Plader

For Against: Never Been

Skrevet af Jonathan Heldorf

Et ubeslutsomt navn til et band med dybe rødder. En selvudslettende titel til en darkwaveplade, der aldrig peaker. En anmelder, der er både for og imod.

Hvis man som band inkorporerer ordet ’against’ i sit navn, ligger der, i min referenceramme, allerede inden jeg har hørt musikken, nogle forudindtagede ideer om, at jeg har med punk at gøre. Men dualiteten i ’for’ og ’against’ ophæver ligesom disse præsuppositioner, hvilket – inden jeg satte pladen på – gjorde mig både nysgerrig, forbeholden og forvirret. Set i bakspejlet giver det dog god mening, da et nøglebegreb på Never Been er dualitet. Således er det ikke punk, For Against ligger tættest på, men derimod postpunken.

Jeg har aldrig hørt om For Against, selvom de har været i gang i over 25 år og har udgivet ni albums, men det første ord, der lander på notesblokken, så snart pladen er på anlægget, er igen ‘dualitet’: For Against har nærmest gjort en stil ud af at opstille modsætningsforhold. Når musikken er let og glad, er vokalen ofte tung og fremmedgjort, og når vokalen hiver dur-stik hjem, slæber musikken sig gennem en sump af melankoli. Som pladen skrider frem, bliver sangene dog mere og mere entydige og ender med – på de sidste fem numre – at flyde sammen i en skål af salte tårer.

Som sagt holdes universet oftest i dystre toner, men samtidig sker det med en lyd så clean, at alle gnidninger preller af som vand på en vokset overflade. Rumklang er et stensikkert nøgleord og en altoverskyggende faktor, der gør Never Been mere ulækkert dekadent og højtflyvende, end den burde være. Den foregående sætning kom fra et blødende rockhjerte, men med en Pet Shop Boys-agtig vokal og et grædefærdigt keyboardhelvede forbliver den tristesse, For Against dyrker så voldsomt, uforløst og indestængt. Jeg mangler katharsis. Udløsning.

Lad os lave et tankeeksperiment, hvor For Against bare en gang imellem trådte sømmet i bund og brugte nogle crash-bækkener og lidt overdrive-pedal. Så ville vi nærme os noget af det rigtige, for på mig virker det grænseløst utilfredsstillende, at man bygger op og bygger op og bygger op til et klimaks, der aldrig kommer. Jeg har svært ved at acceptere musikken på dens egne præmisser, men det er måske, fordi For Against i høj grad læner sig op ad den progressive genre uden at ville tage skridtet fuldt ud – eller i det mindste, som f.eks. Porcupine Tree, forholde sig til genren uden at blive alt for fastlåst i den. Der mangler forløsning og energiudladninger hos For Against.

Dualiteten overføres også til denne anmeldelse: Trods min frustration over den manglende renselse er der temmelig catchy øjeblikke på Never Been. Især skiller “Antidote” og “Different Departures” sig ud fra mængden. De besidder begge det deprimerende og det håbefulde på samme tid – og så hænger de godt fast i ørerne. Desværre bliver billedet en smule smudset af de klichéprægede tekster; her et eksempel fra sidstnævnte sang: »You were dealt such a difficult hand/ you thought no one would understand.«

Det ville virke underligt at prøve at skjule, at darkwave og progressiv musik generelt ikke er noget, jeg falder i svime over, så det må man selvfølgelig tage forbehold for, inden man forkaster Never Been. Pladen har da også sine kvaliteter, men før For Against begynder at bruge lidt mere støj, vil jeg ikke ofre flere ord på bandet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat