Plader

Bjørn Svin: Browen

Skrevet af Mikkel Arre

En af dansk electronicas grand old men er tilbage med en plade, der er mørk og alvorlig uden at være voksen på en old måde, og som er god, men uden at være decideret grand.

Det mudderbrunlige cover til Bjørn Svins nye album er ganske sigende for indholdet – men bestemt noget mindre flatterende i al sin ustyrlige grimhed. Ignorerer vi den æstetiske værdi, fungerer lerfigurernes knudrede og på én gang organiske og ubestemmelige facon nemlig som et billede på den danske electronicaveterans talent for at skabe lydlandskaber med rumlig form i (mindst) tre dimensioner. Og baggrundens mørke er også velvalgt.

Browen, Bjørn Christiansens fjerde fuldlængdealbum forklædt som Svin og sjette i alt, er hovedsageligt et dyk ned i dybet. Det er især nede i et knurrende mørke, Christiansen modellerer, nedsmelter og genopbygger sine lydlige formgivninger – og det er i det dunkle, Browen rummer sine mest dragende og sugende øjeblikke. Gyngende basgange rumler faretruende, maskiner sukker på gravens rand, og stortrommespor hopper elastisk fjedrende. Når albummet er bedst, lyder det vitterlig som at clubbe i underbevidstheden.

Selvom Browen sjældent er dansabel ret længe ad gangen, får man let fornemmelsen af at være i konstant bevægelse. I den dubbede “oWW” aftegner ekkoerne omtrent synlige tredimensionelle spor, som éns ører kan gå rundt om, mens man i det følgende nummer, “mOmWree”, sagtens kan se for sig, at de knagende, knækkende lyde i bunden af mixet manifesterer sig som brudflader i massive plader: geologisk ustabilitet, som man tilmed kan danse til. I “mOmWree” er der nemlig så meget kontinuitet i basgangen, at den faktisk går i kroppen – og til sidst rykker nummeret virkelig med supplerende samba-agtig skrammel-percussion.

Browens kombination af en bastant, brummende bund og skæve, evigt omskiftelige beatmønstre vækker visse mindelser om Autechre anno Untilted. Og når Christiansen spænder lyse synthmelodier ud over dysterheden, funkler og tindrer de som i de afdæmpede stunder hos et andet legendarisk Warp-navn, LFO. Men på intet tidspunkt er han i nærheden af at kopiere eller lave pasticher. Browen er fuldt og helt Bjørn Svins egensindige bud på, hvad der bør ske i det diffuse grænseland mellem techno, electronica og skumringsmørk elektronisk dub.

Lige så individuelle og særegne højdepunkterne lyder, lige så meget forekommer Browens bommerter at være eneulykker. Christiansen jager ingen andre og intet andet end sin lyst til at flirte med lidt mere avantgardistiske og statiske lydlandskaber, når pladen rammer ved siden af skiven i “enRowen”, hvis ujævne flow gør det til en lydlig pendant til et ekset hjul akkompagneret af en druknende syntetisk messingblæser. Og al ære være med Christiansens ønske om at variere de intense beatdrevne numre med mere lavmælte passager, men i de situationer rammer hans melodier ikke et konsekvent højt niveau, hvilket f.eks. får “RoweR” og især “OOOO” til at træde mere vande, end godt er.

I det hele taget er Browens sidste halvdel noget mindre insisterende og inciterende end den første, men der er god grund til at hænge på (eller måske snarere skippe sig lidt frem) til afslutningsnummeret “BooO”, der demonstrerer Bjørn Svins evne til at smelte elementer, der umiddelbart lader til at afstøde hinanden, sammen til en velfungerende helhed. Den karakteristiske vokal fra Jacob Bellens (I Got You on Tape, Murder) duver ind over en bølgende basgang, og på urovækkende vis bliver Bellens’ lyse vokalmelodi og den murrende bund splejset sammen på en måde, så det snarere er Bellens end elektronikken, der gør nummeret fremmedgørende.

Browen er for hovedpartens vedkommende fascinerende godt skruet sammen. Albummet er en dunkel og alvorlig sjælegranskning, som dog i perioder er lige rigeligt afkoblet fra såvel følelser som en bare nogenlunde umiddelbar musikalsk appel. Men det er prisen for Bjørn Svins kompromisløshed – og uden dén ville pladens stærke stunder ikke holde samme niveau.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

1 kommentar

Skriv et svar