Plader

Richard Skelton: Landings

Skrevet af Kasper Würtz

Den engelske neoklassiske komponist Richard Skelton har brugt fire år på sit seneste værk, Landings. To af Undertoners anmeldere kvitterede for det langvarige arbejde ved at anmelde albummet hen over hele uge 7. Her er det færdige resultat.

I løbet af hele uge 7 2010 anmeldte Kasper Würtz og Mikkel Arre løbende Richard Skeltons album Landings. Kasper skrev med blåt, og Mikkel skrev med mørkegråt.

Mandag d. 15. februar 2010:

Tree

Landings har en film gemt i sig et sted. Jeg tror, den handler om ensomhed.
De knugende violiner lyder i hvert fald, som om de længes efter noget.
Som om resten af orkestret har forladt dem.
En veninde skrev engang, at man aldrig rigtig er alene. Man har bare besøg af ensomheden.
Sådan har jeg det, når jeg hører Landings. Det er en smuk gæst.

Foto: _marmota

Det er melankolien, der efterlader spor – ikke melodimaterialet, der ofte er små ujævne løkker, der ikke løfter sig op over resten af lydbilledet. Jeg har spekuleret en del over, hvorfor vi begge samtidig er blevet så optagede af lige netop Skelton, og måske er det dét, der gør det? Her er i al fald en forskel mellem ham og så mange andre, der bevæger sig i feltet omkring neoklassisk kompositionsmusik: Som f.eks. Max Richter har Skelton også lag på lag af mørke og lyse strygere, guitar spillet med bue og underliggende droneforløb. Hos mange andre ville de elementer være afsættet for en distinkt og (helst) rørende melodilinje, men hos Skelton – og især på Landings – kommer den aldrig, og det gør det hele så meget mere hjerteskærende. Vejen er banet, men det, der skulle være i centrum, er borte. Den elskede, der skulle være i centrum, er borte.

At jeg så synes, at denne Skelton-udgivelse bærer lidt mindre præg af ensomhed, må jeg prøve at forklare, når jeg får lyttet mig frem til de rette ord.

Kasper:

★★★★★☆
Mikkel:
★★★★½☆

Tirsdag d. 16. februar 2010:

Siden juni 2005 har Richard Skelton under forskellige navne (f.eks. A Broken Consort, Riftmusic og Heidika) udsendt 14 udgivelser i små oplag via sit eget selskab, Sustain-Release.
Både Sustain-Release-udgivelserne og flokken af genudgivelser, hvortil Landings hører, bærer alle en dedikation: “For Louise Skelton 1975-2004”. Afsættet for Richard Skeltons mange udgivelser var nemlig, at han mistede sin kone.
Louise Skelton var billedkunstner, og ved at udgive sin egen musik fik hendes mand således muligheden for at opfylde sit ønske om at præsentere hendes kunst som coverbilleder og deslige.

Når man først har sat sig ind i Skeltons baggrund, er det vanskeligt at slippe den. De gentagne dedikationer og den mol-klædte musik gør det ikke lettere. Jeg håber dog, at vi kan lykkes med også at skrive Landings ind i andre sammenhænge end utrøstelig sorg.

Det sner, og udsigten fra mit vindue ligner min yndlingsscene fra Nul i opførsel. Nummeret ”Green Withins Brook” afgiver lige netop den følelse af slow motion, som vejret og scenen gør. Jeg tror også, at folk går langsommere på gaden nu. Jeg tror i øvrigt ikke længere, at filmen handler om ensomhed. Jeg hørte A-siden på repeat, da jeg startede med at skrive. Og pladen starter med en voldsom følelse af tab. Mol og efterår. Så der starter filmen også. Men nu er det med ensomheden, som senere bliver til en længsel, der senere kan blive til et håb. Den følelse har altid stået for mig som den mest motiverende følelse rent kreativt, længslen. Den rummer både det sørgmodige og det forhåbningsfulde. Jeg tror ikke længere, at slutningen på filmen bliver så trist og tyst som jeg gjorde tidligere. Det skal nok gå. På en eller anden måde.

Hvirvlende, duvende, dykkende. Knækker, hviner, som havde strengene en vilje.

Kasper:

★★★★★☆
Mikkel:
★★★★½☆

Onsdag d. 17. februar 2010:

En af de ting, der gør Landings, til en (efter alt at dømme) meget langtidsholdbar plade er, at de omkring 70 minutter på én gang udgør en veldefineret helhed og er ganske varierede i til dels udtrykket og især instrumenteringen fra komposition til komposition.

