Artikler Interview

Black Dice – et band i fremdrift

Musikalsk set kan Black Dice virke fremmedgørende, ja, nærmest fjendtligt indstillet. Læs, hvad Eric Copeland fra bandet mener om Nine Inch Nails og trademarks.

Black Dice i et civiliseret øjeblik. Det er Eric til højre.

Black Dice i et civiliseret øjeblik. Det er Eric til højre.

Imødekommenhed karakteriserer ikke Black Dice. I hvert fald ikke deres musik. Brudte rytmer bliver kørt over af skærende støj, mens boblende synth hele tiden antyder en melodi, men nægter at omfavne den. Sådan fremstår mange af deres numre. Rytmerne især er frustrerende, da de ofte antyder en dansabel rytme, men den er altid slået nok ud af kurs til, at man skal have et højt abstraktionsniveau for at kunne danse til det. Live bliver musikken endnu mere støjende og brutal, ja, nærmest dæmonisk. Derfor var det også med en vis nervøsitet, at jeg mødte Eric Copeland, den ene af de to brødre i bandet, endnu en solrig og tør dag på sidste års Roskilde Festival. Hvilket kompromisløst og arrogant menneske skulle jeg nu sidde overfor?

Frygten var helt og aldeles ubegrundet. Eric var et særdeles venligt, omend lidt sky og skrøbeligt menneske, der åbenhjertigt talte om sin kunst (både musikken og collagerne). En grundig kunstnertype, der hele tiden søgte efter at formulere sig præcist og derfor afbrød sig selv for at sige det samme på en ny måde. En metode, der næsten også er kendetegnende for bandets udvikling fra de første år, hvor de faldt helt uden for blandt DFA’s elektroniske danse-orienterede grupper, fordi de dengang lavede lange, psykedeliske, drømmende støjnumre, til de senere år, hvor frafaldet af trommeslager Hisham Baroocha betød en mere minimalistisk dansabel tilgang, men stadig med udfoldelsen af abstrakte og brudte lydflader.

Ikke et trademark
Men hvordan skete den udvikling?

»Jeg har ikke lyst til at bruge min tid på at gentage ting. Jeg har også en dårlig indstilling i forhold til at blive et firma, en forretning, et trademark,« svarer Eric, hvilket kræver et fasttømret lydbillede.

Men en del af udviklingen var faktisk også for at gøre sig mere populær hos publikum, hvilket kan lyde overraskende, når man har hørt Black Dices musik. Da jeg beskrev deres musik som dansabel, svarede han:

»Jeg synes ikke, vi laver dansemusik, men vi havde en periode, hvor vi lavede virkelig atmosfæriske ting, og det er ikke nemt at levere til et publikum, de fleste publikummer har ikke lyst til at høre det, så så snart vi vidste, at vi skulle spille en masse shows…« Det her er så en af de gange, hvor Eric afbryder sig selv og fortsætter: »Basalt set vil jeg have det sjovt, jeg vil have et godt år med at spille musik, som får mig til at have det godt, og får andre mennesker til at have det godt. Så vi begyndte at ændre på ting, og jeg er altid klar på en udfordring.« Og det er lige præcis det, der driver Eric til at lave musik og holde den interessant for ham selv.

Modstanden mod at gentage sig selv går også igen til koncerterne:
»Vi har sange, vi kan kopiere, og vi ved alle sammen, hvornår vi skal kompensere eller træde tilbage… Inden for et nummer laver vi forbindelser, som ikke var der før, og det er virkelig spændende.«

Black Dice er et dyrevenligt band.

Black Dice er et dyrevenligt band.

Hold sindet åbent
Men bevæger bandet så bevidst deres musik i en bestemt retning eller udvikler den sig naturligt?

»Lidt af begge. … Der er noget specielt ved at ignorere, hvad du har lavet og beholde niveauet på det samme sted. Jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg lyst til at lave musik og drive den fremad. Måske er det en agenda. Jeg føler, jeg har lyst til at blive ved med at drive det fremad.« Så det er menneskets gode, gamle urdrift om at gøre sig bedre, der driver Black Dices værk.

For alt i verden ønsker Eric i hvert fald ikke at låse sig selv fast og nævner et band som Nine Inch Nails, der har gjort netop dét. Han kan godt lide bandet, men det er meget mørkt, det, de laver, og han ser deres egen musik som mere farverig.
»Jeg vil ikke præsentere en stemme på det, vi gør. Det er vigtigt at være åben for en masse måder at udtrykke det, vi gerne vil udtrykke.« Nine Inch Nails derimod virker til at være et brand, mener han.

Han nævner også sine forældre som nogen, der har nået slutningen af vejen, og han mener, det er vigtigt at holde sit sind åben. Men det er noget, man skal arbejde på.

»Jeg føler, vi alle er ret åbne og arbejder med hinandens ideer. Og for mig er det det, Black Dice er. Andre ser det som et band, men for mig er det mit forhold med de her mennesker. De har set det værste og det bedste af mig, og de kan reagere på hvad end, jeg bringer, og drive det videre.«

Deltag i debat