Plader

U.S. Girls: Go Grey

Skrevet af Daniel Heydorn

2050’s Brian Eno er U.S.-pigen Megan Remy dejligt dumt blevet kaldt. Forhåbentligt kommer den vildledende overkompensation ikke til at afholde alt for mange fra at lytte til hendes dystre østrogen-noise.

Go Grey er en plade så tidstypisk, som det er muligt at lave dem. Typisk for de musikere, der for tiden ikke kan få det lo-fi nok; de, der vil have serveret deres pop hjemsøgt, analogt knitrende lige fra kassettebåndet, hypnotisk repeterende og med avantgardetendenser. Det er typisk, fordi der trækkes tråde til 60’er-pop og no wave, fordi resultatet leveres indsvøbt i store mængder rumklang, og fordi det både er støjende, dronende og melodisk på den der naive, let retarderede facon. Men det er godt, fordi det er det hele på én gang, og fordi det sjovt nok ikke virker som et forceret eller unødvendigt sammenkog. For hvor de gennemtærskede virkemidler som rumklangen og båndstøjen ofte blot tilføjes for at tilstræbe sig den særlige coolness, der findes i grænselandet mellem pop og noise – eller som kompensation for et utilstrækkeligt melodimateriale – anvendes de af Megan Remy ikke blot som krydderi, men som medbestemmende præmis for musikken. Målet er i lige så høj grad at klemme en så uhyggelig og forstyrrende atmosfære som muligt ud af pedalerne og båndmaskinerne, som det er at dække de af og til ganske iørefaldende poprefræner til bag harske støjudladninger.

Apparaterne og instrumenternes evne til at frembringe et fjendtligt, men inciterende mørke udforskes i lige så høj grad som forholdet mellem pop og støj og musik og lyd. Det placerer U.S. Girls et sted mellem køns- og til dels åndsfællerne i Pocahaunted og Zola Jesus. Med førstnævntes forkærlighed for atmosfære, sidstnævntes melodi-sensibilitet og begges udtalte lo-fi-æstetik er det svært ikke at holde af Go Grey, hvis man da er til psykedelisk spøgelsesnoiserock, som enten må være blevet til i en kælder eller et kunstgalleri. Sangenes simplicitet gør dem øjeblikkeligt genkendelige, mens den mudrede og stærkt forvrængede levering virker distancerende. Samlet har disse elementer en dragende effekt; man suges ind af en aura af mystik og sælsomhed.

Sangskrivningsmæssige højdepunkter som “I Don’t Have a Mind of My Own” og “Red Ford Radio” er både iørefaldende og klaustrofobiske, men selv når melodimaterialet er bedst, er det primært den grumsede og nedbarberede lyd, der er trækplasteret. Og når man først har udforsket den forladte og raserede villa, Go Grey lyder som, med dens fjerne, hvinende støjudbrud og messende vokaler, er der ikke megen grund til at blive hængende. Det, U.S. Girls gør absolut bedst, er nemlig at opbygge den foruroligende atmosfære og den dygtigt kreerede lyd. Sangskrivningen formår derimod sjældent at være mere end en underliggende tilføjelse til lydeksperimenterne; her er det ikke virkemidlerne, som virker overflødige og utilpassede, men sangene selv, som Remy ikke formår at tilføre tilstrækkelig potens.

På overfladen er Go Grey en ren stiløvelse i hipster-chikhed og tidsrigtige referencer, men bag de krakelerede skodder finder man en effektiv blotlæggelse af skaberens mørkeste traumer. Lyd taler her højere end ord, langt højere, og det hurtigt udtømte melodimateriale gør lidt for hurtigt en ende på det ellers dragende mareridt.

★★★½☆☆

Deltag i debat