Et stærkt bevis på oplevelsen af helhed er, at det for i hvert fald nogle passagers vedkommende er for rigidt at hævde, at dobbeltalbummet består af separate kompositioner. De tre stykker på C-siden glider eksempelvis nærmest umærkeligt ind over hinanden, så de fornemmes som én sekvens, selv om man som lytter egentlig godt kan høre, at der er betydelig forskel på det strygerbaserede “Voice of the Book”, den field recording-funderede skovtur “Rapture” og “Pariah”, der især bygger på repetitive, fingerspillede guitarfigurer.

På samme måde formår Skelton at få B-siden til at være et værk i sig selv, på trods af at det helt uvirkeligt sorgfyldte “Of the Last Generation” med sine dirrende strygere gennemstrømmes af en anderledes fundamental melankoli end de to mere blide og pletvis Brian Eno-agtige ambientstykker, der omgiver det. Lige så elegant – og endnu mere tydelig – er understregningen af sammenhæng, da guitarrundgangen fra “Scar Tissue” vender tilbage syv minutter senere, idet den efterfølgende komposition er ved at rinde ud.

Det klareste særpræg ved Skeltons musik er de lyse strygere – som minimum violin og en form for akustisk guitar spillet med bue – og ikke mindst hans evige afsøgning af mulighederne i at lade strygertonerne knække over i skinger, tynd metallisk dissonans, der ridser i harmonierne.
Selv om violinen og de langstrakte guitartoner ikke optræder på alle numre, kommer Landings sjældent synderlig langt ned i toneleje. Hvordan Skelton undgår, at det diskante udtryk bliver trættende, er svært at begribe eller forklare. Men skønhed er som oftest også uforståelig.

Der fulgte åbenbart en bog med de første eksemplarer til den cd-udgave af Landings, man kan købe på Sustain Release, som i høj grad beskæftiger sig med det nordengelske landskab, omegnens stednavne og deres nordiske ophav. Generelt er der en virkelig markant optagethed af naturen hos Skelton, hvilket man kan se på titlerne (”Noon Hill Wood”, Threads Across the River”, ”The Shape Leaves” osv.), på omslaget, men også musikken har et meget tydeligt organisk præg. Musikken undgår konsekvent de tunge, brummende toner og opretholder i stedet et svajende, pibende, hvirvlende, flygtigt udtryk. Det er lyden af det omrids af verden, som vinden tager med sig, når den farer over trætoppene. Man føler, at disse lyde ikke er lavet i et studie. De må være derude i verden et sted.

Naturfascinationen bliver endnu stærkere, når man har set de spektakulære Special Editions, som Skelton selv laver. Det er lige før, at det ikke blot er sin musik, han giver videre. Man får også et tværsnit af skoven med. Det føles som at få en gave fra en fremmed.

Kasper:

★★★★★☆
Mikkel:
★★★★★☆

Torsdag d. 18. februar 2010:

Dag efter dag kredser vi om ensomheden og sorgen i Skeltons musik. At undlade ville også være forkert. Alligevel virker melankolien på Landings ikke helt så knugende som på Marking Time fra 2008 eller A Broken Consort-udgivelsen Book of Birch.
Du gav noget af forklaringen i går: Omgivelsernes tydelige tilstedeværelse i musikken – det rislende vand i “Green Withins Brook” (sikkert fra bækken af samme navn), vindens puffen til grenene i “Of the Last Generation” – giver en vis flygtighed eller i hvert fald et klart mindre fortættet lydbillede end på Marking Time. Hvor store dele af den plade understrømmes af gråsorte klavertoner, er Landings blottet for klaver, og i stedet er der et større rum omkring musikken.
Skov
Når fuglefløjtene i “Threads Across the River” pipper sig ind langs med violintonerne, glimter vintersolen mellem de afpillede træer.

Det er pudsigt, at du nævner vintersolen mellem træerne. I går fandt jeg et billede, som viser netop det: det liv, som pibler frem i det ellers så dystre portræt som A-siden starter. Det er næsten som det farveløse omslagsbillede tilsat solen.

Foto: cindy47452

Kasper:

★★★★★☆
Mikkel:
★★★★★☆

Fredag d. 19. februar 2010:

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde er blevet decideret overvældet af skønhed i naturen. Vi har lært, at den er betagende, naturen, så derfor er der intet uventet ved at opleve flotte ting dér. Overrumplende smukke ting sker på fortove, hvor frimærkestore snefnug pludselig ligner mannaregn over Peter Bangs Vej, eller under Storebælt, hvor tunnelvæggenes lys rikochetterer mod togvinduerne, så det til sidst løber ned fra en piges øjne som gyldne tårer.

Anglezarke Moor, hvor store dele af albummet er optaget.

