Plader

Archie Bronson Outfit: Coconut

Skrevet af Kristian Kimer

Fabelagtigt udspil fra den larmende engelske trio Archie Bronson Outfit, der sparker røven ud af den trygge bluesrundgang og erobrer helt ny tonalitet. Og pladen har meget passende fået den dejlige klangfulde titel Coconut.

»I think I’m ready for more … I think I’m ready for more!« Som en gal præst bestiger forsanger Sam Windett et buldrende bjerg af rendyrket støj og opildner sine tropper med sin patosfyldte stemme. »I think I’m ready for more…I think I’m ready for more!« Nedenunder marcherer bassisten og trommeslageren i form af en messende forvrænget basgang, der holdes i snor af alverdens dundrende percussion.

“Magnetic Warrior” er en særdeles passende titel på dette nummer, som er Coconuts første skæring. Som en deling soldater marcherer bandet målrettet ind i en ny stil. En ny erobring. Og Coconut som album fremstår på mange måder også som en sonisk enhed, der ganske enkelt ikke stikker op for bollemælk. De 10 numre, der tilsammen udgør Archie Bronson Outfits tredje album, er blevet produceret af Tim Goldsworthy, der tidligere bl.a. har taget sig af LCD Soundsystem. Om det er hans spidsfindighed eller bandets hjemmebryggede og tæsketørre tightness – eller måske i virkeligheden en kombination – skal ikke kunne siges. Faktum er, at Coconut er en ualmindeligt vellykket plade. Og ikke mindst en plade, der så afgjort markerer en kærkommen udvikling hos den engelske støjtrio.

Debutpladen Fur præsenterede tilbage i 2002 bandet som et forholdsvis straightforward bluesinspireret garageband. Den anden langspiller, Derdang Derdang tog denne depeche længere ud, med en markant federe produktion og endda et muligt hit i den karakteristiske “Dead Funny“. Men på Coconut sker der noget mere. Noget nyt. Bluestonerne er lige så stille sivet ud af dynamikken, ligesom garagen synes at være skiftet ud med et laboratorium.

Efter åbneren “Magnetic Warrior” følger to forholdsvis rolige numre, “Shark’s Tooth” og “Hoola”, hvor intensiteten afløses af en dystert interessant stemning. Begge numre lokker sin lytter igennem et uhyre musikalsk univers, hvor legende og støjende instrumentbrug på fortrinlig vis blander sig med fløjlsbløde sangstrukturer. Begge numre indrammes af trommeslagerens tunge beat og forsangerens tragiske udtryk. Og alt strengespil indimellem er udført til eksperimentets opmærksomme fingerspidser. Det er ualmindeligt lækkert.

Som om det ikke skulle være nok, følger herefter pladens helt store omdrejningspunkt: “Wild Strawberries”. Hvis Coconut var en bil, var dette nummer uden tvivl motoren. Et 16-cylindret drøn, der kunne blæse ethvert dollargrin til Californien. Der er simpelthen så meget blæs på dette nummer, at alt andet skubbes ud på sekundære placeringer. Sangen går stort set kun i én akkord, men den er så langt fra at gå akkord, som nogen sang kan være. Det er kompromisløst, stærkt og eminent udført.

De fire første numre på Coconut kunne med lethed have udgjort en af de bedste ep’er længe. Men pladen går ikke ned i kadence herefter. Flere fantastiske numre følger, f.eks. den stærke ballade “Bite It & Believe It” og det rastløse uptempo-epos “Harness”. Og som en lille salut – og måske et lille vink til den nu forduftede blues-inspiration – slutter Coconut af med en gungrende polka med den vidunderlige titel “Run Gospel Singer”.

Det her holder. Så enkelt kan det siges. Coconut er en fantastisk god skive. Jeg er solgt til stanglakrids over Archie Bronson Outfits eksperimenterende og dansable spektakel. Pladen rummer et blæst, udsyret univers, hvor legende lydflader, en overflod af rytmer og Windetts eminente stemmeføring mundhugges på skønneste vis. Instrumenterne benyttes originalt og levende, og de patosfyldte melodier bliver på én og samme tid befriet og fanges i et skønt net af larm, rendyrket energi og kreativitet.

Archie Bronson Outfit har alle dage spillet fedt, og Windett har alle dage sunget intet mindre end fantastisk. Ingen tvivl. Men det, der gør Coconut tre-fire tænder bedre end de to foregående plader, er, at orkesteret her udviser både mod og evne til at tage springet ud i et større interesseområde. Et stykke land, de indtager i overlegen og selvsikker stil. Og det gør dem uhyre interessante. Sangskrivningen synes nærmest befriet fra bluesrundgangen, og de selvstændige sange pakkes på Coconut ud af en produktion, der blæser dem så langt ud af skallen, at man er bange for, at kokosnødden flækker.

★★★★★☆

1 kommentar

  • […] er det her band. Archie Bronson Outfit. De støjer, spiller melodier og gør ved. Undertoner har sagt det hele. Det gjorde de for et stykke tid siden efterhånden. Men det er stadig godt. Helt utroligt […]

Deltag i debat