Plader

Yamon Yamon: This Wilderlessness

Som en harmløs rejse gennem et ensformigt terræn snoer Yamon Yamon sig rundt i et idyllisk lydlandskab. Nogle vil måske betages, de fleste vil gabe efter et par numre.

Det er de færreste, der har rejst uden for landets grænser, som vil være uenige med mig i, at den danske natur nok ikke er verdens mest alsidige og spændingsfyldte oplevelse. Vi har bakker, men intet Mont Blanc. Vi har åer, men ingen Nil. Vi har dale, men ingen Grand Canyon. Vores natur er idyllisk, afslappet og harmløs.

Sådan er det også med Yamon Yamons udspil. Et uskyldigt og ufarligt lydlandskab, der har samme effekt på lytteren, som det danske landskab har på togpassageren: Det glider bare forbi. Spørgsmålet er så, i hvor høj grad Yamon Yamon skal bebrejdes eller krediteres for denne bedrift.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange lyttere derude vil nyde Yamon Yamons musik. Dels fordi den er så let tilgængelig,  dels fordi den har en fantastisk effekt som baggrundsmusik. Og hvor der er mange dedikerede musikelskere, der nærlytter, studerer og dissekerer musikken, så er der også mange mindre kritiske lyttere, der benytter musikken som et element blandt mange, under andre gøremål.

Pladen består af ni numre af meget varierende længde, hvor det korteste kan sluges på lidt under to minutter, og det længste skal tygges i næsten otte. Men det bemærkes overhovedet ikke, medmindre man aktivt følger med i displayets skiften, for det ene øjeblik starter første skæring, og det næste slutter sidste. Så varierede er numrene. Efter fem-seks gennemlytninger begyndte det at gå op for mig, at lige så hurtigt som jeg havde hørt numrene, lige så hurtigt havde jeg glemt dem. Jeg sidder netop og gennemlæser tracklisten og er ikke i stand til at sige: »Det nummer, det lyder sådan…«

Guitar, bas og trommer, med lejlighedsvise besøg af et klaver. En konstellation de færreste vil rynke på næsen eller overraskes af. Lyden er elegant, ren og afpudset. Baseret på luftige guitarmelodier, dansende trommerytmer samt en blød og lettere monoton vokal. Der er ikke rigtig nogle elementer, som kan påpeges som værende specielt ørefængende eller originale, ej heller nogle der kan betegnes som fejlskud eller forstyrrende.

Yamon Yamon leverer et album, der er slut, inden det er gået i gang. Et forbiflyvende landskab, der ikke indeholder noget, som ikke kan findes meget mere interesant andre steder, men som nogle stadig vil nyde og sætte pris på.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar