Koncerter

Jaga Jazzist, 25.02.10, Lille Vega, København

Skrevet af Jakob Lisbjerg

To timers jazzet progrock er absolut ikke hverdag på et københavnsk spillested. Men norske Jaga Jazzist leverede med saft og kraft netop dette på en regnvåd torsdag aften.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Det var overvejende mænd, der torsdag aften havde valgt at bruge et par timer i Lille Vega for at se det norske orkester Jaga Jazzist. Faktisk var kønsfordelingen hos publikum cirka svarende til den, som findes hos bandet – Jaga Jazzist har kun et enkelt kvindeligt medlem blandt ni mænd. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg forventede, men jeg studsede blot over det, mens jeg ventede på, at bandet gik på scenen.

Jaga Jazzist udgav i denne måned sit fjerde album med titlen One Armed Bandit, og scenen var pyntet med store frugter og tal som taget fra en enarmet tyveknægt. Det var ikke specielt kønt, og det tog faktisk en del af udsynet for aktiviteten på scenen. Det vender jeg tilbage til.

Da lyset blev dæmpet, blinkede de mange frugter i rødt lys, og et langt, ja alt for langt stykke indledningsmusik spillede, mens publikum efter tre-fire minutter blev utålmodige. »Der røg tempoet for den koncert,« tænkte jeg, mens irritationen langsomt voksede. Men jeg tog godt nok grueligt fejl. For sjældent har jeg set et band holde en koncert på knap to timer, uden at tabe pusten – og uden der nogensinde blev spillet et nummer, hvor tempoet var ret meget langsommere, end det er på de fleste numre på One Armed Bandit.

Jaga Jazzist har taget en mere progrocket drejning siden de første to album, og den hektiske, trommemaskine-jazz er blevet erstattet af jazzet progrock, som nærmest ikke kan blive stor og svulstig nok. I Lille Vega var der knald på armbevægelserne fra starten af med “Book of Glass”, hvor funk, jazz og rock blandede sig på smukkeste vis. Titelnummeret fra det nye album var mere tungt end på pladen, især præget af Martin Horntveths trommer. Dog syntes hornsektionen, der vekslede mellem to og fire stykker messing, ikke altid at have den saft og kraft, som ellers behøvedes. Det var ikke fordi, det føltes decideret tyndt denne aften – men nok til, det irriterede mig.

Bandet proklamerede, at det ville spille hele den nye plade; fra den ene ende til den anden i kronologisk rækkefølge blev det ikke til, men publikum fik stort set alle numre fra One Armed Bandit. Også ældre numre blev der plads til. Hittene fra de to første album, “Day” og “Animal Chin”, blev pænt støvet af. Og de to numre fra All I Know Is Tonight, titelnummeret og “Oslo Skyline”, der i aftenens anledning blev præsenteret som “Vega Skyline”, fik alt, hvad de kunne trække af guitar (Jaga Jazzist havde denne aften tre stykker på scenen) og rockattitude.

I begyndelsen af koncerten kunne jeg forholdsvis let udpege alle instrumenterne i lydbilledet. Et nummer som “Bananfluer overalt” indeholder f.eks. kvindelig vokal, hvilket kan være svært at høre på albummet. Marimbaen var dog utrolig svær at høre, ikke bare her, og efter de to numre fra All I Know Is Tonight blev jeg mere opmærksom på, hvordan det faktisk på flere numre var umuligt at høre forskellige instrumenter. Med så mange medlemmer, som næsten alle spiller på mere end ét instrument, må Jaga Jazzist være enhver lydmands våde drøm – eller måske mareridt? I hvert fald var indstillingerne ikke perfekte denne aften.

Showmæssigt var Jaga Jazzist næsten pletfri. Der var altid noget at kigge på. Martin Horntveth var placeret med sit trommesæt til venstre helt fremme på scenen og var et visuelt plus med sit store skæg og showstil, hvor han nogle gange rejste sig op og trommede ubekymret videre. Midt på scenen stod en marimba skjult bag en af frugterne (en appelsin), hvilket var lidt ærgeligt, når man har set, hvor godt sceneshow Tortoise får ud af sådan et instrument. Men det var et mindre minus.

Knap to timer og to ekstranumre senere gik Jaga Jazzist af scenen – og publikum blev efterladt næsten lige så forpustede som bandet, der havde givet den musikalsk gas denne aften.

★★★★½☆

Deltag i debat