Første indtryk: Hvad fa…. var det lige, der ramte mig dér???

Hele weekenden har jeg været splittet mellem at tænke »hold op noget bras« og »det her er virkelig dybt«. Normalt er det en af weekendens flasker rødvin, der giver det indtryk, men i dette tilfælde drejer det sig i stedet om Under Byens nye samling af sange – og jeg er på sin vis stadig ikke færdig med det dilemma.

Når man lytter til Alt er tabt, skal man forberede sig på lidt af hvert. Der gives ingen kredit eller lette fortolkningsmuligheder. Tværtimod skal man arbejde sig helt ned i knæene for at få noget ud af pladen, som er lidt af et vildnis at søge rundt i, for sekstetten har løsrevet sig fra deres normale ståsted – med lydmalende klaverharmonier, smukke og store lydflader – og er endt i noget ildevarslende og mørkt grænsesøgende. Frem træder et bastant og nøgent univers af bas, guitar og strygere, godt emulgeret af bidende og rå trommer, upoleret slagtøj og en hel del dramatik i Henriette Sennenvaldts vokal.

Under Byen er et band, der ikke laver musik for at tilfredsstille en hel masse lyttere. De har en idé, den føres ud i livet, og så må fanden stå med resten – musikmarkedet bliver i hvert fald ikke taget med på råd. Det er dystert, introvert og helt sikkert ikke for den brede skare. Men stiger man på, er der originalitet og karakter for alle pengene.

Alt er tabt er en skulptur, der formes og dannes. Det har jeg været nødt til at sige til mig selv, for ikke at stige af undervejs. Jeg har haft periodiske flashback til musiklokalet på Kongsbjergskolen i Lunderskov, hvor en flok 10-årige snotnæser fik lov til at rumstere med klaves, slagtøj, ukulele mv. Jeg har haft lyst til at sige »fuck jer« og hælde en masse møg i anmeldelsen for at kunne kapere det indelukkede og mystiske, der ligger som en tung dyne hen over Alt er tabt. Hvorfor kan man ikke høre, hvad fanden hun synger? Hvad skal alt det eksperimentelle crap til for? Hvor er melodierne?

Man rives altsÃ¥ med af Alt er tabt! Og dét er i virkeligheden pladens helt store kvalitet. Man har svært ved at acceptere, at det er sÃ¥ forbandet utilgængeligt. Man vil Ã¥bne for Pandoras æske. Man vil se, hvad der gemmer sig bag al den uro og stedvise monotoni. Og man kan let tabe tÃ¥lmodigheden. Her kræves helt sikkert en del af det finske udtryk ’sisu’, der handler om udholdenhed og viljestyrke. Men man belønnes, hvis man ikke giver op – til dels.

Der er ingen tvivl om, at man skal forberede sig pÃ¥ en afdæmpet plade, der er spraglet og introvert. Man stryges ikke med hÃ¥rene, og der lefles ikke for den ydmyge lytter. Der er kryptisk kammerspil. Pumpende elektronik og dramatiske samples. Det foldes ud, pakkes ind, Ã¥bnes op, men præsenteres ikke rigtigt. Det er nemlig op til dig – lytteren.

Jeg er ikke kommet frem til, at der skulle være tale om et monumentalt mesterværk – hertil er der et par af sangene, der ikke for alvor træder i karakter. “Konstant” træder lidt for meget vande, og sÃ¥ har jeg ikke helt styr pÃ¥ introen “8″, der aldrig for alvor vokser ud af sin skal af lyde. Jeg kan heller ikke helt blive klog pÃ¥ dynamikken og energien. Til tider sammenligner jeg pladen med billeder af von Triers “Antichrist” – eller i hvert fald de dramatiske spots, man har set. Klaustrofobien dukker op pÃ¥ nethinden, men det forløses ikke 100 procent som i filmen, og sÃ¥ fremstÃ¥r et par af sangene lidt for meget som fragmenter af noget desillusioneret, uden at det for alvor gør ondt. F.eks. et nummer som “Unoder”. Det helt modsatte kan siges om de fremragede “Er noget smukt glemt findes det muligvis ikke endnu” eller “Ikke latteren men øjeblikket lige efter”.

Der er altsÃ¥ sÃ¥dan lidt bÃ¥de og pÃ¥ Alt er tabt. Men man mÃ¥ tage hatten af for et band, der ikke gÃ¥r pÃ¥ nogens galej, andet end den de selv søsætter. Det er unikt og dragende. Men ogsÃ¥ en anelse frustrerende…