Plader

Another Electronic Musician: States of Space

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Intelligent, elektronisk musik, du kan danse til. Og på mange måder endnu en middelmådig plade fra endnu en elektronisk musiker.

Da Jase Rex i 2001 skulle finde på et navn til sit musikalske projekt, forsøgte han at forudsige eventuelle kritikere og musikjournalisters reaktion på at skulle anmelde hans kommende album – et album fra endnu en elektronisk musiker.

Det er da også ganske nærliggende at reagere sådan, for de fleste er næppe familiære med hverken navnet Another Elecronic Musician eller selskabet n5MD, der har udgivet Jase Rex’ seneste tre albums. Og hvis reaktionen ikke er kommet efter den umiddelbare konfrontation, så kommer den i hvert fald for mit vedkommende efter adskillige gennemlytninger.

Jase Rex opererer på States of Space i samme felt, som han har gjort tidligere, hvor han med Detroit-technoens beats som grundmateriale lægger blide melodier og mere krassende electronica på. Det er nok en smule mere drømmende og melodisk elegant end tidligere, men alt i alt har Jase Rex ikke genopfundet sig selv rent musikalsk. Det er ikke helt forkert at kalde musikken for IDM, mens der sagtens også kan være mindelser om mere tyst electronica fra f.eks. Type Records, f.eks. med åbneren “Late Monday” og brugen af pianotoner.

Over de godt 50 minutter er tempoet dog oftest netop oppe i danseniveau. Jase Rex skaber ganske atmosfæriske og elegante lydkollager, som svæver roligt, mens et lavmælt beat fører musikken fremad. (Det er ikke dunk, så underboen klager, men mere tilbagetrukne beats). Så bygges der langsomt op med forskellige andre lyde, der indimellem neutralt forstyrrer det oprindelige landskab, hvorefter lytteren efter en cirkelbevægelse får serveret det oprindelige tema igen. Denne skabelon passer perfekt til “Fields and Axioms”, mindre perfekt andre steder på albummet. Men det er ofte tydeligt, at Rex har tænkt sådan.

Højdepunkterne er den snigende “Inflationary”, der minder lidt om Chemical Brothers’ “Star Guitar”, hvor Jase Rex lader en minimal melodi baseret på to toner dominere hele vejen igennem. Også på “Atheos” er det to toner, der er den primære melodi. Underneden ligger så noget synth, der lyder som fløjte – og som jeg egentlig gerne havde været foruden – og storslåede panoramaer af støj i dur. Det er et af de øjeblikke på albummet, hvor jeg i hvert fald tænkte, at Jase Rex burde prøve at droppe sine Detroit-beats og lave ambient. Andre steder som med “She Said” går der for meget glowstick i musikken. Eller for meget tidlig 90’er med “Fourteen Waters”.

States of Space er værst, når behageligheden tager over og en lækker loungestemning kommer snigende. Interessant nok er der flere steder, hvor denne lækkerhed står i skærende kontrast til beats og effekter, som lyder lige lovligt billige – især de elektroniske diskantelementer er for plastikagtige. Jase Rex skal have et anerkendende nik for sine luftige landskaber og et mindre, stadig anerkendende nik for nogle af sine melodier. Den overordnede albumkonsistens er også prisværdig, men lidt flere tempovariationer havde klædt States of Space. Alt i alt en ganske fin, om end lige vel harmløs udgivelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat