Plader

Supershine: The EP

Supershine er af flere varslet en lovende fremtid, og denne ep vidner da også om et band, der er midt i den identitetsskabende udviklingsproces.

Enhver, der har været gennem et uddannelsesforløb og været bare en smule vågen, ved også, at der findes musik, der for altid vil stå som ‘den sommers numre’. Et af de numre, der for mig hører under denne kategori, er Grand Avenues “Take It As It Comes”, et ganske harmløst poprocknummer, der med et vellydende, letfordøjeligt omkvæd og anonyme guitarriff hverken virkelig kan elskes eller hades.

Det er nok vokalen i Supershines musik, der bragte minderne frem. Eller også var det de rockede guitarriff og melodiøse omkvæd – lige til at synge med på. Med fare for at kaste mig ud i at være clairvoyant, er der den samme semesterpopulisme over Supershine; en mulighed, der både kan udnyttes og tabes på gulvet. For faren ved at lave denne form for melodiøs rock er, at anonymiteten overtager, og man drukner i mængden. Det er set før: Ovennævnte Grand Avenue laver jo stadig plader, men det er der vist ikke mange, der bekymrer sig om. Eller for at skære ind til benet: ‘one hit wonder’-fænomenet er jo et alment kendt begreb, og selvom hvert årti har sin egen lyd, er princippet det samme.

Og det er netop det, jeg vil frem til: Supershine leverer velspillet guitarbaseret rock, omkvædet er til at synge med på, guitaren skriger på bedste Strokes-manér. Det er den klassiske guitar/guitar/bas/trommer-konstellation, og lyden er derefter. For en gangs skyld rammer deres eget label som ‘postpunk revival’ glimrende. Det er let at høre inspirationen fra f.eks. The Killers og Interpol både i guitarens forvrængede udtryk, i numrenes formmæssige opbygning og i det rytmiske grundlag, men spørgsmålet er igen: Er der brug for mere af samme skuffe?

Jeg går bestemt ind for at bedømme al musik på lige fod, men der kommer også et punkt, hvor man må tage stilling til, om noget er en del af en bølge eller et udtryk for tendens-mættede dønninger. Dette skal ikke udelukkende opfattes som en kritik, for selvom Supershine ikke fornyer noget som helst, så er deres musik ikke dårlig – langtfra – og god musik er god musik uanset tid og sted. Og der skal også skelnes mellem inspiration og rip-off, og dette er ikke et rip-off.

Når vi så kigger på selve ep’en, har vi fire rocknumre, alle af fire til fem minutters varighed og mere eller mindre bygget op over samme model. Trommer og bas lægger bunden, guitarerne spreder billedet ud, og Kristoffer Blom leverer – med en stemme, der lyder meget som The Nationals Matt Berninger – tekster om mere eller mindre velkendte temaer. Det er helt klart i vokalens lyd og ikke i indholdet, at styrken skal findes.

Supershine leverer fire gode numre, og på trods af en noget identitetsløs plade kan det også betragtes som et udtryk for et ungt band, der først er ved at finde sin identitet nu. Hvad Supershine udvikler sig til, kan kun tiden vise, men denne ep viser bestemt, at potentialet er der.

★★★★☆☆

Deltag i debat