Plader

Everybody Was in the French Resistance…Now!: Fixin’ the Charts Volume One

Skrevet af Jonathan Heldorf

Superbriten Eddie Argos, der kan få alt til at rime, er sjovere, end han er god på denne musiske offensiv, hvor Art Brut er blevet ladt i stikken til fordel for kæresten Dyan Valdés.

Underholdning er altid i fokus, når Eddie Argos stiller sig bag mikrofonen. Om ikke en stor musisk oplevelse kan man godt forvente at blive underholdt på bedste vis, når man ser giraffen i levende live. Normalt er underlægningen drengerøvs-indie-britrock, men på dette voldsomt iscenesatte udspil er de fængende hooks byttet ud med noget vattet kabaret, hvor stilen er genkendelig og letsindig, udtrykket er karikerende og den musiske udførelse trættende og idéløs.

Hver sang på Fixin’ the Charts Volume One bærer på en sjov reference og et modsvar til et tidligere radiohit, hvilket vil sige, at eksempelvis Michael Jacksons “Billie Jean” bliver vendt på hovedet og omskrevet til “Billie’s Genes”, og Frank Sinatras ”My Way” får svar på tiltale i ”My Way (Is Not Always the Best Way)”. Ideen er sjov og til tider tiltrængt, men nyhedsværdien og holdbarheden ryger hurtigt fløjten, fordi sangene for det første ikke er voldsomt catchy, og for det andet fordi man i flere tilfælde, når man ser, hvilken sang der refereres til, får større lyst til at høre inspirationskilden frem for Argos’ resultat. Mange af de her sange har simpelthen ikke pondus nok til at nå ud af studiet med andet end nogle sjove tekster som bærende element.

Men teksterne er til gengæld også svære at sætte en finger på. Der går nemt sport i at lytte efter Argos’ underfundige rim, for lad os indse det – ingen kan skrue et rim sammen som Eddie Argos. Til dels er hans stereotype britiske accent behjælpelig, fordi det er så tilforladeligt at dreje vokaler og overtrumfe konsonanter som indfødt brite, men hans opfindsomhed er et talent, få besidder, og når han udtaler: »It’s okay to walk alone/ I can do this on my own/ it’s First Blood: Part 2 and I’m Stallone/ I’m Aguirre seizing the throne/ I’m Bob Dylan after Joan,« sidder smilet automatisk i mundvigen.

Det store problem med Argos er blot, at han simpelthen ikke kan synge. Faktisk synger han sjældent, selv når han burde; det er altid en form for rytmisk tale, der ikke helt lader sig kategorisere som andet end pitchet dvælen ved vokaler, og de fleste gange er der bare tale om overdreven artikulation, hvilket ikke holder på lang sigt, når de andre instrumenter ikke går ind og tager mere ansvar, som de gør i Art Brut.

Dyan Valdés, der normalt spiller keyboard i indierockbandet The Blood Arm (det kan sagtens anbefales, at man spilder lidt tid på dem!), har en meget tydelig finger med i kompositionen af sangene. Hendes keyboardspil er let genkendeligt og dejligt letflydende som i en skolekomedie, men det bliver aldrig rigtig andet end sødt og temmelig skolet på Fixin’ the Charts Volume One. Igen er problemet, at hun plejer at spille op mod nogle dejlige guitarhooks, der bare ikke er til stede her.

Uanset hvad det er for en kæphest, Argos har med gang på gang at ville fixe hitlisterne, så tvivler jeg stærkt på, at det bliver med Everybody Was in the French Resistance…Now!, at det sker. Jeg synes, han burde koncentrere sig om at få Art Brut op på hitlisterne, for Everybody Was in the French Resistance…Now! er et udmærket, men løjerligt og fodnote-agtigt foretagende, der måske kunne gøre sig nogenlunde udformet som en musical, men ikke er noget, der vækker lyttelysten til hverdagsbrug – dertil er det for ‘lige ud ad landevejen’, og kontrasten mellem den baggrundsagtige komediemusik og den turbotalende vokal er for stor og for modsatrettet til at fungere homogent her. Det er meget sjovt, men heller ikke mere.

★★½☆☆☆

Deltag i debat