Plader

Ellie Goulding: Lights

Skrevet af Zenia Menzer

Ellie Goulding smider med lige dele uskyldig naivitet og ben i næsen et indiepoppet debutalbum på gaden, som det er svært ikke at lade sig rive med af.

Indrømmet: Lights er et rigtigt tøsealbum. Men jeg kan godt lide det, og jeg kan godt lide Ellie Goulding. Albummet er meget umiddelbart og åbent og inviterer lytteren ind i en sfære, hvor tingene på en eller anden måde bliver lettere og lysere på trods af lyrikken, der til tider står som modvægt til den blomstrende instrumentale verden.

Fra start til slut bliver man som lytter taget i hånden af Goulding, der med sin stemme skiftevis indtager en varm og blød moderrolle for kort efter at befinde sig i lillepigerollen, hvor hun får formidlet en skrøbelighed, der minder én om de barndomsdage, hvor man var velsignet ved at være omkranset af sine forældres kærlighed og beskyttelse. Den kærlighed og beskyttelse, der gør børn så fantastisk privilegerede, men som de først opdager mange år senere.

Det hedder sig, at barndommen er en skøn tid – efter den er gennemlevet. Dette er en påstand, der nok er noget om, fordi vi – når vi vokser op – ser på børns problemer og tænker, at de i virkeligheden ikke har nogen. Det kan godt være, Tobias henne i børnehaven føler, hans verden er ved at ramle, fordi han ikke vil have de røde sutsko på, men som voksne ved vi, at der findes problemer, der strækker sig videre end til blot at omhandle os selv og vores egne egoistiske krav og behov. Men man må også huske på, at børns verdener naturligt er mindre end voksnes, og derfor når deres blikke ikke så langt. Når vi vokser op, vokser vores opgaver og kravene til os samtidig, og derfor kan det være rart at se tilbage til barndommen, hvor kravene ikke var så store. Netop dette spænd – mellem barnet, der har oplevet privilegiet af omsorg, og den samme person, der er vokset op – udspilles på magisk vis på dette album, fordi begge verdener har indlogeret sig i Gouldings vokal.

Det indledende nummer på albummet, “Guns and Horses”, viser Goulding fra den mere voksne side, både lyrisk og vokalmæssigt. Hun får lagt lidt kant på vokalen, specielt i slutningen af sangen, hvor der ikke lægges vægt på, at det nødvendigvis skal lyde sukkersødt, men i stedet fremstå stærkt. Det fungerer godt sammen med lyrikken, hvor Goulding proklamerer: »If I could erase the pain / maybe you would feel the same / I would do it all for you, I would.«

I kontrast til dette står nummeret “The Writer”, som er en poppet ballade, hvor Gouldings vokal fremstår fin og smuk. Også på dette nummer udfolder Goulding sig mest hen mod slutningen, hvor hun lægger en overstemme på omkvædet. Her viser hun i særdeleshed, at hun har en flot stemme, og at hun kan ramme de høje toner uden problemer. Sangen afsluttes ved, at hun synger omkvædet a cappella, hvilket fremhæver det skrøbelige og sårbare element, som ligeledes udtrykkes via lyrikken, som bl.a. lyder: “Why don’t you be the writer and decide the words I say / Cause I rather pretend, I would still be there in the end / only it’s too hard to ask, would you try to help me?«

Lights fremstiller den unge sangerinde fra flere vinkler, og både det beskyttende og det beskyttede element går igen på albummet, som dermed også indbyder lytteren til at indtage forskellige positioner. Man bliver skiftevis inviteret til på den ene side at lade sig holde om, blive passet på og være den lille og på den anden side at træde i kraft som den, der har overblikket og autoriteten til at træffe nogle valg og sørge for andre mennesker.

Goulding bruger sin stemme til at åbne for adskillige dele af sig selv, og netop derfor får hendes debutalbum en særlig ægthed og en påvirkning, der kryber ind under huden på én. Det er særegent for hendes vokal, at den indeholder både den barnlige skrøbelighed og den mere alvorlige tone, og hun viser, hvordan man sammensætter et album, så det fremstår stærkt og dominerende ved brug af blide og skrøbelige egenskaber.

★★★★☆☆

Deltag i debat