Plader

Nedry: Condors

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Engelske Nedry er blevet hypet af flere engelske musikmedier for blandingen af rock, dubstep og æterisk vokal. Det er ganske ufatteligt.

Det er Radiohead- og Björk-territorium, vi bevæger os ind på med debutalbummet fra engelske Nedry. Og der er også et ikke helt lille drys af Lamb, som huserede for nogle år siden. Og så noget af det der dubstep, som alle taler om. Nej, Nedry er ikke til at sætte i bås. De udfordrer genrebegreberne. Og dét er slet ikke godt eller interessant. Tværtimod kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst fnes eller endog smålo af de musikalske greb, som et band benyttede sig af. Men der er masser af disse momenter på Condors.

Lad os lige få de biografiske detaljer på plads: Nedry er en trio, der for alvor begyndte at spille sammen som band i sommeren 2008. Bandet har delt scene med bands som Pivot og Daedelus og er blevet hypet af Q Magazine, The Times og BBC-dj’en Huw Stephens.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Musikken, lyden, melodierne, vokalen. Det hele lyder enormt anakronistisk.

De fleste numre præges af Ayu Okakita, der i mine ører ikke helt har den fantastiske vokal, som både pressemateriealet (naturligt nok) og andre anmeldere fremhæver. Det er sådan set ikke helt forkert at sammenligne hende med Beth Gibbons fra Portishead eller islandske Björk – de to har begge en stemme, der kan arkiveres under acquired taste. Okakitas vokal er mere skinger, og så skal hun desuden hele tiden kæmpe mod bølger af bas og pumpende beats. Eneste undtagelse fra den regel er dele af “Apples & Pears”, men her evner hun ikke overbevisende at bidrage til det stille nummer overhovedet, selvom man fornemmer potentialet. Og det er svært på resten af albummet at se noget utroligt originalt i modsætningen mellem hendes spæde vokal og den tunge musikalske bund.

Nedrys musikalske udtryk er åbentlyst inspireret af den seneste hype omkring dubstep, men Nedry trækker også helt tydelige og ganske forfærdelige tråde tilbage til triphoppen og sågar drum’n’bass. Men programmeringerne lyder dårligt, de snubler over hinanden i amatørisk iver, og det er her, latteren for mit vedkommende presser sig på. Bare åbningsnummerets første fem sekunder eller den udelukkende historisk interessante drum’n’bass på “Four Layers of Pink”. Også ganske nærkomisk er blandingen af rock og dubstep på “Squid Cat Battle” eller sammensmeltningen af funk og drum’n’bass på titelnummeret.

Nej, der er ikke meget, der lykkes for Nedry på debutalbummet. Lamb efterlod næppe et blivende spor i musikhistorien, og jeg spår, at Nedry ender i samme kapitel.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat