Den 12. september 2003 døde ‘The Man in Black’. Den legendariske personlighed og manden med den dystre, mørke røst var ikke mere. Johnny Cash havde haft en turbulent karriere med højdepunkter og perioder, hvor han var ude af offentlighedens søgelys. Selvom hans liv var tumultarisk, var hans musikalske virke urokkeligt. Han var den traditionelle countrymusiks mørke troubadour, der fortalte om livets skyggesider, men også om håbet, kærligheden og troen på højere magter.

”American VI” er afslutningen på en odyssé, der fik en ny generation til at genopdage Johnny Cash. I 1994 udkom det første album i American Recordings-serien, hvor Cash i samarbejde med Rick Rubin fortolkede andres sange og gav egne kompositioner nyt liv. Pludselig var Cash tilbage i rampelyset, og den karismatiske stemme var intakt trods sygdom og aldring. Specielt hans udgave af Nine Inch Nails’ ”Hurt” vakte opmærksomhed, og Cash fortolkede – sammen med mere traditionel countrymusik – bl.a. numre af Soundgarden og Depeche Mode. Det primære var hans stemme og livserfaring, der gav nyt liv til sange, som lå langt fra hans normale udgangspunkt.

I sin sidste tid havde Cash et team omkring sig, der stod til hans rådighed, når helbredet tillod ham at besøge studiet. I 2006 udkom første række af sange fra denne periode, og de sidste resultater er nu samlet på American VI: Ain’t No Grave. En gravskrift, der hverken er makaber eller morbid, men i stedet forunderligt afklaret. Det lyder som en mand, hvis byrder var store, men som fandt ro i sin sidste tid og ikke så tilbage på livet i bitterhed.

Musikalsk er albummet spartansk med primært Cash akkompagneret af guitar og diskrete keyboards. Stemmen er hele tiden i forgrunden. Det mærkes, at albummet blev skabt af en mand, der bogstaveligt befandt sig på gravens kant. Sangene kredser alle om afslutningen på livet i denne verden, og hvad der ventes hinsides, kombineret med opsparet livsvisdom, som sendes videre til den næste generation. Hvor det kunne være et bittert farvel, præget af selvmedlidenhed, angst og uafsluttede regnskaber, har vi i stedet et afklaret menneske, der ser et lys for enden af tunnellen.

»Ain’t no grave can hold my body down,« synges der på titelnummeret, som illustrerer troen på livet efter døden. ”For the Good Times” handler om at glædes over de positive minder, at tilgive og se fremad. Nysgerrigheden for, hvad der gemmer sig på den anden side, berøres på ”Can’t Help But Wonder Where I’m Bound”. Sågar en pendant til Jodle Birges ”Rigtige venner” finder vi på ”Satisfied Mind”, hvor der gammelklogt berettes om, at penge, status, rigdom og guld intet er værd uden nære venner. Der er en befriende stemning over sangene. Som en overbevist kristen, der glæder sig til mødet med sankt Peter.

Det er svært at høre albummet som neutral observatør, når man kender baggrundshistorien. Den kan ikke undgå at påvirke lytteoplevelsen, og den giver sangene en særegen betydning. Uden for konteksten kan de virke banale og ligefremme. Sunget af Cash får de sjæl og en dybere mening.