Plader

Mit Nye Band: 2004-2009 Vol. 1 & 2

Med to udgivelser fra Mit Nye Band, der minder så meget om hinanden, at de er så godt som uadskillelige, fastholder Escho sit usædvanligt høje niveau.

Lad os bare få det af vejen med det samme: Jeg fucking elsker Escho. Ja, man kan vel sige, at jeg er decideret fanboy. Derfor mener jeg også, at man skal have været endog meget uopmærksom for ikke i det mindste at have hørt om det københavnske pladeselskab, som i lighed med sidste år har uddelt julegaver i form af en stribe nye plader.

Sidste år var det tre vældig flotte udgivelser fra henholdsvis Thulebasen, Lamburg Tony og T.S. Høeg, og i år er det – foruden en opsamling, der forsøger at give en introduktion til selskabet – to udgivelser fra Mit Nye Band, der tæller medlemmer som Kim Las (Money Your Love), Nis Bysted (Thulebasen, Düreforsög), Andreas Hauer-Jensen (Alle Med Balloner Og Terrasser, Düreforsög) og Jannis Noya Makrigiannis (Choir of Young Believers).

Udgivelserne, der ifølge Escho selv fungerer som »en musikalsk Rorschach-test,« har til formål at dokumentere gruppens virke over de sidste seks år. Man kunne altså forledes til at tro, at her er tale om en mere eller mindre uhomogen samling af numre og konstellationer, men faktisk er materialet så konsistent, at en dobbelt-lp ville have været aldeles oplagt, ja, faktisk virker det næsten en smule sært, at man har valgt at fordele numrene på to separate udgivelser (dog kan man sige, at de på denne måde fylder mere i pladesamlingen, hvad der jo altid er rart). Ikke at der mangler variation over de fire sider, for det gør der bestemt ikke, men de fleste numre befinder sig alligevel inden for rammerne af et nogenlunde ensartet udtryk: en art elektronisk inficeret, eksperimenterende støjrock, der trækker veksler på både psych, kraut- og postrock, og som fluktuerer umærkeligt imellem uroligt kantede, hårdt rykkende sange og udsvævende, trippet stemningsfuldhed. Og det er simpelthen så fandens godt, at man ikke kan være andet end dybt taknemmelig.

Det virker omsonst at skulle fremhæve enkelte numre; havde man fortalt mig, at alt materialet var optaget i ét langt take, og ikke, som tilfældet er, over fem års studie- og livevirksomhed, havde jeg troet det uden at blinke. A-siden på Vol. 2 er bogstaveligt talt én skæring, ”New Druid”, og er en overvejende repetitivt udforskende improvisation, der langsomt stiger i intensitet. Alligevel formår den at komme næsten lige så langt rundt i gruppens univers som de andre sider, der indeholder op til syv skæringer. Flere numre er også inkluderet i forskellige versioner – og til tider med forskellige titler – hvilket får pladerne til at fremstå reelt gennemkomponerede, hvad der er lidt af en bedrift, når det skal forestille at være en opsamlende dokumentation af bandets produktion gennem seks år. En produktion, der fremstår mere målrettet, sammenhængende og kunstnerisk selvbevidst end langt størstedelen af andre udgivelser fra mindre gode og intelligente bands.

Genbruget, eller måske ensartetheden, af melodimaterialet pladerne igennem illustrerer på næsten blæret vis, hvor overlegent bandet kan variere sin lyd, fra det kompakt kradsende til det rumklangsdryppende udsvævende, og sit rytmiske udtryk, der nogle gange er industrielt tungt og hakkende, andre gange mere organisk fabulerende. Det skyldes for en stor del Andreas Hauer-Jensen, der uden tvivl er en af landets absolut bedste trommeslagere; lige dele opfindsom-ekspressiv og ubønhørlig, solid rygrad. Også Nis Bysteds særegent rudimentære og spacede guitarstil, som han efterhånden har perfektioneret med Thulebasen, er et studie værd, og det samme er den ganske vist sparsomme vokal fra Kim Las, der med sin underligt distancerede patosfyldte klagen er særdeles kraft- og virkningsfuld.

I det hele taget vidner udgivelserne om et særdeles sammenspillet band, der i den grad forstår at kontrastere og komplementere hinanden, og som først og fremmest er fandens effektive, både når det gælder samspillet og instrumenteringen. De spiller løst og udsvævende, uden at det bliver tjaldet, og maskinelt kværnende uden kold fremmedartethed, som f.eks. i “Drown Old” (eller måske er det “Amphibian”), hvor et industrielt forvrænget beat afløses af melankolsk og dubbet melodika, for igen at udbygges af sammenbidt kradsende guitar der parafraserer beatet.

Numrene udvikles konstant i løse og umiddelbart uigennemskuelige stukturer, som dog ved nærmere lytning afsløres som næsten minimalistiske i deres opbygning og brug af kontrapunktiske virkemidler. Allermest præcis og økonomisk fremstår b-siden på Vol. 1, som – var den blevet udgivet alene – havde været noget nær den fuldkomne ep. Gruppens særegent luftigt-aggressive lyd er dog så gennemført på alle fire sider, at det er så godt som ufatteligt, at udgivelserne ikke er tænkt som ét sammenhængende værk.

Med endnu en (to) udgivelse(r) af usædvanlig høj kvalitet, der oven i købet hører til i den mere lettilgængelige ende af selskabets udgivelser, gør Escho det kort sagt nemt at være fan. Hvis man endnu ikke er hoppet med på vognen, er Mit Nye Band 2004-2009 Vol. 1 & 2 et fremragende sted at starte, og hvis man allerede værdsætter selskabets evige eksperimenter eller blot har den mindste interesse i den danske undergrund, er de ganske enkelt uomgængelige.

★★★★★½

Deltag i debat