Plader

Eagle Seagull: The Year of the How-To Book

På opfølgeren til det fantastiske debutalbum har Eagle Seagull indsnævret lydbilledet en smule, men de lyder stadig som alt godt fra indiescenen og formår stadig at tryllebinde lytteren med genremæssige krumspring.

Der skulle gå fire år, inden Eagle Seagull fulgte op på deres kritikerroste debut fra 2006, hvor sekstetten fra Nebraska blev udråbt som et af de nye indiehåb. Med lydmæssige relationer til Arcade Fire, The Cure og Clap Your Hands Say Yeah! beviste Eagle Seagull, at man godt kunne lave god indierock, selvom man boede syd for den canadiske grænse. Fire år senere har Eagle Seagull nedtonet det genremæssige virvar, og på The Year of the How-To Book, hvor størstedelen af pladen optages af lettere melankolsk indiepop og -rock, lader de til at have fundet deres niche på indiescenen.

The Year of the How-To Book åbnes med den vidunderlige “You’re the Reason Why I’m Afraid to Die”, der lyder, som Arcade Fire formentlig ville have lydt, hvis de havde været glade og tilfredse. De efterfølgende numre bevarer dog ikke just denne atmosfære. Albummet er bygget op omkring den sørgmodige “The Year of the How-To Book”, og ørnemågerne følger lytteren til dørs i et tekst- og lydunivers, der både er smukt og beundringsværdigt . Det er dog alligevel en utrolig opløftelse, da den eminente og næsten dansable “The Boy With a Serpent in His Heart” indleder anden halvdel af pladen og trækker lytteren ud af den trance, som to foregående numre har medført. Selve opbygningen af albummet er fantastisk, idet bandet formår at bryde den melankolske stemning på præcis de tidspunkter, man som lytter har brug for det. Og det medfører, at man anden, tredje og 10. gang, man tænder for afspilleren, hører pladen fra ende til anden og nyder kontrasterne i fulde drag.

Frontmand Eli Mardock lyder som en blanding mellem Win Butler (Arcade Fire) og Robert Smith (The Cure), som på nummeret “I’m Sorry But I’m Beginning to Hate Your Face”. Teksten er her en bittersød pendant til åbningsnummeret, men maskeres i den glade musik for til sidst at bryde facaden med ordene »We don’t talk about anything at all.« Modsat vokalpræstationen på debutalbummet kompletterer Mardocks skiftende vokaler numrene på en sådan måde, at man ikke bliver træt af de mange fraseringer undervejs. Den desperate vokal, som netop er et af kendetegnene for de bands, Eagle Seagull læner sig op ad, får dem dog ikke til at lyde uoriginale, selvom lyden er mere homogen end på debuten.

Helt fri for genreskift er The Year of the How-To Book dog ikke. På “Twenty Thousand Light Years” smides indiefløjlshandskerne, og lydbilledet manifesteres af et guitarriff, der næsten er Queens of the Stone Age værdigt. Eagle Seagull finder dog hurtigt tilbage i det gamle spor med nummeret “We Move Like Turtles Might”, som minder lidt om et Mew-nummer fra Frengers-pladen på grund af den skrøbelige vokal og den underliggende strygerharmoni. Eagle Seagull er dog helt deres egne, hvilket de demonstrerer på den nihilistiske ode “I Don’t Believe in Wars But I Do Believe in Uniforms”. Her understreges det, at de skriver smukke og underfundige tekster, og at de formår at lave nogle fandens gode melodier til at akkompagnere dem.

The Year of the How-To Book er et virkelig godt og velproduceret album, og er man fan af de førnævnte bands – eller indierock i det hele taget – bør man gøre sig selv den tjeneste at lytte til albummet. Og til dets forgænger. Denne gang har Eagle Seagull undgået massiv hype op mod udgivelsen, og de får derfor sandsynligvis ikke så meget opmærksomhed som sidst. Men det har de fortjent.

★★★★★☆

Deltag i debat