Anglezarke Moor, hvor store dele af albummet er optaget.

Landskaber er bare noget, man er i, og de kan være flotte nok, men heller ikke mere. Siden jeg lærte at forstå, hvad nationalisme går ud på, har jeg været bange for folk, der føler sig nært knyttet til bestemte geografiske områder.
Ergo har jeg på et grundlæggende plan svært ved at forstå den binding til landskabet, som Skeltons musik og ikke mindst hans arbejdsproces emmer af. Han indspillede numrene på Landings i perioden 2005-2008, og indtil engang i 2007 havde han ingen planer om at udgive dem. Han tog sine instrumenter med ud i landskabet, spillede, optog og drog hjem igen. Her lagde han optagelserne på en cd, pakkede den i en æske og vendte tilbage til optagestedet, hvor han efterlod æsken som en slags gave til naturen.

Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i den tankegang.

Ikke desto mindre virkede pladens historie for mig her til morgen: den indlejrede historie om det sorgtyngede menneske, der tager naturen til hjælp og har brug for hedelandskabet, kragerne, skovene, spætterne og den susende vind for at kunne afbøde savnet.
I bogen, du nævnte forleden, skriver Skelton selv: “It strikes me that this process has been more about letting go than leaving a mark. That there was a kind of lesson, here, in this wooded marshland.”

Foto: ZapTheDingbat

Det kan ikke være tilfældigt, at det har sneet så voldsomt i denne uge. I går gik jeg ud for at handle. Da jeg gik hjem igen, var mine fodspor forsvundet. Det var også en slags tab. Man lægger ellers mest mærke til, hvordan sneen tydeliggør verden. De brede snefnug giver en konstant bevægelse til det ellers så stille villakvarter. Der er hjulspor på vejene, på cykelstierne. Alle er på vej et sted hen. To forskellige mønstre fra henholdsvis en herre- og en damesko krydser hinanden på et fortov, måske et møde, en slags kærlighedshistorie. Men sneen kan også annullere alt det, man giver den. Som om det aldrig har været der. Sådan skal filmen starte. Med et stille ophør.

EXT. Vi ser en mark i sort/hvid. Der er sne og overskyet. Hvidt overalt. På den måde er himlen på jorden og omvendt. En KVINDE sætter et fodspor i sneen og river illusionen itu. Hun ser sig tilbage. Vi ser ikke, hvad hun ser. Hun bevæger sig forsigtigt ud af billedet. Hun forsøger at lade være med at træde for dybt i sneen, så det snarlige snefald kan slette sporerne efter hende uden anstrengelse. Naturen tager fodaftrykkene fra hende. På den måde kan man forsvinde.

Kasper:

★★★★★☆
Mikkel:
★★★★★½

Lørdag d. 20. februar 2010:

Jeg har lige hørt C- og D-siden to gange i streg uden at være fuldt ud koncentreret. Alligevel studsede jeg begge gange over guitarfigurerne i “Pariah”. Skelton er ikke nogen dårlig guitarist, men hans guitarspil er klart det mindst særegne ved hans udtryk – og i “Pariah” bliver det faktisk lidt enerverende. De repetitive figurer, der løber lidt ude af takt med hinanden, vækker mindelser om Six Organs of Admittance, men uden samme æteriske kvaliteter – ja, uden at være så henførende som resten af Landings. End ikke det faktum, at de hakkende, knirkende baggrundslyde tyder på, at “Pariah” er indspillet i en gammel mølle, sætter billeder i gang hos mig, der kan aflede min opmærksomhed fra, at nummeret er for langt og statisk.

Dels i forlængelse af guitarspillet, dels i forlængelse af pointerne om Skeltons binding til Lancashire-landskabet funderer jeg over, om vi egentlig også burde kategorisere hans musik som folk?

Der er helt klart folk-elementer i musikken, og Skelton har også tidligere vist et tydeligt slægtskab til en kunstner som James Blackshaw. Riftmusic no. 1 (som i øvrigt følger med vinyludgaven af Landings) lyder eksempelvis som en komposition, der uden problemer kunne have passet ind på Blackshaws O True Believer.

Igår så jeg Alting bliver godt igen. På et tidspunkt begynder hovedpersonen, som er instruktør at lede efter filmen. Jeg har fundet filmen i Landings. Nu kan jeg endelig se hele historien.

PITCH:

En kvinde forsvinder. En mand leder efter hende. Han er i gang med at skrive en sidste sætning, han vil give hende. En afsked. Det er derfor, han er tavs. Han ånder gennem næsen af frygt for at tabe ordene. Han øver sig på sætningen. Den skal være helt rigtig. Den skal rumme det hele. Den er fuld af spørgsmålstegn og kommaer. Han har svært ved det sidste punktum. Den bliver hele tiden længere. Han finder et kompas og tænker, at hun kan få det sammen med sætningen. Så hun en dag kan finde hjem. Hendes fodspor stopper midt i ingenting. Det er ved at blive mørkt. Han ved ikke længere, hvor han er. Han har et kompas. Så kan han finde hjem en dag. Hans sætning er nu så lang og tung, at han har svært ved at bære den. Han kan mærke den i skuldrene. Han ved godt, at det ikke vil lykkes. Hun vil ikke komme til at høre den. Hendes fodspor er stoppet før hans. Nu er sætningen for ham selv. Han kan mærke, at han må slippe den fri. Det ville være forkert at tage den med tilbage. Han åbner munden, og alle de ord, han har gemt så længe, falder ud. De laver et aftryk midt i sneen. Som et punktum. Nu kan han vende om. Nu er der plads til nye ord i munden. En kvinde forsvinder. En mand leder efter hende. Han finder hende ikke. Det er ok.

Kasper:

★★★★★½
Mikkel:
★★★★★☆

Søndag d. 21. februar 2010:

På trods af den overvældende filmiske kvalitet, som Richard Skeltons musik besidder, er der ikke megen dramaturgi i de enkelte kompositioner. Det tror jeg også er en af årsagerne til, at Landings rummer denne påtrængende naturlighed. Følelsen af, at disse lyde ikke rigtigt er menneskeskabte. Der er en mangel på udvikling i hvert enkelt nummer. Udviklingen kommer først, når man hører hele albummet igennem. Fra A-sidens tårevædede sorgmodighed til det langsomt spirerende håb, som B-siden åbenbarer, og som sidenhen folder sig ud. Og det er her, historien opstår. Det er, når man pludselig mærker, hvordan grundstemningen uden specielt store armbevægelser langsomt begynder at ændre sig.

Jeg har flere gange været ved at skrive, at pladen virker som et utrolig personligt værk, men formuleringen er klodset, for der er så mange albums, som er personlige. Nej, Landings virker langt hen ad vejen som en privat plade. Et stykke musik, der egentlig ikke er beregnet til at blive hørt af udefrakommende. Det er en sag mellem Skelton og stilheden. Dette er dog ikke ensbetydende med, at musikken fremstår selvcentreret eller selvterapeutisk i en grad, som får lytteren til at føle sig ekskluderet. Selvom der er en emotionel ransagelsesproces at finde her, er det ikke en voyeuristisk oplevelse at lytte til Landings. Man føler sig ikke forbryderisk, når man begynder at digte med, og det er en fantastisk bedrift, at der er dette frirum til association. Naturligvis giver den instrumentale ordløshed lytteren en mulighed for at fylde tavsheden ud, men når man rent faktisk griber denne mulighed, så er det, fordi disse dagbogssider opfordrer os til at deltage på grund af sin rummelighed, sin mangel på stram struktur.

Men der er et fikspunkt. Og selvfølgelig kom min historie til at handle om en kvinde, som forsvinder. Midt i det ordløse univers står den jo, dedikationen: “For Louise Skelton 1975-2004”. Og midt i tabet står denne ubegribeligt smukke plade, denne sort/hvide skov, som venter på, at man træder indenfor.

Dit afsluttende indlæg er så misundelsesværdigt præcist, at jeg egentlig slet ikke burde skrive noget.

Jeg synes dog, at du gør Skelton uret, når du hævder, der ikke er nogen udvikling i de enkelte numre.
Nej, der er ganske rigtigt ingen klare spændingskurver eller kulminationer, men du kan ikke se Lancashire-skovene for bare træer, når du benægter den fintfølende foranderlighed, der i mine ører er tydeligt til stede i de enkelte passager. Skeltons musik har en stoflighed og nærmest håndgribelig fysisk form, der gør, at det ikke føles skørt at skrive, at den nærmest for hvert eneste buestrøg udvider sig, snævrer sig ind, bugter sig og skifter form. Følelser og stemninger opstår lige så irrationelt og fortoner sig lige så umærkeligt og ufuldstændigt som oppe i vores hoveder. I “Voice of the Book” skal der f.eks. bare et par mørke strygerstrejf til at gøre savnet til sorg, hvorefter dysterheden på ny letter, uden at man hæfter sig ved det, før det allerede er sket.

Denne detaljerede omskiftelighed er en af de afgørende grunde til, at Landings er så fremragende en plade.

Kasper:

★★★★★½
Mikkel:
★★★★★½

2 kommentarer

Deltag i debat