Plader

Los Campesinos!: Romance Is Boring

Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.

‘Falsk varebetegnelse’ – det er prædikatet omkring walisiske Los Campesinos! tredje udspil. I hvert fald når man læser pladens titel og efterfølgende lytter til indholdet, for bandet bruger i hvert fald alle 45 minutter på at modbevise titlens tese – endda med et vist overskud og glæde.

Kender man i forvejen Los Campesinos!, vil man nikke genkendende til deres energiske indiepop med smukke vokalharmonier, klokkespil, blæsere og forvredne guitarer. Det er et laissez faire-afslappet britisk band, der runder skæringspunkterne i emner som død, sex og kærlighed. Ganske ordinære områder, når man tænker musik og lyrik, men det pakkes ikke specielt ordinært ind. Kærligheden drøvtygges, vendes og spyttes ud igen med et vist håb og en hyldest til hjertet, samtidig med at waliserne glaserer det hele i tweeklingende guitarflader, håndklap og horn.

Der er åbenbart en hel masse sange, forsangeren Gareth og de andre seks medlemmer i bandet bare må af med – nærmere bestemt hele 15 af slagsen – og Los Campesinos! får dem faktisk sendt af sted, uden at produktet lyder anmassende eller venstrehåndsagtigt. Der er nemlig noget frodigt og fremadrettet over musikken, og det skyldes ikke, at Romance Is Boring rent faktisk er bandets tredje plade på bare 24 måneder. Tempoet er højt, men ikke ustyrligt. De eksperimenterende elementer er besnærende, men ikke ukontrollerede, og teksterne er idérige og kontrastfyldte, men tolkbare.

Men der lurer hele tiden noget under overfladen på Romance Is Boring, og selvom pladen på mange måder er en hyldest til kærligheden, fremstår bandet kækt, frækt og forførende, som om de ikke helt ved, om kærlighed rent faktisk er kedelig eller det modsatte. Måske er det, fordi der ikke vælges side, at det lykkes at holde et fornuftigt fokus omkring melodi, energi og intention, hvor de syv walisere efter bedste evne forsøger at kombinere det lidt bizarre med det melodiøse, og det lykkes ganske fornuftigt.

Eneste anke er, at der er enkelte lidt forcerende tendenser i et par af numrene. “In Media Res”, der åbner pladen, er helt fantastisk eksplosiv og fyldig, men også lidt på vej ud af en tangent, hvor et parti blæsere tuder ørerne fulde i finalen. Dér har bandet visse problemer med at holde retningen, hvilket også gør sig gældende i “Who Fell Asleep In”, men det er ikke nok til at trække pladen ned i den alt for store skare af ordinære udgivelser. Los Campesinos! er særegne og et bekendtskab værd. Deres detaljerige og finurlige popmusik er voldsomt smittende og et tiltrængt plaster på vinterdepressionssåret.

★★★★½☆

Deltag i debat