Plader

Ent: Welcome Stranger

Skrevet af Anna Møller

Ents cover forestiller falmede scenarier med marker, træer, blomster, får og to kælende æsler. Musikken består også af mange forskellige flader, hvor elektronik blandes med vokalharmoniske duetter og akustiske elementer – æslerne er dog svære at finde.

Japanske Atsushi Horie byder den fremmede velkommen med debuten fra soloprojektet Ent, som jeg ikke kan lade være med at forstå som Tolkiens menneskelignende kæmpetræer. Ordet ’ent’ skulle være taget fra det angelsaksiske ord for kæmpe (gi-ant), og det er nok snarere i den retning, man skal forstå Atsushis soloprojekt, for lyden er nemlig kæmpestor.

Første nummer, ”No Tone”, starter med elektroniske, forskudte støjlyde, indtil en akustisk guitar og noget, der lyder som en fløjte, tager over og kører i det melodiske spor, før Atsushis afdæmpede vokal kommer på og snart blandes med keyboard, trommer og en ekstra vokal. Det er rigtig fin og dynamisk electronica blandet med melodiske og akustiske elementer, og de mange lag i musikken afløser hinanden, så man ikke drukner i lyd-eksperimenter. Introen er nok det mest støjende, man finder på pladen, der ellers er opbyggelig og holdt uden de mest eksperimenterende udsving. Mest eksperimenterende er nummeret ”Will”, der starter med guitar-fingerspil og hvad, der lyder som lyden af slidte klaver-pedaler, der bliver trampet ned – men uden klaverets lyd. Meget fint fundet på (hvad det så end er, der frembringer den lyd), men den lidt støvede og skramlede reallyd-sekvens bliver også hurtigt afløst af dynamiske trommer, keyboard og mere guitar.

Atsushi spiller i bedste DIY-stil både guitaren og keyboardet, ud over at han står for vokalen og har skrevet og produceret alle numrene, mens Takanori Ohita spiller trommer på stort set alle numre. Atsushi er bl.a. sanger og guitarist i rockbandet STRAIGHTENER, der er et japansk musikkollektiv, som senest udgav Nexus på EMI. Om de to ensklingende stranger/straightener er en cadeau til det band, han ellers er en del af, kan jeg ikke sige. ‘Welcome Stranger’ er også navnet på en 72 kg tung guldklump, der blev fundet i Australien i 1869, og måske er det snarere det, titlen er en reference til. Musikalsk guldklump, I get it.

Der er hele tre remixes på Welcome Stranger, og det er ærgerligt, for især et af de remixes har jeg et alvorligt problem med. Remixet af ”Silver Moment”, der er lavet af Kettel Sitcom, er ligefrem irriterende og unødigt funky. Jeg synes, det er en kunstig version af nummeret, der i den oprindelige version er udmærket, men som her virker halvfærdigt. Kombinationen af det funky orgel-keyboard, hvor den ubehjælpsomme japanske accent er iøjenfaldende på den ellers udmærkede engelske vokal, giver et samlet billede af en lidt for kreativ øver i kælderen. Hvor det pladen igennem ellers har været til Ents fordel, at der er mange lag i lyden, sker der simpelthen alt for meget i remixet for min smag. Ents eget ”Silver Moment” er præget af spillemaskinelyde, guitarer og en poppet og fængende melodi, der i mine øjne bliver helt maltrakteret i Kettel Sitcoms remix.

Et af de andre alternative versioner, ”No Tone”-remixet af Near the Parenthesis, er langt mere vellykket. I forhold til originalen er det mere æterisk, ambient og flydende langstrakt, indtil trommerne kommer på og udløser noget af den energi, der har dryppet fra klokker og elektronik i de første fire minutter.

”Farewell Dear Stranger” lukker pladen to gange, så at sige. Først som sidste nummer af originalversionerne og så igen som afslutning på de kvalitetssvingende remix. Solodebuten fra Ent er melodisk og tight indiepop med elektroniske flader og en vokal, der næsten ikke er der, og som egentlig fungerer fint som det melankolske gentagende. Tekstuniverset er fint afdæmpet, så musikken får lov til at fylde det, den har brug for, for det er helt sikkert stor lyd, man finder på Welcome Stranger. I ”Farewell Dear Stranger”, synger Atsushi igen og igen: »I  just need you to remember me,« og der behøves i virkeligheden heller ikke mere.

★★★½☆☆

Deltag i debat