Plader

These New Puritans: Hidden

Skrevet af Mikkel Knudsen

These New Puritans har smidt de puritanske tøjler og rodet sig ud i en gang galskab med elementer af bailefunk, industrial og musicalmusik. Ud af det er der kommet en spændende, men rodet plade.

Det er faktisk sjældent, at man ser et så dramatisk et genreskift, som det These New Puritans har taget. Fra at spille energisk og ivrig noiserock har de pludseligt revet hiphop, reggaeton og sambarytmer ind i deres musik. Er de så færdige med at være mørke og postpunkagtige? Nej, slet ikke, der er faktisk blevet skruet en del op for det onde og messende. Der er endda en masse sværdsamples og nogle lyde, der skulle simulere et smadret kranie, i mixet. For at gøre det hele endnu mere speget har forsanger Jack Barnett skrevet en hel del arrangementer for oboer, som der så også er blevet plads til, på en plade der ikke rigtigt kan kaldes specielt puritansk. Bandet har så hyret nogle hiphop-folk til at mixe og få det hele til at hænge sammen. Virker det så? Ja, måske…

Jeg var meget vild med Dizzee Rascal og M.I.A. og deres første plader, med hvilke de fik spredt nye urbane vibes ud til masserne. Hvor disse plader emmede af en umiddelbar vildskab og samhørighed med rytmerne, virker These New Puritans’ urbane rytmeflirt umiddelbart noget mere fortænkt. Men mørk, postpunket vokal kan faktisk godt kombineres med funky beats. Hør bare “Knife Slits Water” med A Certain Ratio fra engang i 80’erne. Det fungerer faktisk også godt for These New Puritans, når de ikke lige farer vild i mærkelige, pompøse C- og D-stykker.

Den første halvdel af singlen “We Want War” kan jeg rigtig godt lide. Det starter ret mørt, med Barnett der messer over nogle oboer. Det virker dystert, som når et band fra World Serpent-pladeselskabet går elektro, eller måske som Nine Inch Nails i det mere eksperimenterende, elektroniske humør. Hurtigt vælter sambatrommerne ind. Det virker godt og som en frisk tilgang til en lidt fortærsket EBM-electrogenre. Efter ca. fire minutter går der musical-/Tim Burton-stemning i foretagendet. Det virker temmelig forvirrende og ligegyldigt. Der er i det hele taget meget blæserfyld på den her plade. Dermed ikke sagt at oboerne slet ikke virker. Det er bare, som om These New Puritans ikke altid har været omhyggelige nok med at få oboerne tilpasset den i forvejen lettere skizofrene genrehybrid. Når der piskes en stemning frem med slogans som »we want war« og »this is attack music«, kunne produktionen også godt have været lidt mere beskidt. Det havde sikkert også fået de forskellige lidt aparte lyde til at smelte bedre sammen.

Når det kører for These New Puritans, med deres nye sørøver-samba-goth-electro, må man til gengæld bare lade sig rive med og nyde køreturen. På numre som “Drum Courts – Where Coral Lies” og “White Cords” bliver de bevingede arrangementer også delvist fulgt op af et mere stabilt og vedvarende groove, hvilket gør, at nogle af os puritanere også kan nyde køreturen. “White Cords” er et superfedt hit i min bog; man kan altså også nemmere slippe af sted med nogle lidt forfejlede eksperimenter hist og her, når man kan stykke et så medrivende omkvæd sammen.

These New Puritans har begået en delvist forfejlet, men alligevel ret skøn plade. De kommer til at lave en utrolig fantastisk plade, hvis de kan holde fat i de gode ideer, men få det til at lyde lidt mindre konstrueret næste gang.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat