Plader

Drive-By Truckers: The Big To-Do

Sydens tragiske skæbner danner baggrund for flertallet af sangene på Drive-By Truckers’ nye album. De fortælles med kærlighed, humor og et glimt i øjet.

Inden for musikverdenen eksisterer en mangeårig tradition for historiefortælling. Lige fra middelalderens barder til folkemusikken og de første bluesartister. Historier, der blev fortalt fra mund til mund, kom på vers. Historiefortælleren kunne bruge sit instrument i stedet for pen og papir. Han kunne synge i stedet for at berette. Der er blevet længere mellem de rendyrkede historiefortællere i musikkens verden. Godt gemt af vejen findes de dog stadig derude. Heldigvis, for de repræsenterer en sund modvægt til solipsistiske kunstnere, der bruger sig selv som konstant udgangspunkt.

Drive-By Truckers og frontmand Patterson Hood excellerer i historiefortælling. De fortæller om stripperen, der dukker op til et fødselsdagsselskab og skal servicere hovedpersonen. Hvad tænker og føler hun imens, og hvordan er hun endt der? De fortæller om præsten, der blev skudt af sin kone. Hvorfor? Nøglen til gåden ligger i sangens titel: “The Wig He Made Her Wear”. De fortæller om, hvordan lønslaven hader sit intetsigende job, der langsomt suger liv og mening ud af ham.

Hele vejen igennem albummet The Big To-Do hører vi om alle disse forskellige menneskeskæbner. Lige fra beretningen om en gruppe cirkusartister og deres meritter til langvarige drukture og deres konsekvenser. Sangtitlerne alene siger næsten alt. “The Fourth Night of My Drinking”, “This Fucking Job” og “After the Scene Dies”. Der er alle fortællinger fra skyggesiden af livet. “The Wig He Made Her Wear” er sågar inspireret af “Court TV”, hvor kriminalsager udrulles for åben skærm. Her sad Patterson Hood og fulgte dramaet om præstens kone i sagen om mordet på hendes mand. Der var formildende omstændigheder, og hun endte ikke bag tremmer. En af hverdagens små historier, der alligevel indeholder så utroligt mange facetter. Hvis man gider lede efter dem.

Alle disse menneskeskæbner tilsættes rockmusik med sydstats-vibrationer. Som et tankeeksperiment kan lytteren forestille sig, at Bruce Springsteen flyttede fra New Jersey og tog længere sydpå. Så nærmer vi os lyden. Det er dog ingenlunde “Sweet Home Alabama”. Gruppen har et mere moderne udtryk, og sydstaterne optræder mest som baggrunden, hvori sangenes hovedpersoner udfolder sig. Enkelte steder, som på “Get Downtown” går der regulær boogierock i maskineriet. Uden succes. Resultatet lyder sært anakronistisk. Til gengæld er det en enlig, negativ svale.

Pladens sange er nemlig stærke, på trods af at intensiteten daler undervejs. Historierne er spændende og medrivende, og musikken servicerer historierne. Med fordel kunne to-tre numre have været udeladt. Heldigvis har de fleste moderne anlæg en knap, der på magisk vis springer videre til næste nummer, når man trykker på den.

★★★★☆☆

Deltag i debat