Plader

FM Belfast: How to Make Friends

Skrevet af Jonathan Heldorf

FM Belfast har lavet en guide til, hvordan du får venner. Næste gang bør de i stedet koncentrere sig om at lave en guide til, hvordan man undgår at lave intetsigende electropop.

Du kender beatet, du kender lydene, og du kender konceptet. En-to-tre-fire, en-to-tre-fire. Pumpebas og knasende og skvulpende synth, lidt percussion og hænder, der klapper på off-beatet. Sådan. Så mangler vi blot, at bandet består af et par venner, der er gået sammen for at have det lidt sjovt, og at projektet har udviklet sig eksplosivt derfra, så har vi en strålende fin kliché. Giv den op for FM Belfast, mine damer og herrer.

How to Make Friends starter fornuftigt med nummeret ”Frequency”, der er godt bygget op og sørger for at holde lytteren beskæftiget, men indtrykket hæmmes desværre af den vulgært teatralske falset, der hægter sig på i størstedelen af sangen. Heldigvis tager ”Underwear” over som pladens toer og gør det rigtig godt. Melodien er god, temposkiftene effektfulde og stemmerne tilpas afslappede og udfordrende på samme tid. Sammen med ”Par Avion” (der leveres med en god portion humor) og ”Tropical” er det pladens bedste skæringer. De resterende syv numre ligger desværre langt under dette niveau.

Havde det ikke været for den påtrængende monotoni og kreative tomgang, der udvises på How to Make Friends, kunne pladen måske være blevet helt hæderlig, men de sparsomme virkemidler (en-to-tre-fire, pumpebas/synthbas, og så en ikke altid særlig nærværende vokal) bliver gennemtæsket igen og igen, nummer efter nummer! Det er træ-æ-æ-æls! Hvor er de små gøglerier? Hvor er hokuspokusen? Hvor er fiffigheden og legesygen? Eftersigende på scenen. Bandet indtager til sommer Roskilde Festival og at dømme ud fra deres ry, så giver FM Belfast den GAS, GØGL og SHOW for alle pengene til deres koncerter!

Jeg håber i hvert fald på, at de sparker rø-ø-ø-øv live. Jeg kan egentlig godt forestille mig det. Deres lyd indikerer, at de hellere vil bruge tid på at underholde end på egentlig at lave fængende og lyttelækker musik. Men smid dem ind på Cosmopol en sen aften, stik mig en frivol cocktail og skru helt op for den synth, så skal du se mig opføre mig pinligt og vrænge med på ”President”: »I can be Mrs. President / you can be Mr. President.« WUUUHUUU!! Og så for en gangs skyld en lidt off-beat rytme. Jeg kan godt se det for mig.

Men hvis der er noget, man ikke skal røre ved som electropopband (og det beviser FM Belfast på blændende vis), så er det Rage Against the Machine. Nummeret ”Lotus” er nemlig en fortolkning – så langt ude i hegnet – af klassikeren ”Killing in the Name”. Tak for lort og lagkage, FM Belfast! Hvis Rage Against the Machine – trods den helt sindssyge efterspørgsel blandt festivalgængere – ikke bliver offentliggjort på årets Roskilde Festival, foreligger der med ”Lotus” et usandsynligt dårligt alternativ for alligevel at høre lidt til Morello og Co. via FM Belfast til sommer.

Hvad sidder jeg egentlig tilbage med? Små fire udmærkede sange, nogle seriøse vildskud og igen andre sange jeg godt kan forestille mig kunne fungere live, men altså ikke gør det optimalt på plade. De fire islændinge, der har spillet sammen i snart fem år, viser ikke umiddelbart med How to Make Friends, hvorfor det er lige præcis dem, og ikke ethvert andet electro-popkoncept, man bør investere sin formue og sin tid på. Øv bøv.

★★☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Jeg lyttede lige til et par klip fra pladen, og efter at ha’ lyttet et par sekunder orkede jeg ikke mere.
    Er meget enig med anmeldelsen.
    Lyder i mine ører som The Knife uden substans og den underspillede melankoli de mestre, når de er bedst. 2X øv bøv. :(

  • Jeg kan godt se hvad du mener, men er slet ikke enig… Det er ikke nyskabende på nogen måde, nej, men det behøver det vel ikke være for at virke?

    Jeg så dem på Spot 2010 i lørdags, og ud af de små 130 koncerter der var, og de små 25 jeg så, var FM BELFAST´S By far den vildeste, fedeste, og tonsertunge af dem! Så de virker i hvertfald live!

Deltag i debat