Som et de største og mest etablerede navne pÃ¥ den danske rockscene kunne man forvente sig en del af Kashmirs sjette album. Særligt nÃ¥r albummet har haft fire Ã¥r i støbeskeen, og de to amerikanske topproducere John O’Mahony (Coldplay) og Andy Wallace (Rage Against the Machine, Nirvana) er hevet ind til at hÃ¥ndtere det tekniske.

Men Trespassers bliver aldrig mere end en ufarlig vandring i det stilistisk sikre udtryk, som bandet har forfulgt på de sidste fire udgivelser og senest perfektioneret på No Balance Palace. Og navnet til trods trænger Trespassers ikke ind i noget som helst.

Mads: »Med Trespassers reflekterer Kasper Eistrup over en urolig og ulykkelig verden. Kashmir siger selv, at pladen er tænkt som et fristed for lytteren, der i en elegant produktion kan ryste de negative følelser af sig. Desværre kan hverken strygerarrangement, skønsang eller godt samspil redde en kedelig plade. Kashmir har ikke tilført deres lyd nogen fornyet melodisk fremdrift, som det ellers kan forventes af fire års pause. Pladen har ganske enkelt taget for lang tid at lave, og der er tænkt for meget over samtlige elementer. Deja-vu. Det hele er hørt før, bare i bedre, mere afvekslende og forførende indpakning.«

Niels: »Enkelte numre stikker dog ud. Singlen og det sikre radio-hit “Mouthful of Wasps” starter pladen fornuftigt og interessant. Man fÃ¥r ganske enkelt lyst til mere. Desværre daler tempoet herefter, indtil der rammes en næsten monoton trivialitet, og grebet slippes om lytteren, der nok mest af alt fÃ¥r lyst til at skrive indkøbssedlen eller tage opvasken. Man vÃ¥gner først rigtigt igen, nÃ¥r pladens syvende nummer, “Pursuit of Misery”, starter lige pÃ¥ med et guitarbÃ¥ret vers.«

Bertel: »Ingen tvivl om, at Kashmir skriver gode sange, og deres lyd er på mange måder noget af det mest interessante under danske himmelstrøg. Det er den også her, og oven i købet er Trespassers så velproduceret, at musikken glider som smeltet honning ind i ens øregang. Der er således lagt i kakkelovnen til en helt igennem stor plade. Det er det bare ikke. Det er en sørgmodig sag, som ikke evner at løfte sig mange tommer fra gulvet, og som på ingen måder hverken overrasker eller udfordrer. Pladen er ikke dårlig, den er bare ikke så god, som den burde være.«

Konklusionen er klokkeklar:
Trespassers er velproduceret. Den er velspillet og vældig fuld af facetter og lag. Men det er en plade, der er lavet lidt for meget med hjernen og alt for lidt med hjertet. Al vildskab, begejstring og umiddelbarhed er kastet over bord, så den gamle skude Kashmir kan holde sig på ret kedelig køl. På en pladehylde ved siden af The Good Life og No Balance Palace, så vil det nok mest være de to, der bliver taget ned. Det er ærgerligt.

Mads: