Unge, dygtige musikere. De er dygtige, men derudover er de ogsÃ¥ unge, og dét er en kombination, der har det med at pÃ¥kalde sig opmærksomhed. Vi friggin’ elsker unge, dygtige musikere – især de danske af slagsen. MÃ¥ske skyldes det, at de signalerer hÃ¥b for Danmarks musikalske fremtid, en plads pÃ¥ verdenskortet og betalte folkepensioner. MÃ¥ske holder vi af med ærefrygt at betragte deres talent og ønsker at se det udvikle sig i fremtiden. MÃ¥ske kan vi bare ikke stÃ¥ for deres en smule usikre Martin fra Ørum’ske hvalpethed.

I alle tilfælde er det en god deal at være ung, hvis man samtidig er en talentfuld, debuterende musiker, for det kan kun øge opmærksomheden og være med til at blæse luft under de nyudslåede vinger, som det har været tilfælde med eksempelvis Dúné eller Iceage. Og nu forhåbentlig også med de odenseanske teenagere i Dorias Baracca.

For de er en flok unge, dygtige musikere, ingen tvivl derom. Handsome Melting Point er deres debut-ep, og med en spilletid på over 30 minutter har de fire numre tid til både at dvæle, dundre og drive inden for de genremæssige rammer, den klassiske shoegazer sætter for musikkens udfoldelser. Med udgangspunkt i en forkærlighed for My Bloody Valentines voluminøse mure af reverb sammensætter de fire gruppemedlemmer en samling veludførte numre. Alle er de drevet af en underliggende melodiøsitet, der nok afslører producer Jonas Munks svage punkt for lydfladernes drømmende og indtagende melodier, som han også arbejder med i Manual.

Især i kraft af denne melodiøsitet, men ogsÃ¥ pÃ¥ grund af en parade af fine ændringer i rytme og riff, fremstÃ¥r Ã¥bneren, “The Only Touch”, som ep’ens stærkeste bud pÃ¥ en demonstration af Dorias Baraccas formÃ¥en, men ogsÃ¥ grundlæggende som et virkelig gedigent og vedhængende nummer. Med en heldig guitarfigur, der udvikler sig gennem nummerets passager af potent støj mellem de afdæmpede vers, viser “Birthday” ligeledes gode tendenser, men nÃ¥r med sine 11 minutter maxpunktet for, hvad bandets lyd kan holde til.

For nok er de unge mennesker i Dorias Baracca talentfulde og har styr på deres virkemidler, men videre karakteristisk er deres lyd ikke, og indimellem hænges lydbilledet i lige vel høj grad op på genrens koryfæer. Heldigvis er det det veludførte håndværk, man i den halve time bider mærke i og nyder at være i selskab med. Måske er det derfor, at unge, dygtige musikere er så nemme at holde af. Når de allerede er dygtige, mens de er unge, har de tiden for sig til at bearbejde deres udtryk og arbejde sig frem mod et karismatisk, særegent og spændende resultat. Med Handsome Melting Point har Dorias Baracca i hvert fald taget det første, store skridt på vejen.