Plader

Dorias Baracca: Handsome Melting Point EP

Skrevet af Signe Palsøe

Med teknisk snilde og veldrejet shoegazer imponerer Dorias Baracca på deres lange debut-ep, der dog ikke kvalificerer sig ved sin originalitet. Alligevel er Handsome Melting Point et fint og lovende bekendtskab.

Unge, dygtige musikere. De er dygtige, men derudover er de også unge, og dét er en kombination, der har det med at påkalde sig opmærksomhed. Vi friggin’ elsker unge, dygtige musikere – især de danske af slagsen. Måske skyldes det, at de signalerer håb for Danmarks musikalske fremtid, en plads på verdenskortet og betalte folkepensioner. Måske holder vi af med ærefrygt at betragte deres talent og ønsker at se det udvikle sig i fremtiden. Måske kan vi bare ikke stå for deres en smule usikre Martin fra Ørum’ske hvalpethed.

I alle tilfælde er det en god deal at være ung, hvis man samtidig er en talentfuld, debuterende musiker, for det kan kun øge opmærksomheden og være med til at blæse luft under de nyudslåede vinger, som det har været tilfælde med eksempelvis Dúné eller Iceage. Og nu forhåbentlig også med de odenseanske teenagere i Dorias Baracca.

For de er en flok unge, dygtige musikere, ingen tvivl derom. Handsome Melting Point er deres debut-ep, og med en spilletid på over 30 minutter har de fire numre tid til både at dvæle, dundre og drive inden for de genremæssige rammer, den klassiske shoegazer sætter for musikkens udfoldelser. Med udgangspunkt i en forkærlighed for My Bloody Valentines voluminøse mure af reverb sammensætter de fire gruppemedlemmer en samling veludførte numre. Alle er de drevet af en underliggende melodiøsitet, der nok afslører producer Jonas Munks svage punkt for lydfladernes drømmende og indtagende melodier, som han også arbejder med i Manual.

Især i kraft af denne melodiøsitet, men også på grund af en parade af fine ændringer i rytme og riff, fremstår åbneren, “The Only Touch”, som ep’ens stærkeste bud på en demonstration af Dorias Baraccas formåen, men også grundlæggende som et virkelig gedigent og vedhængende nummer. Med en heldig guitarfigur, der udvikler sig gennem nummerets passager af potent støj mellem de afdæmpede vers, viser “Birthday” ligeledes gode tendenser, men når med sine 11 minutter maxpunktet for, hvad bandets lyd kan holde til.

For nok er de unge mennesker i Dorias Baracca talentfulde og har styr på deres virkemidler, men videre karakteristisk er deres lyd ikke, og indimellem hænges lydbilledet i lige vel høj grad op på genrens koryfæer. Heldigvis er det det veludførte håndværk, man i den halve time bider mærke i og nyder at være i selskab med. Måske er det derfor, at unge, dygtige musikere er så nemme at holde af. Når de allerede er dygtige, mens de er unge, har de tiden for sig til at bearbejde deres udtryk og arbejde sig frem mod et karismatisk, særegent og spændende resultat. Med Handsome Melting Point har Dorias Baracca i hvert fald taget det første, store skridt på vejen.

★★★★☆☆

5 kommentarer

  • Måske skulle du lade vær at lade din viden udfordre dit øre.

    Jeg synes pladen er god, uden forbehold.

  • Fordi jeg nævner, at deres lyd minder om den, man møder hos andre shoegazer-bands? Jeg synes skam også, at det er en fin ep – ellers havde jeg ikke givet den 4/6 – men dybt original er den ikke, og det påvirker selvsagt min opfattelse af musikken.

  • Hei vil give Signe helt ret i at den minder meget om andre store bands! men synes dog stadig at sangene rigtigt fede! er helt vild med “Birthday”!

    Jeg må rose Undertoner, da jeg synes I finde frem til musik, man ikke lige hører om på Soundvenue eller lign. Specielt dette band havde jeg aldrig lagt mærke til hvis det var, tak! og bliv ved!

  • Dorias Baracca…

    Hvis de dansede ligeså godt, som de lavede musik, så skulle de gå med krykker….

    Lort!!!

  • Krykker?? Hold kæft, hvor er du langt ude. Du skal ikke svine DB til!!! [Kommentaren er redigeret af redaktionen.]

Leave a Reply