Da Yeasayer for et par år siden udgav deres debutalbum, All Hour Cymbals, præsenterede de en profil, en lyd og en agenda, der var så millenium-korrekte, at enhver med hang til Brooklyn-bands, brug af mellemøstlige instrumenter, intelligente og ikke alt for gennemskuelige melodiforløb, globalt orienterede og tilpas bekymrede tekster og, nå ja, fængende og langtidsholdbart sangmateriale åbnede arme og ører for det nye medlem af klubben. Nok et interessant bekendtskab, men tydeligvis også et produkt af en tid og et miljø præget af ovenstående dyder og anført af bands som Animal Collective og Gang Gang Dances eklektiske bannere, for bare at nævne toppen af poppen.

Nu forholder det sig sÃ¥ledes, at mennesket langt hen ad vejen blot er en kvik primat, selvcentreret nok til at overtage planeten, ikke helt smart nok til ikke at køre den i sænk, udstyret med 10 pølseformede gribelemmer, fem for enden af hver arm, og derfor med en ufravigelig tendens til at opdele alt i portioner af 10. Ikke mindst forgangne Ã¥r, og nÃ¥r 10 Ã¥r er gÃ¥et, er det tid til at samle op, fortolke og komme med en konklusion, der eksempelvis kunne være, at bands fra Brooklyn, som elsker verdens alsidighed, bare fik lidt mere cred end sÃ¥ mange andre i 00′erne. Men her, pÃ¥ randen af to dekader, er det tid til at se sig om efter nye strømninger, og netop derfor er det interessant at følge et band som Yeasayer, der var sÃ¥ tidstypiske med deres debut. FormÃ¥r de at byde pÃ¥ noget opdateret, noget fremadskuende, noget, der kan give et hint om, hvilke kulturelle tendenser fremtiden vil byde pÃ¥ med den i forvejen mÃ¥ske ikke sÃ¥ lette toer?

Det sidste er svært at udtale sig om, men noget tyder på, at Odd Blood kunne være en modreaktion på de alvorlige, samfundsbekymrede og intellektuelle temaer, der prægede dens forgængers generation. Ikke at Odd Blood ikke er interessant, kompleks eller kløgtig, for det er den skam, men samtidig kunne den godt være en accept af det faktum, at mennesket langt hen ad vejen er en kvik, men selvcentreret primat, der nok skal få kørt verden i sænk. For det behøver vi jo ikke at formørke vores sind med hele tiden. I hvert fald ikke i de tre kvarter pladen byder til æggende, stilig og funky abefest.

Det sangmæssige virvar, hvis helhed fremstod som skønne, perlende melodier på All Hour Cymbals, er i høj grad erstattet af en melodisk struktur. Vokalharmonierne er trådt i baggrunden, slagtøjsorgierne er mindre opmærksomhedskrævende, og i stedet holdes dynamikken i et fast greb af Chris Keating og Anan Wilders vokaler, der på skift står for at lede den musikalske skude igennem ny sø. Detaljesammensuriet er der ikke givet afkald på, men rytmer og virkemidler baserer sig langt oftere end tidligere på et elektronisk grundlag.

Det varer nu lidt, før man for alvor bider mærke i de største forandringer. Pladen Ã¥bner med den sære, sumpede og slæbende, men ogsÃ¥ temmelig dragende “The Children”, hvis mudrede vokaler efterhÃ¥nden afløses af en spacy synth- og hornovergang til singleforløberen “Ambling Alp” – og de glade, dansable rytmer kan folde sig ud.

Sprudlende melodier, gerne om brændende kærlighed, hed elskov eller knuste hjerter, er symptomatiske for udgivelsen. “I Remember” emmer af nostalgi og lost love, med tekstbidder som: »I remember making love on a Sunday / like throwing hearts in a fresh cut grass in May / I remember making out on the airplane / still afraid of flying, but with you I’d die today« og »I remember Monday making our lives gray / still don’t know what it is that I said.« Tungsindigt og indie-touchy-feely er det ganske vist, men med vibrerende fløjter og tungt klaver i et mættet lydlandskab formÃ¥r Yeasayer ogsÃ¥ at gøre det pÃ¥ én gang oprigtigt, stemningsmættet, gennemført og pokkers fint, uden at det bliver for tykt.

Temaet føres videre i den efterfølgende “O.N.E”, med det bittersøde omkvæd: »I thought you should know / you don’t move me anymore / and I’m glad that you don’t / ’cause I can’t take it anymore,« men samtidig er dens indtagende melodi og programmerede calypsorytmer, der lyder som en mindre syntetisk udgave af The Knifes, et skridt mod dansegulvet. Et skridt, der bliver til et energisk spring med “Love Me Girl”s miskmask af vampede discorytmer, maskinelle stemmer og det kælne og legesyge mantra »Stay up and play with me,« og hvor gerne man end ville, mÃ¥ man videre, ind i “Rome”s pulserende rave og beats, der er tempofyldte og lyder henad !!!, men ikke er videre interessant i en sammenligning med det øvrige materiale. SÃ¥ er det straks bedre at blive ført fra korets vuggende vellyd  i den ambiente “Strange Reunions” til højdepunktet i “Mondegreens” svedige hÃ¥ndklapsamples, messingblæsere og hæsblæsende og funky udladninger fra en stakÃ¥ndet Keating: »Everybody’s talking about me and my baby / making love until the morning light.« Og det er svært ikke at trække en smule pÃ¥ smilebÃ¥ndet over, at det band, der for et par Ã¥r siden bød pÃ¥ tækkelige og fine melodier med eksotiske instrumenter og nydelige vokalharmonier, nu excellerer i hyperaktivitet og tekster om at kopulere.

Men excellerer gør de, også i dén grad, og hvor er skønt at lægge ører til en plade, der nok opsamler tidens strømninger i forhold til musikalsk kompleksitet og instrumentel alsidighed, men samtidig blæser på politiske dagsordener og verdens tilstand. Odd Blood er benzinen, der får den kvikke, men tomhedshungrende primats sko til at steppe ud på dansegulvet og spejde efter stiletter. En spændende og klædelig udgivelse fra et band, der måske ikke vil revolutionere det nye årti, men nok skal gøre det mere fornøjeligt.

Lyt til “Ampling Alp”:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.