Plader

Field Music: Field Music (Measure)

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Efter tre år, et opbrud og en genforening er de britiske indiepoppere tilbage med opfølgeren til Tones of Town. Og de sigter mod stjernerne på dette ambitiøse comeback-album.

Der er gået tre år siden den seneste Field Music-udgivelse, Tones of Town, og det kunne godt virke, som om en lille pause var tiltrængt. Om ikke andet, fordi Field Music denne gang har lagt forsigtigheden på hylden og udgivet en dobbeltdisc.

Her på Undertoner troede vi ellers, at det var slut. I mellemtiden har vi så hørt udspil fra de to brødre Peter og David Brewis’ andre projekter. Først kom Davids sideprojekt School of Languages Sea from Shore, som skuffede fælt, og bagefter var Peter på banen med The Week That Was’ selvbetitlede debut, som heller ikke på nogen måder levede op til Field Musics høje niveau.

Field Music (Measure) er en poppet omgang, det skal der ikke herske tvivl om. Solid pop med et fast greb om den gode melodi og uforskammet brug af vokalharmonier. Smukke sange om hverdagens meningsløshed, tristesse serveret med fløde. Og det er ment som et kompliment. Denne sans for melodi og harmoni udgør fundamentet på den musikalske tidsrejse, Field Music har hevet os med på. Og selvom Field Music konstant minder os om fortiden og rockhistorien, bliver det aldrig kedeligt, for de forstår at bygge videre, hvor deres forbilleder slap; om det så er med en omgang funket blues eller en Beatles’sk popperle.

Som for eksempel sangen “Effortlessly”, der til fulde lever op til navnet. Smukke vokalharmonier og et solidt drive, der fuldstændigt ubesværet kravler ind i øregangene og sætter sig fast. Al den popmagi på blot fire minutter, og Field Music er kun lige gået i gang. “Lights Up” er næsten psykedelisk blues, og det bliver næsten for nuttet, som strygerne sætter ind i baggrunden og runder lydbilledet af. Field Music har dog et hårdt greb i tøjlerne, og selv når det hele truer med at falde sammen om ørerne på dem, bevarer de fokusset.

“Let’s Write a Book” er nærmest maskin-funk med falsetvokal og et tykt lag af synthesizer, som ikke var faldet udenfor på et Herbie Hancock-album. Og på disc to får vi bl.a. den fremragende ballade “Curves of the Needle”, sparsomt instrumenteret og utroligt følsomt sunget. Sublimt.

Field Music slutter af med fire numre, der er opbygget om lydkollager fra virkelighedens verden: Bakker, der klirrer i et cafeteria, og biler, der suser forbi, skruet sammen med Field Musics kompetente pop og rock. En hel symfoni, der ender med en omgang musique concrete. Verdens støj får et smukt kontrapunkt i et minimalistisk værk for båndoptager og stryger.

Field Music (Measure) er et ambitiøst værk, det skal der ikke herske tvivl om. Og det er næsten for stor en mundfuld, for der er mange ideer, der bliver prøvet af på de 71 minutter, det hele varer. Det er øret for melodi og evnen til at strikke de mest forskellige inspirationskilder sammen til et udtryk, der er helt deres eget, som redder det hele på målstregen.

Samtidig skal det understreges, at det er ikke er manglende selvkritik, der gør albummet svært at komme igennem. Det er utroligt kompetent skruet sammen, og bandet holder niveauet hele vejen. Der er bare så meget musik, at det næsten bliver for meget af det gode. Det er lidt som at spise en hel plade Marabou alene, for selvom det føles godt at æde løs, bliver det kvalmt til sidst.

Pladen vil helt sikkert gå rent ind hos dem, der godt kan lide en god melodi, men som også gerne vil udfordres. Ja, det er pop, men med så mange facetter, at pladen bliver ved at overraske. Det eneste, det kræver, er, at man giver sig hen og flyder med.

★★★★★☆

Deltag i debat