederate lyder virkelig som en parodi på 90’er-rock. Fra første nummer, hvor Morris skriger »heavy petting!«, til den tolv minutter lange “Fresh Colored Canvas”, der starter med en stille melodi, som bygges op til en stor symfoni.

Skal man fremhæve noget godt ved bandet og pladen, må man konstatere, at de er stilrene. Numre som “The Rat” og og “Yer Circus” rammer virkelig stemningen. Den ørkenagtige og guitarbaserede rockmusik med masser af flydetoner fra guitaren og overflod af 90’er-associationer. “The Rat” ville da også være et godt bud på en melodigrandprix-version af et grunge-nummer. Altså et grunge-nummer, som er gjort spiseligt, og som er blevet pyntet med et rigtigt omkvæd.

Jeg kan godt se virkemidlerne, og jeg er da heller ikke i tvivl om, at bandet har sin målgruppe, og jeg er ligeledes bevidst om, at jeg bestemt ikke passer ind i denne. Men jeg synes simpelthen ikke, at det holder. Jeg hopper ikke på den. Måske er det, fordi jeg er blevet uimodtagelig over for den slags musik. Måske ville jeg have reageret anderledes, hvis jeg havde hørt bandet, før jeg lærte Radiohead at kende. Måske. Men lige nu har jeg altså virkelig svært ved at se noget i Wrecking Ball.

★½☆☆☆☆

4 kommentarer

  • Underlig anmeldelse som forvirrer mere end at tydeliggøre!
    Hvordan man indenfor samme afsnit kan skrive, at pladen bevæger sig indenfor genren grunge, men samtidig nævne 12 min. lange progrock numre, lange instrumentale stykker og et overordnet lydbillede som minder om Radiohead er mig ubegribeligt.

    Senere nævnes Hardy Morris´ irriterende Growl-agtige vokal i stil med Thom Yorke fra Radiohead!?!? Findes et alternativt Radiohead jeg ikke kender til, for det band som jeg er bekendt med, benytter sgu da ikke Growl vokaler.
    Slutteligt beskrives en ørkenagtig rockmusik og så er jeg for alvor forvirret.

    Mystisk anmeldelse, som siger ét, men beskriver noget helt andet, når den endelig går i flæsket på selve musikken. kontraindicerende og diffust på én og samme gang.

    Sidst beskriver du den som umoderne i forhold til nutidens scene. Sjovt nok med tanke på de utallige nye, populære og succesfulde bands, som nyder respekt hos både anmeldere og lyttere, i den grad er bundet op på fortidens rødder.

    Jeg er i hvert fald forvirret på et højere plan, men måske det er meningen med anmeldelsen!?

  • Hej Thomas.
    Nå, skal vi se på dine kritikpunkter.
    Det er sandt at jeg overordnede mener at grunge er den betegnelse som passer bedst til pladen, men det forhindrer dog ikke pladen i at have “referencer til prog-rock”, som jeg skriver. Det kan godt lade sig gøre at spille musik som har rødder i grunge og stadig tage fra andre genre – i dette tilfælde den progressive rock.
    Og hvad angår slægtskabet mellem Radiohead og grunge, så er den altså ikke helt ved siden af. Selvfølgelig er der langt fra nirvana-grunge til Kid A, men kigger du på Radioheads to første plader Pablo Honey og The Bends er elementerne til at få øje på. Se bare på en sang som Just som helt klart har nogle meget grunge-inspirerede akkord-skift.
    Desuden mener jeg at Radiohead havde tre guitarister da de lavede til Pablo Honey pladen. Altså nok af larm.
    Altså skulle jeg mene at der bestemt er elementer, og det er dem jeg refererer til i anmeldelsen.
    Hvad angår Thom Yorkes vokal, så har du ret. Han growler ikke. Med Thom Yorke henviser jeg blot til den voldsomme vrængen som forsanger i Dead Confederate disker op med. Jeg undskylder hvis det ikke er udtrykt klart nok.

    Ørkenrock. Ja. Jeg kan faktisk ikke helt forstå hvad der forvirrer dig her. Det må du uddybe.
    Håber at det hjælper på forståelsen.
    Og nej, det er ikke min tanke, hverkan at være kontraindicerende eller diffus.
    Tak for kommentaren.
    Vh Terkel

  • Lad os tage den baglæns. Ørkenrock associerer umiddelbart i min verden til Giant Sand´s og lignende bands lyd, eller den tungere, stenede lyd hos QOTSA, Kyuss, Fu Manchu etc…..Ingen af delene ligger lige for ifht. din øvrige anmeldelse.

    Growl og vrængen er jo på ingen måde to sider af samme sag og vidt forskellige i udtryk vil jeg mene. Jeg anerkender, at du har ment noget andet, men du paralleliserer altså direkte fra Growl til Yorke og det undrer.

    Uanset om der er milevid forskel på Pablo Honey, The Bends og det senere Radiohead, kan jeg stadig ikke få øje på grungereferencerne, på trods af at have skamhørt både Grungegenrens kendte og mindre kendte bands, såvel som Radiohead pro/post Kid A, ej heller om bandet så benyttede 100 guitarer, og larm er altså ikke lig med Grunge (som jo, for så vidt helt fra start, var en sær og udifferentierbar størrelse i sig selv, sammmenkastet af adskillige bands, som var så forskellige som nat og dag, hvilket altid er et problem med genremærkater)

    Du har ret i at man sagtens kan dyrke én genre, mens man på eklektisk vis inspireres/benytter andre genrer, men der hvor den så kikser i mit hoved er, når du i samme moment, beskriver og fremhæver Dead Confederate og udspillet iøvrigt, som værende stilrene!

    Du citerer Nirvanagrunge – Radiohead – progressiv og langstrakt rock -ørkenrock i én bandillustration, – Er det så ikke netop det modsatte af stilrent, du lige har argumenteret for?

    Du skal dog have tak for din hurtige og velovervejede feedback

  • Det bliver lidt noget ordkløveri det her. Genremærkater er jo altid en svær sag at diskutere, så det vil jeg så vidt muligt undgå.

    Men ja, stilren mener jeg nu stadig de er. Ren 90’er stil. Hvis man ser bort fra den progressive rockmusik som måske ikke toppede i det årti, så er de andre inspirationskilder taget fra halvfemserne. Man sidder helt proppet med halvfemser associationer når man har lyttet til pladen kan jeg hilse og sige.

    Håber at det giver bare lidt mening.
    Vh Terkel

Deltag i debat