Plader

Tom McRae: The Alphabet of Hurricanes

Skrevet af Camilla Grausen

Tom McRae laver musik til dage, hvor man føler sig varm om hjertet og måske lidt hyggemelankolsk. Ikke til de dage, hvor ens kyniske side kun kræver originalitet.

Den engelske singer/songwriter Tom McRae er en noget overset kunstner, der ikke desto mindre nu har skabt sit femte album siden debuten fra 2001. Alligevel kender mange ham ikke, men hans varme og poetiske poprock fortjener en bedre skæbne end at blive overset.

Siden det forrige album, King of Cards fra 2007, har Tom McRae løbende arbejdet på The Alphabet of Hurricanes. Albummet er både indspillet i USA, hvor McRae boede nogle år, og i England, på diverse hotelværelser, studier og backstage. De omskiftelige sangskrivnings- og indspilningssteder er måske det, der kan høres i de skiftende temperamenter på albummets numre. Det strækker sig fra enkle numre med klaver eller guitar og vokal (måske nogle af dem fra det amerikanske hotelværelse) mod et langt større lydbillede. Der er nemlig også numre, der har krævet en del flere musikere på blæsere, trommer, kor, råb og håndklap med meget mere, f.eks. “Won’t Lie”, “Me & Stetson” og “Please”. Her er straks mere kul på temperamentet.

En lang, lang række nutidige musikere har stor inspiration fra Simon & Garfunkel, og det gælder også McRae. Men frem for kun at låne deres harmoniske, stille popsange, som mange gør, minder eksempelvis rytmen, håndklappene og koret i “Please” om nogle af duoens mere upbeat sange som “Cecilia”. En anden stilinspiration høres på albummets to første numre, der lyder lidt som Beiruts musik. Albummet åbnes nemlig med den fine lille kærlighedssang “Still Love You” med mandolin a la Beiruts “Postcards from Italy”, og den ordløse “A Is for…” med sin skæve klarinet kan også sende tankerne hen på Beiruts balkan-agtige lyd. Det er rigtig klædeligt, at Tom McRae ikke kun læner sig op ad pæn, amerikansk singer/songwriter, men også tilsætter denne finurlige lyd, der giver flere farver til McRae. Mere af det!

Tidligere i karrieren var Tom McRaes musik mere dyster, bl.a. på den fine toer, Just Like Blood. Efterhånden er der kommet lys og luft ind i hans univers. Men det er som bekendt ingen nem sag at jage alle personlige dæmoner væk. Derfor kan de endnu høres i nogle af de spartansk instrumenterede og triste numre, f.eks. den klaverbårne “Out of the Walls”, hvor McRae netop kæmper mod sindets skygger: »Wake up love, think I’ve lost control / the shadows are on the march / and I can’t fight them all.«

Det kan foretrækkes at bruge tid på at høre Simon & Garfunkel, Beirut, Nick Drake eller måske José González (hvis man er i det blide humør) frem for The Alphabet of Hurricanes. Alle disse herrers musik er mere særlig end Tom McRaes. Men det skal ikke komme McRae til skade, at der ude i verden og tiden har været og er mere interessante musikere end ham. Hans egen plade fejler ikke andet end dét.

Tom McRaes musik indtager ingen nye territorier, men hans nyeste udgivelse viser alligevel musikalsk variation og stemningsskift, leveret med varme og noget på hjerte af McRaes blide vokal. Dét gør McRaes gedigne sangsamling på The Alphabet of Hurricanes opmærksomhedsværdig.

★★★★☆☆

Deltag i debat