Plader

Supershine: The EP

Supershine er af flere varslet en lovende fremtid, og denne ep vidner da også om et band, der er midt i den identitetsskabende udviklingsproces.

Enhver, der har været gennem et uddannelsesforløb og været bare en smule vågen, ved også, at der findes musik, der for altid vil stå som ‘den sommers numre’. Et af de numre, der for mig hører under denne kategori, er Grand Avenues “Take It As It Comes”, et ganske harmløst poprocknummer, der med et vellydende, letfordøjeligt omkvæd og anonyme guitarriff hverken virkelig kan elskes eller hades.

Det er nok vokalen i Supershines musik, der bragte minderne frem. Eller også var det de rockede guitarriff og melodiøse omkvæd – lige til at synge med på. Med fare for at kaste mig ud i at være clairvoyant, er der den samme semesterpopulisme over Supershine; en mulighed, der både kan udnyttes og tabes på gulvet. For faren ved at lave denne form for melodiøs rock er, at anonymiteten overtager, og man drukner i mængden. Det er set før: Ovennævnte Grand Avenue laver jo stadig plader, men det er der vist ikke mange, der bekymrer sig om. Eller for at skære ind til benet: ‘one hit wonder’-fænomenet er jo et alment kendt begreb, og selvom hvert årti har sin egen lyd, er princippet det samme.

Og det er netop det, jeg vil frem til: Supershine leverer velspillet guitarbaseret rock, omkvædet er til at synge med på, guitaren skriger på bedste Strokes-manér. Det er den klassiske guitar/guitar/bas/trommer-konstellation, og lyden er derefter. For en gangs skyld rammer deres eget label som ‘postpunk revival’ glimrende. Det er let at høre inspirationen fra f.eks. The Killers og Interpol både i guitarens forvrængede udtryk, i numrenes formmæssige opbygning og i det rytmiske grundlag, men spørgsmålet er igen: Er der brug for mere af samme skuffe?

Jeg går bestemt ind for at bedømme al musik på lige fod, men der kommer også et punkt, hvor man må tage stilling til, om noget er en del af en bølge eller et udtryk for tendens-mættede dønninger. Dette skal ikke udelukkende opfattes som en kritik, for selvom Supershine ikke fornyer noget som helst, så er deres musik ikke dårlig – langtfra – og god musik er god musik uanset tid og sted. Og der skal også skelnes mellem inspiration og rip-off, og dette er ikke et rip-off.

Når vi så kigger på selve ep’en, har vi fire rocknumre, alle af fire til fem minutters varighed og mere eller mindre bygget op over samme model. Trommer og bas lægger bunden, guitarerne spreder billedet ud, og Kristoffer Blom leverer – med en stemme, der lyder meget som The Nationals Matt Berninger – tekster om mere eller mindre velkendte temaer. Det er helt klart i vokalens lyd og ikke i indholdet, at styrken skal findes.

Supershine leverer fire gode numre, og på trods af en noget identitetsløs plade kan det også betragtes som et udtryk for et ungt band, der først er ved at finde sin identitet nu. Hvad Supershine udvikler sig til, kan kun tiden vise, men denne ep viser bestemt, at potentialet er der.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar