Plader

Efterklang: Magic Chairs

Skrevet af Signe Palsøe

Efterklang har bøjet deres virkemidler således, at de mere end nogensinde før lyder som et typisk populært indieband. Heldigvis gør de det så godt, at Magic Chairs alligevel er en fin plade.

Det har til hver en tid været vanskeligt ikke at nævne Grizzly Bear og Efterklang i samme åndedrag. Som regel har det været for at højne os en smule på, at en gruppe fra den danske andedam kan være med til at søsætte et andet bands internationale karriere, men nu, hvor Grizzly Bear har udgivet Veckatimest, og Efterklang sender Magic Chairs på gaden, er det efterhånden andre aspekter ved de to orkestre, der lokker til sammenligning. Med deres seneste udgivelser har begge bands omfavnet en mindre eksperimenterende og mere struktureret lyd, og begge er sluppet helskindet fra proceduren ved at holde fast i de elementer, der definerer deres musik.

Hos Efterklang er det de pompøse orkestreringer, strygerarrangementerne, klokkespillene, fløjterne, koret og messingblæserne, som bandet introducerede på Parades. Alle figurerer endnu i lydbilledet, selvom de elektroniske elementer, der ellers bar debuten Tripper, efterhånden begrænser sig til lidt synth. Casper Clausens vokal indgår ikke længere som en del af det herrekor, der tidligere var med til at bringe bandets arrangementer til nye højder, men bærer nu størstedelen af numrene alene eller i selskab med en andenstemme, og generelt er der lagt en dæmper på orkestreringens højstemthed. Trommerne, derimod, indtager på Magic Chairs i langt højere grad end tidligere en hovedrolle i lydbilledet og giver musikken den struktur og progression, der kendetegner velskruet indiepop.

Og indiepoppen er langt hen ad vejen den genrekasse, hvori musikken på Magic Chairs bedst lader sig placere. Den er velafbalanceret, fint afvekslende, iørefaldende og dygtigt udført, uden at besidde den samme trang til at undersøge virkemidlernes afkroge som dens forgængere. Singlen “Modern Drift”, “Scandinavian Love” og “Mirror Mirror”, der som et levn fra Parades-tiden har fulgt bandets liveopsætninger i flere år, er med deres lette og dansende lydbilleder og fængende melodier vel de bedste eksempler herpå.

Anderledes insisterende fremstår “Alike”, der på en baggrund af langtrukne suk fra orgelet viser, hvor interessant det nyfundne virkemiddel i trommerne kan udnyttes, ligesom det også er tilfældet på “Raincoats”. Her veksles med samplede håndklap og en varieret brug af kvinde- og råbekor, der giver nummeret et vellykket, tribalt islæt. Også korets harmonier er karakteristisk for den efterfølgende og passende navngivede “Harmonics”, der giver mindelser om de opsætninger, Dirty Projectors sidste år brugte på Bitte Orca, dog her i en noget mindre kompleks version.

“Full Moon” er med sit massive, fjerne kor og klokkespils- og violinbårne passager et af de numre, der i højest grad forener karakteristika fra Parades med en let tilgængelig melodi og er således et godt billede på, hvordan Efterklangs lydbillede har ændret sig. Trods de mange fine elementer på Magic Chairs, jeg har fremhævet, må jeg konkludere, at det ikke er til det mere spændende. Rammerne for musikkens udfoldelse, både hvad angår numrenes længde og bredden i deres udsving, giver ikke plads til de eksperimenter og den stemningssøgen, der hidtil har været bandets største aktiv og med til at give dem en særegen agenda.

Magic Chairs er mindre særegen i sit lydbillede, jovist, men kan man se bort fra det, har man en glimrende, orkesterdrevet indieplade. Efterklang mestrer at forene og variere alsidige virkemidler, og den egenskab gør, at deres musik nok altid vil være både af høj kvalitet og let genkendelig, selvom det Efterklang’ske udtryk nu i uvant høj grad stiller sig på linje med det, man møder hos scenens mange andre navne. Jeg håber, at bandet engang i fremtiden igen vil bevæge sig ud på et mere eksperimenterende terræn, men indtil da giver jeg gladelig Magic Chairs spilletid.

★★★★☆☆

Lyt til “Modern Drift”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Efterklang_Modern_Drift_192.mp3]

Deltag i debat