Det, der har gjort Hot Chips udvikling til en af de mere spændende blandt moderne elektronisk funderede bands, er fremkomsten af deres enorme følsomhed. På det store gennembrudsalbum The Warning var følelserne enten fraværende eller svære at skimte under den tykke fernis af cool, der til gengæld gjorde singler som ”Boy from School” og ”Over and Over” til nogle af de mest ferme fra 00’ernes sidste halvdel.

Da det emotionelle gennembrud pludselig indtraf med fynd og klem på Made in the Dark fra 2008, stod det imidlertid lynhurtigt klart, at blandingen af elektronisk cool og en pivåben tilgang til kæmpestore følelser var Hot Chips helt store force. Godt nok var der stadig mestendels tale om dansemusik, men de store højder blev nået i blottede stunder som titelnummeret, ”In the Privacy of Our Love”, ”We’re Looking for a Lot of Love” og den udødelige ”Ready for the Floor”.

På One Life Stand har Hot Chip endelig smidt alle følelsesmæssige hæmninger, og resultatet er, ikke overraskende, deres klart bedste plade til dato. Forsanger Alexis Taylors stemme er skabt til at krænge kærlighedserklæringer ud, men heldigvis har han en skarp sans for mådehold, og de bastante følelsesudbrud falder pladen igennem i højere grad som tætpakkede bomber end de spredehagl, de udgjorde på Made in the Dark.

Således starter det hele virtuost med den seks minutter lange angsthoppende åbner ”Thieves in the Night”, hvor pladens jord gødes med indtryk af, at kærligheden bestemt ikke er noget, der skal tages for givet. Den fornemmelse bibeholdes i resten af numrene, og det er netop lyden af de store følelser på usikker grund, der gør Hot Chip til så inciterende lytning.

Det, der gør pladens følsomhed overbevisende, er, at den udmønter sig i en besyngelse af den stabile, langvarige og dybe kærlighed i modsætning til de flygtige og lystbetonede følelser, man normalt forbinder med elektronisk musik. For One Life Stand er stadig i høj grad elektronisk musik, og mindst halvdelen af pladen burde kunne fylde et hvilket som helst dansegulv.

Musikalsk set har Hot Chip aldrig hvilet mere i sig selv, end de gør i det eurodance-inspirerede, men samtidig dybt sofistikerede lydtapet, der åbenbarer sig her. De jonglerer elegant med virkemidler, der på én gang grænser til det ekstremt cheesy og forsimplede, men samtidig bibeholder en sofistikeret luft under vingerne. Numre som ”Hand Me Down Your Love” og ”I Feel Better” er som taget ud af 90’ernes mere underlødige diskoteksmusik, og omdrejningspunkterne i vocoderstemme og tonserbeats burde være et stygt faux pas, men alligevel åbner nuancerigdommen sig igen og igen, og Alexis Taylor sikrer med sin vokal, at helheden altid bliver affekterende.

Men det, der gør pladen til et langt bedre album end noget, Hot Chip har lavet før, er dens kohærens og helstøbte natur. One Life Stand er, som titlen antyder, noget nær en konceptplade om forsøget på at definere og fastholde den livsvarige og blivende kærlighed, og det løber gennem samtlige pladens numre – lige fra diskobaskerne til de nøgne ballader. Dermed har Hot Chip på overrumplende vis overvundet deres hidtidige akilleshæl og skabt en sammenhængende samling sange.

Og som altid er det de nøgne stunder, der er bandets helt store sejr, og det er dem, der fortrinsvis løfter helheden. Her tænker jeg specifikt på pladens midte, der er det suverænt bedste, Hot Chip nogensinde har præsteret. At deres fokus på følelserne ingen grænser har, viser de for alvor i genistregen ”Brothers”, der er en gribende bromance-hyldest, hvor tekst og musik afspejler hinanden på eksemplarisk vis. Melodien udvikler sig fra nedbarberet ballade til repeterende clubbing (igen er referencen eurodance), mens den brummende Joe Goddard og den lyse Alexis Taylor skiftes til at besynge deres grænseløse kærlighed: »I can take it if I know I’ll see my brothers / I would give my life for my brothers / when will we be free again my brothers,« og derefter eksekverer de sammen omkvædet »It’s a wild love I have, it’s a wild that I have for my brothers.«

Sammen med den helt stillestående hymne ”Slush” udgør ”Brothers” en uovervindelig midterakse på en plade, der også starter blændende og på elegant vis slutter på dansegulvet med ”Take It In”. At et par af numrene er lidt mere anonyme, og at ikke alle følelser farer lige i hjertet, kan man snildt leve med, når monogamihyldesten løber som en sammenvævende rød tråd igennem det hele, og når højdepunkterne er så tårnhøje, som tilfældet er.

Noget, der ofte går igen i anmeldelser af Hot Chips plader – og således også i denne – er, at enormt mange af pladernes sange beskrives og nævnes ved navn. Det er et udslag af, at få har så mange potentielle højdepunkter og lysende enkeltnumre som Hot Chip, og at alle deres sange er helstøbte i en eller anden grad. På One Life Stand får de for første gang alle de lysende enkeltnumre til at spille sammen i en strålende og helstøbt hyldest til kampen for den livslange kærlighed.