Jeg stod og vaskede op, mens albummet Become Secret fra Picastro spillede i baggrunden. Udenfor rasede vintervejret, og baggården var dækket af sne. Alt skinnede hvidt og blankt, og vinden hvirvlede sneen rundt. Landskabet var trøstesløst og ugæstfrit. Udsigten kombineret med trivielle huslige pligter lagde en naturlig dæmper på mit humør. Picastro fuldendte tristessen med deres melankolske avantgarde-folk.

Sjældent har jeg oplevet musik, der i den grad indgyder triste stemninger, melankoli og let depression. Virkemidlerne er piano, cello og akustisk guitar, der spiller tungt og mørkt og altid i mol. Ofte er det på grænsen til dissonans. Det er lyden af Østeuropa før murens fald, sort-hvide kunstfilm og eksperimenterende kunst. Det varsler og frembringer dybsindige stemninger.

Ifølge pressematerialet er inspirationskilderne også netop østeuropæisk folkemusik og dystre soundtrack. Missionen er at frembringe mørk pop, der kan mærkes. Det er lykkedes. Musikken rører og bevæger, men som album fungerer det ikke. Den nærmest uendelige melankoli trækker tænder ud, og det skærer i ørerne. I stedet for at leve sig i ind i albummets univers, bliver det en sur pligt at komme igennem. Jeg klarede det i små bidder.

Det virker forkert at kritisere et album – der bevidst ønsker at skabe en gennemgående melankolsk grundstemning – for at være for melankolsk. Jeg vover nu pelsen alligevel. I mine ører bliver det for overvældende negativt. Der er smukke elementer i tristheden, men de blegner i forhold til den massive dominans af nedtrykthed. Som album mangler der små elementer af variation. De spinkle og let slæbende arrangementer virker udmarvende.