Plader

The Dolly Rocker Movement: Our Days Mind the Tyme

Skrevet af Jens Blendstrup

Her er schwung, lsd-uld og forulykkede folkevognsrugbrød. 30 år tilbage i tiden til en ordentlig omgang psykedelisk folk, der redder liv i Korsør.

På pladecoveret slynger to grønlige damer med langt rødt hår sig omkring et timeglas trykket ind af deres dejligt svungne kroppe. Måske er de midt i en dans for Bacchus, syrehovedet fra tredje sal, der er kommet ned for at feste midt om natten. Omkring dem hænger urværker og svæver i den psykedeliske stjernenat.

Der er masser af plads, masser af schwung og til en vis grad også noget overlæsset lækkert over musikken. Som at kigge på en alterstol – eller måske snarere en elektrisk græsmark – udformet af Jeronimus Bosch. The Dolly Rocker Movement kan deres rockhistorie, og selvom genren er folk, er det nok mere folk i stilen fra Jethro Tull og lignende.

Lad mig starte med at sige, at vi har at gøre med en pragtfuld plade. Jeg får en underlig følelse af at høre både Doors og Suede på en gang. Oven i det kommer så et højst bizart islæt fra, ja, hvad er det, er det et spinet? Eller et pianette?

Pladen åbner med nummeret ”The Only One”. En besyngelse af den eneste anden, der måske har taget lige lovligt meget syre til at være helt så sammenhængende, som han eller hun var engang. Omkvædet »there’s a sadness in your eyes / there’s a madness in your eyes this time« er stærkt og lidt uhyggeligt – som en søndagsudflugt med familien, der går galt, fordi de har set ”The Shining” eller bare befinder sig på det forkerte hotel på det forkerte tidspunkt. Så følger den hit-agtige, tempofyldte ”Sold for Sinners”, hvor hverken Ray Manzarek eller Steppeulvene har levet forgæves. Jeg ved ikke, om The Dolly Rocker Movement har hørt Steppeulvene, men de har helt sikkert hørt Doors og Ennio Morricone. Jeg er vild med det keyboard; som en lænestol af fede vibrafoner. »Come out and dance, Danny.«

”A Sound for Two” har noget mærkelig højlandskvæglyd over sig, meget smuk, men også meget middelalderlig, som en rebus, der hele tiden vender tilbage uden at gå op. »Please leave me softly / I need you more / calling and falling, the answers are red,« man fatter det næsten, men det går ikke op, men det gør ”Alice i eventyrland” jo heller ikke. På ”Coffin Live” møder vi kålormen med vandpiben, en utrolig ren og fin duet mellem forsanger Daniel Poulters og Jules Ferrari Gills. Man kan godt forstå, at det nummer kom som single også.

”The Ecstacy Once Told” er en af mine favoritter. Den har det same hypnotiske tunge drive som ”Europe Is Our Playground” på Suede-opsamlingen Sci-Fi Lullabies. Daniel Poulters stemme er på en gang klagende og ildevarslende smuk, og tilsat sirenernes kor går nummeret simpelthen ind i mit hjerte med kæmpe træskostøvler på.

Anmeldelsen her er skrevet i toget fra Århus til den lille havneby, hvor jeg bor, og på papiret skulle rejsen tage mig to timer og 15 minutter, men takket være The Dolly Rocker Movement tog det mig knapt 30 år at komme hjem, og det er positivt ment. Jeg har tænkt på måger og følt mig som en anden Jonathan Livingston Havmåge, højt oppe over det grimme IC3-tog, hvor mit hylster sad uden pladsbillet, mellem en barnevogn og to cykler, mens mit indre jeg fløj rundt i mørkningen i et fjernt land befolket af festlige fauner og udbrændte blomsterbilvrag, hvor hippierne stadig sad og groede som underlige kaktus med John Lennon-briller. Det er smukt, smukt, smukt.

Måske kunne det være blevet for meget, men keybordspilleren sørger for at barokke det hele op i en højere dimension med sit både lette og komplicerede lydtæppe. De 10 numre føles faktisk lidt korte; mine abstinenser tvang mig straks til at slå over på Tim Hardins ”How Can We Hang on to a Dream” fra den dejlige Woodstock-plade, jeg anmeldte sidste år, efterfulgt af Ten Years Afters “10000 Miles Beneath My Brain”. Så var landingen i det mindste knap så brat, så jeg ikke begik selvmord efter nedbremsningen og udgangen i Korsør.

Hvorfor gå og være kold og trist, nordisk bleg turist, når du kan svæve op og ned og til siden med dukkerockerne? Og nu kan jeg godt høre, at jeg hidser mig op. Det er der ingen grund til. Det hele er jo meget enkelt: Hvis du går og trænger til en billig afbudsrejse til et tidligere liv, kan du passede nuppe et trip med The Dolly Rocker Movement. Selvom det er pissekoldt i de her dage, er The Dolly Rocker Movement en herlig vams, foret med dejligt … æh … lsd-uld, som egner sig fortrinligt til at have over ørerne. Fem forulykkede folkevognsrugbrød med hippiepandebånd til dem, bevægelsen og The Dolly Rocker Movement.

★★★★★☆

Deltag i debat