Plader

Shearwater: The Golden Archipelago

Skrevet af Signe Palsøe

Når man er faret vild i en natlig snestorm på Amager Fælled, er The Golden Archipelago måske verdens mest passende soundtrack. Heldigvis tror man også på pladens fortællinger om naturkræfter og isolation hjemme i stuen.

Egentlig var det jo bare et af hverdagens små knæk. Et af dem, man ikke umiddelbart har lyst til eller mulighed for at dele med andre på grund af deres trivielle natur, men som alligevel gør indtryk ved at give mere mening, end man burde tillægge dem.

Den hurtigste vej mellem to punkter går via en lige linje, også selvom klokken har passeret midnat, sneen vælter ned, og Amager Fælleds dunkle korpus gør din lige linje til en svært håndgribelig størrelse. Piger bliver jo væk, men voldtægtsmænd holder sig inde i stormvejr, og de tunge skyer, orangefarvede af byens lys, sneens dans og træernes spinkle silhuetter beklædt med Vestamagers massive flokke af overnattende kragefugle var egentlig mere betagende end intimiderende.

Måske fordi The Golden Archipelago var med. Naturligvis er det nemt at blive overtroisk, når man efter sin hjemkomst erfarer, at Shearwaters seneste album behandler ølivets isolation, ensomhed og barske vilkår, men også de særegne menneskesind og naturfænomener, der optræder her. Tematikker er lette at beskrive i skrevne ord, men ikke desto mindre synes The Golden Archipelago at adskille sig fra sine forgængere, Rook og Palo Santo, der også kredser om naturen og den menneskelige påvirkning heraf.

Lyden af den dramatiske, men smukke natur har altid været Shearwaters varemærke. Hvor Rook var en imponerende balancegang mellem kontrasterne i Jonathan Meiburgs højstemte vokal i et tyst lydbillede og overvældende mure af pompøse og hvirvlende instrumentalpassager, er The Golden Archipelago sjældent så kontrastfyldt eller udfarende. Det er let at forestille sig, hvordan vandet som element og barriere – og den ro eller voldsomhed, det afstedkommer – kan have inspireret gruppen på numre som “Landscape At Speed” eller “Hidden Lakes”. Klaveret påkalder sig opmærksomhed gennem hele pladen og indgår i “Landscape At Speed” som bunden i en flydende lydbillede af dumpt slagtøj og vemodige guitartoner, mens det i “Hidden Lakes” optræder blandt ringlende klokkespil, der danner den klassiske lyd af vand i musik.

I det hele taget er det påfaldende, så godt Shearwater forstår at benytte sine virkemidler til at skabe smukke lydbilleder, uden at give afkald på den karakteristiske dramatik der bibeholdes gennem lag af horn, violiner og en stærkt varieret brug af slagtøj. En udfarende brug af sidstnævnte giver i samspil med Meinburgs vokal ophav til nogle få, bastante numre, der i højere grad end pladens øvrige materiale adopterer den keltiske lyd, bandet gjorde sig i på Rook. Et eksempel er “Corridors”, som er det indslag på The Golden Archipelago, der umiddelbart påkalder sig størst opmærksomhed. Meinburg kan i sit rette element opråbe hele det skotske højland, og i samspil med de gallopperende trommer og guitarens vrængen fremkommer pladens magtdemonstration.

Fordi få numre gør væsen af sig eller benytter sig af stærke melodier i samme grad som “Corridors”, sker det dog, at pladen ikke altid formår at fastholde lytterens opmærksomhed. “Runners of the Sun” er i sammenligning med pladens øvrige materiale ikke specielt interessant i sin opbygning, ligesom et par numre mod pladens afslutning ikke er uundværlige. I langt de fleste tilfælde er det dvælende og drivende ved The Golden Archipelago dog pladens hoveddrivkraft og det element, hvoromkring Shearwater opbygger deres fortællinger om isolation.

Og man tror faktisk på dem og forstår uden de store fortolkningsprocedurer, hvad det er, bandet ønsker at fortælle med lige netop de virkemidler og stemningsbilleder, de opbygger. Deri ligger vel The Golden Archipelagos største fortjeneste: at kunne lyde som en ruskende, men smuk tur i naturens vold, også selvom man ikke er fanget i en snestom på Amager Fælled.

★★★★½☆

Deltag i debat