Plader

Singvogel: Disneyexorcist

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Disneyexorcist er helt uden Peter Laugesens medvirken. Desværre. Singvogel er kun blændende i selskab med digterens bidende poesi og mørke stemme. Alene har Århus-bandet for lidt at byde på.

I løbet af det seneste årti har der herhjemme været flere frugtbare samarbejder mellem digtere og musikere. Genremæssigt har der været en stor spændvidde mellem de forskellige audiopoetiske værker, men de har haft det tilfælles, at både lyriker og musiker har været lige meget involveret i projektets tilblivelse og udførelse. Det er ikke blot digte tilsat musik, men værker hvor ord og musik indgår i en symbiotisk helhed.

Således har det også været med mødet mellem århusianske Singvogels skramlende rock og digteren Peter Laugesens jazzrytmiske levering af sin indædte poesi på pladerne Hotellet brænder og Apparatets skygge, hvor sidstnævnte hører blandt de mest vellykkede danske audiopoesi-plader.

Selvom Laugesen stadig kan ses optræde sammen med Singvogel, udgør han ikke længere en betydningsfuld del af Århus-gruppens pladevirksomhed. På forrige plade, Doktors dosis, stod han blot bag et enkelt nummers tekst og fremførelse. På Disneyexorcist medvirker han slet ikke, og derfor skal denne plade ikke behæftes med en rock’n’poetry-mærkat. Singvogel uden Laugesen er derimod en uhøjtidelig omgang skramlet rock, der næppe kan opfattes som andet end sjov og ballade – selvom alvoren ikke er fremmed for forsanger og tekstforfatter Andreas Hansn, får humoren altid overtaget. I åbneren “Rastløs” har det lyriske jeg nærmest fået mentalt delirium af sin rastløse sindstilstand. Men det ender hurtigt på et humoristisk plan: »Jeg så en ulv i zoologisk have / det var i Hamborg eller Bremen / den stod bag hegnet / den virkede rastløs.« Det er altså svært at tage det århusianske band helt alvorligt.

I “Bus til fortiden” trækker Hansn ligesom Laugesens digtning på genstande fra hverdagen. Desværre uden at teksten tilnærmelsesvis rummer tilsvarende litterære kvaliteter. Samtidig er Hansns tekster enten platte, løjerlige eller syrede, og de synes sjældent at have andet formål end at være netop sådan: »På den halvtomme udkant / af sådan en skægpest, tømmermænd, stegte løg og hakkedrenge / halvsen eftermiddag / sad han i en linje 60 / med kødchauffører og robotannoncører / mens han mumlede sit mantra / der er saftsuseme knageme liderligt ved endestationerne.«

Hansns tekster fungerer dog (oftest) på egne præmisser og går fint i svingende samspil med en lydside, der skurrer, virrer og skramler lystigt og medrivende. Det har afstedkommet en lille håndfuld nervefyldte, men egentlig ganske ordinært ligefremme skrammelrocksange som den maniske “Rastløs”, den xylofon-hoppende “Ud efter noget” og de to fyrige punkrock-numre “Disneyexorcist” og “Swingtid”.

Resten af pladen er tynget af trivialiteter uden substans. Lysten til at eksperimentere er bestemt til stede hos Singvogel, men bandet får for få interessante numre ud af legen med guitardistortion og klarinet-rytmer. Det kan bedst eksemplificeres ved “Motorskib”, der består af to dele: en klarinets mellemøstlige vibe og sydende guitarstøj. Resultatet er både påtaget og idéforladt.

Med Disneyexorcist viser Singvogel endnu en gang, at det er et skrammelrockband på det jævne. Det er kun, når bandet sætter frenetisk lyd under Peter Laugesens mørke stemme, at det for alvor er blændende. Uden digteren fra Brabrand ved sin side, har Singvogel for lidt at byde ind med.

★★★☆☆☆

Deltag i debat