Plader

The Ruby Suns: Fight Softly

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt på coveret, for så lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.

Dette er en svær plade at sætte ord på. Ikke fordi The Ruby Suns‘ calypso-inspirerede synthpop ikke kan genrebetegnes – det gik for så vidt meget nemt – men fordi det er umuligt at finde ud af, om det er det argeste bras eller helt fantastisk. Det er simpelthen så skøn og lalleglad musik, at det næsten er forargeligt.

Forestil jer, hvis I vil, et band, der synger skønsang i falset og samtidig ufortrødent planker alt, hvad de kan, fra forskellige world music-fusioner. Tænk Paul Simons Graceland opdateret til det 21. århundrede. Musikken er i høj grad inspireret af bagmanden Ryan McPhuns rejser rundt omkring i verden, og lyden er næsten kalejdoskopisk i sit sigte.

Og det er der så kommet denne plade ud af. Og ja, den er svær. Både svær at elske, for den ubekymrede solskinspop, som The Ruby Suns lægger for dagen, er så forbandet iørefaldende, at man næsten skammer sig over at høre det i fuld offentlighed. Som om folk kigger på en i bussen og ved, at det er det mest skamløse indiepop, der starter dagen. Men netop de kvaliteter gør den også umulig at hade, også selvom ens indie-creds flyver ud af vinduet for hvert sekund. Det er svært at være bitter pladesamlernørd, når The Ruby Suns kører på anlægget.

Men jeg kan modstå alt – undtagen fristelser, for at parafrasere salig Oscar Wilde. Lykkefølelse for fuld skrue uden funtex. Der er så meget sommer i denne plade, at selv snevejret over København lige pludselig er meget langt væk.

Og samtidig er det ikke kun en popplade, selvom pop helt sikkert er det bærende fundament. Der er tilpas mange skæve melodier og underlige rytmer til, at det hele er interessant og ikke bare ender i en gang plat dansemusik. Som for eksempel i skæringen “Cranberry”, hvor at et loopet sambaorkester kører i en næsten enerverende ring, mens McPhun synger som en halv afrikansk landsby. Og så kommer der lige pludselig en synth, som selv 2 Unlimited havde skammet sig over. Eller i den fantastiske efterfølger, “Closet Astrologer”, som kombinerer indiepop med et lounget drum’n’bass-udtryk, der rammer lige plet i dansemusklerne.

McPhuns stemme befinder sig gerne i de øvre tonelejer, og en vis inspiration må vel stamme fra soul-musikken, men bestemt også fra Thom Yorke. Jeg vil i hvert fald mene, at McPhuns stemme har nogle af de samme spinkel/stærk-kontraster, som gør Yorke til sådan en fantastisk sanger. Og det virker, som om stemmen kommer flydende oven på de delikate arrangementer, lige så meget et instrument på nogle skæringer som det absolutte midtpunkt i andre.

Er det en anbefaling? Ja, det er det vel. Det er lidt ligesom heroin – et skud og du er hooked. Det kan ikke været dystert og trist hele tiden, og The Ruby Suns er den perfekte modgift til en ‘grå i grå’ vinter i Danmark.

★★★★★☆

Deltag i debat