Plader

Owen Pallett: Heartland

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Efter to albums som Final Fantasy er Owen Pallett nu musiker under eget navn. Og ellers er musikken, som den plejer: strygerkammerpop for alle pengene.

Jeg kan pludselig huske, jeg har prøvet før. At lytte til Owen Palletts musik. Og virkelig prøvet at kunne lide den. Men det er aldrig lykkedes. Heller ikke denne gang. Og det til trods for, jeg godt kan høre, Pallett er dygtig.

Heartland er det første album, som Owen Pallett udgiver under eget navn. Han kaldte sig tidligere Final Fantasy, men mon ikke presset fra de japanske ejere af fantasy-konsolspillet ファイナルファンタジー blev for meget for Pallett?

Musikken er heldigvis, som den altid har været – melodisk, storladen pop med masser af tvist og overraskelser. Bare tag åbneren “Midnight Directives”, der overrasker med Safri Duo-beats og en yderst hurtig opstigning til uanede højders pompøsitet. Eller “Lewis Takes Action” og Palletts brug af Phil Spector’ske rytmer og flerstemmigt korarrangement. Med Palletts numre er lytteren aldrig sikker på, hvad de næste sekunder bringer.

Som de to forrige albums er Heartland præget af utrolig høj kvalitet i sangskrivningen. Melodierne er spændende, inciterende og medrivende, så det er en fryd. Pallett leger med musikhistorien, med personlige inspirationer og blander genrer, uden han nogensinde lyder som en gemen tyv. Det er således aldrig kedeligt at lytte til. På Heartland bliver vi ført både gennem film noir-soundtrack og Aimee Mann-ballader, uden det bliver genrekolliderende. Og det er noget af en kunst.

Pallett er mere end gennemsnitligt fascineret af violiner og strygernes musikalske muligheder. Det har han vist ved at arrangere strygere for bl.a. Arcade Fire og Grizzly Bear. Og på sine to forrige album fra 2005 og 2006 viser Pallett, hvorfor han er så fascineret af violiner – han er nemlig selv en eminent violinist. På Heartland får han desuden assistance af et symfoniorkester, så der mangler ikke noget i den retning.

Der, hvor den musikalske film knækker for mig, er for det første ved Palletts trang til at lægge varierende lag og mængder af strygere på alt. ALT. Altså, det er selvfølgelig en overdrivelse, men han bruger flere steder underliggende strygere, som skaber en unødigt forstyrrende suspense; som horder af irriterende fluer files der løs på violinen i tide og utide. Første minut af “Tryst with Mephistopheles” er et godt eksempel.

For det andet er jeg heller ikke vild med den iderigdom, som Pallett tilsyneladende har svært ved at begrænse. Den er skyld i, at de fleste numre på albummet – med alt for mange lyde og små finurligheder – er rodede, og hvor en mere simpel instrumentering havde været perfekt. Igen er det primært strygerne, som irriterer mig, men der er også trommer og horn, som lægges på og fylder for meget.

Derfor finder jeg da også Palletts album bedst, hvor han stensikkert styrer musikken i en simpel retning. F.eks. de sidste minutter i “The Great Elsewhere”. Eller “Oh Heartland, Up Yours” – en simpel, blå ballade, hvor det teatralske er perfekt balanceret i forhold til melodien og popcharmen. Andre numre har momentant fat i mig i kortere perioder, men Pallett kan ikke fastholde min nydelse.

Heartland er sine kvaliteter til trods ikke for enhver lytter. Eller for enhver nyder af indiepop. Og i hvert fald ikke for mig. Jeg har prøvet, men jeg kan bare ikke lide dens sprudlende, overfyldte lydunivers, der svælger i teatralsk musicalstemning. Men hvis du kan, så er Heartland en fin plade. For dig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat