Gud er sprunget ud som flormelis-fetichist! Nu har vi snart vadet rundt i pøle af søle i flere måneder i træk, og stadig drysser det ned deroppefra. Alle tackler vi kulden og det sparsomt rationerede dagslys på hver sin vis. Nogle forfalder til at stoppe sig med vitaminer og halsbrækkende skøjteløb på gader og stræder, andre spænder albinomasken og sætter sig apatiske foran sollampen. Selv hører jeg til den tredje gruppe; den, der tror på, at vinterlede skal festes væk.

Det husrÃ¥d, der har reddet mig gennem rÃ¥mørke vinternætter, bærer det fancy og yderst drinks-kompatible navn Two Door Cinema Club. Det er en musikalsk cocktail bestÃ¥ende af fire dele: Tre elguitarspillende irere, der bærer en vis gymnasiekikset/entusiastisk attitude, samt en hyppigt benyttet Macintosh. Debutudspillet hedder Tourist Story og er blevet ventet pÃ¥ med ganske stor interesse. Bandet er røget ind i hypemaskineriet og er af flere musikmagasiner blevet spÃ¥et til at blive et af 2010′s store hit. Her følger opskriften til deres succes, sÃ¥dan som den udspiller sig i min musikgastronomi.

Two Door Cinema Club-opskrift:

Hak groft Vampire Weekends energiske guitartemaer, og bland dem med et ordentligt skvæt af The Wombats’ kompromisløse munterhed. Tilføj et stænk af det tidlige Bloc Partys energiske garagerock samt Death Cab for Cuties indiepop. Som topping krydres der med rigelige mængder af Passion Pits brug af elektroniske effekter. Tag en god portion danseglæde og overstadigt humør, og ryst hele herligheden grundigt.

Note: Det er lige meget, om du indtager Two Door Cinema Club flydende, stående eller gående, bare det bliver gjort et sted, hvor du kan få lov til at storsmile, danse eller skråle med.

Humøret sparkes i gang allerede fra første øjeblik med den flirtende “Cigarettes in the Theatre”, der pÃ¥ vaskeægte indiepopvis lader elguitar og trommer interagere i et opildnende mix, som munder ud i et klassisk blæserklimaks. Ã…bningsnummeret sætter med sit høje tempo standarden for resten af albummets numre, der holder sig pÃ¥ tætpakkede tre-fire minutters længde.

Numrene pÃ¥ Tourist Story er generelt skÃ¥ret over samme læst, og der er ikke den store progression i udtrykket pladen igennem. Men det gør nu ikke det store, da hvert nummer har en vis fængende kvalitet. Specielt “Something Good Can Work” er værd at fremhæve. Her kommer Vampire Weekend-associationerne virkelig i spil. Det er et nummer, der emmer af glad energi og lover godt for bandets liveshows. Omkvædet danser af sig selv, og rÃ¥bekoret sætter kun ekstra fed streg under facit: Two Door Cinema Club = happy days!

Stilen fortsættes pÃ¥ det efterfølgende nummer “I Can Talk” og nÃ¥r nye højder pÃ¥ det nyeste singleudspil “Undercover Martyn”. Sidstnævnte er et af den type numre, der nærmest sidder ulideligt godt fast under pandelappen efter kun en enkelt afspilning. Brugen af den elektronisk genererede percussion er kriminelt fængende, og man ærgrer sig næsten over, at man er sÃ¥ let at drage ind. Two Door Cinema Club har om nogen virkelig fundet opskriften pÃ¥, hvordan man pÃ¥ enkel vis laver funklende funky overgange mellem vers og omkvæd.

Two Door Cinema Club gør sig umiddelbart fortjent til hypen. Det er velspillet pop, hvor teksterne mÃ¥ske ikke er himmelrÃ¥bende gode, men hvad gør det, nÃ¥r mÃ¥let er »let’s get this started, girl,« – for de gode tider bliver netop sat i gang. Two Door Cinema Club er som sÃ¥dan ikke decideret nyskabende inden for genren, men hvor er det dog herligt at blive introduceret til et indiepopalbum, der fænger fra første færd.