Koncerter

Get Well Soon, 23.03.10, Loppen, København

Skrevet af Signe Palsøe

Tirsdag bød Loppen på tysk grundighed. Get Well Soons Konstantin Gropper er mand for at komponere en iørefaldende og arty indierock-sang, men i tilbageholdende versioner var ikke alt lige interessant.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Get Well Soons Konstantin Gropper er et emo kid gone good. Skjorten, vesten, det røde, smalle slips. Pandehåret, der med stor præcision er svunget, så det som en sort barre i et kriminalmagasin intet andet dækker end øjnene. Og den lidt kejtede indelukkethed, der indimellem viger for et aggressivt frontalangreb med guitaren. Et image, der opbrydes af fascinationen ved at indlemme litteraturkanoniske værker og klassiske instrumenter i fremstillingen af hans pompøse og referencemættede indierock, der senest kunne høres på Vexations, som udkom tidligere på året. På denne plade arbejdede Gropper for første gang sammen med en større skare musikere udefra, og de mange mennesker på scenen var da også det umiddelbart mest iøjefaldende element ved tirsdagens koncert på Loppen.

Ikke at det skulle vise sig at gøre nogen forskel for andet end den instrumentelle alsidighed, for det var et stramtspillende, dygtigt og fåmælt ensemble, der havde indfundet sig på Christiania. Med koreografisk præcision kom de på scenen til lyden af “Nausea”s spoken word, der også indleder Vexations, og lod nummeret lede over i den iørefaldende “Seneca’s Silence”, som blev efterfulgt af et par indslag fra debuten fra 2007. Tysk grundighed. Ingen unødig snak, ingen afvigelser fra numrenes oprindelige struktur, men en nøgtern præsentation af de gode melodier, Gropper ofte har været mand for at komponere.

Get Well Soons akilleshæl er i albumsammenhæng en tendens til musikalsk dødvande, hvor introverte passager kan fremstå som direkte kedelige i deres monotoni. Således er et fysisk møde med publikum en oplagt mulighed for at luge ud, peppe op eller dreje sit materiale i en ny retning, og derfor var det egentlig lidt skuffende, at Gropper og band holdt sig til en stram, ofte lidt tung fremførelse af materialet og kun sjældent søgte kontakt til de fremmødte. Det virkede, når et oplagt højdepunkt som “We Are Free” fik lov at tale for sig selv, og det var yderst forfriskende, da Gropper med sit accenttunge engelsk pludseligt indledte en hyldest til dansk filmindustri. Ikke overraskende havde især “Antichrist” gjort indtryk, og Gropper påstod, at bandet havde været i den samme tyske skov som von Trier for at optage visuals til deres koncerter, men at ham, der stod for fremvisningen, var syg. Måske heldigt nok for os, da der efterfølgende røg et intenderet tykt »get well soon« og en fin version af “Werner Herzog Gets Shot” i hans retning – drevet af en spændende xylofongang under Groppers dystre vokal, og det var en velvalgt overraskelse at følge op med en coverversion af den dynamiske “Born Slippy”.

Herfra dalede intensitetsniveauet desværre endnu en gang betragteligt, og interessen vågnede først rigtig igen til ekstranumrene, der afsluttedes godt med en intens version af “A Burial at Sea”, som ellers ikke gør synderligt væsen af sig på Vexations. Trods det temmelig påfaldende ved, at bandet undlod at spille “We Are Ghost”, der ellers er et af de mest imødekommende nye numre, lagde Get Well Soon låg på aftenen på fin vis. Ikke desto mindre undgik de ikke at give et samlet indtryk, der var noget tamt. Det er ikke svært at se, hvordan Groppers fåmælte person har givet ophav til en række stille, drivende passager, men desværre fik de ikke tilført den kant eller personlighedsmæssige modvægt i deres formidling, som man kunne have håbet på. Mødet med Get Well Soon var præget af store udsving, flotte højdepunkter, monoton vuggen, dygtigt håndværk og en følelse af ikke at modtage så forfærdeligt meget mere end dét, man kan høre hjemme i stuen.

★★★☆☆☆

2 kommentarer

  • Sikke en skam at deres visuals-fyr var blevet syg. Koncerten i Århus var helt fænomenal – og i høj grad takket være en fantastisk flot billedside. Det var lidt som at være i biografen og se en film, bortset fra at billederne var i baggrunden og filmmusikken var i forgrunden. Det spillede rigtig godt sammen.

    Et øjeblik der kunne være faldet fuldstændigt igennem viste sig at at udløse et kæmpe bifald. Til slut i “Tick tock goes my automatic heart” slukkes alt lys på scenen og tilbage står kun Konstantin og hans søster, som synger omkvædet uden forstærkning. To projektører rettes ud mod publikum, som pludselig kommer i fokus. Lidt akavet, men et modigt og utraditionelt move. Og det blev belønnet. Skønhed!

  • Hej Camilla

    Ja, jeg kan sagtens forestille mig, at det har gjort en betydelig forskel med de visuals. Som jeg skriver, var der noget spøjst koreograferet ved deres optræden. Først da Gropper selv bragte det på banen, gik det op for mig, at de nok havde noget at gøre med, at de er vant til at time deres optræden efter, hvad der foregår i baggrunden – og ikke selv være så meget i fokus. Her virkede det nærmest lidt påtaget højtideligt, og det blev kedeligt i længden. Godt at høre, at du havde en bedre oplevelse i Århus.

    Mvh. Signe

Deltag i debat