Plader

Gigavolt: Hidden Kingdom

Danske Gigavolt leverer med Hidden Kingdom et folket, eventyrligt album, der sætter drømme og tanker i gang. Indimellem er det dog på grænsen til at blive langtrukkent.

Titlen på danske Gigavolts album Hidden Kingdom lyder næsten eventyrlig. Som en reference til en skjult drømmeverden a la C.S. Lewis’ Narnia eller J.M. Barries Neverland. Albumtitlen er meget passende, for musikken er så afdæmpet eftertænksom og drømmende, at lukker man øjnene og lytter, kan man hurtigt forsvinde ind i sine egne tanker og dagdrømme.

Og dejlige dagdrømme bliver det langt hen ad vejen, for Gigavolts musik er gennemgående smuk uden at være prangende. Den er stilfærdig. Bandet har desuden taget sig god tid til at kæle for alle de små musikalske detaljer, hvilket gør, at hvert enkelt nummer fremstår utrolig gennemarbejdet og med et strejf af perfektionistisme. Intet er overladt til tilfældighederne, og alt lyder helt som det skal. Og noget bliver næsten lidt for perfekt at lytte til…

Enkelte numre er helt uden vokal, og indtil flere har lange vokalløse sekvenser, hvilket for alvor giver plads til den lidt mystiske stemning, der går igen albummet igennem. For eksempel indledes det første nummer, ”Partitions”, med en cirka to minutter lang melodisk optakt til den afdæmpede vokal, der har en snert af tristesse over sig.

Som man næsten kan regne ud, er Hidden Kingdom et af den slags albums, man skal være i et bestemt humør for at lytte til. Det er ikke det, man sætter på en fredag aften, inden man skal af sted i byen. Men er man i humør til stille og flot udført melodisk indiefolk, og længes man efter musik, der kan virke næsten mediterende, er Gigavolt det helt rigtige valg.

Er man derimod ikke 100 pct. i dét humør, kan Hidden Kingdom virke noget tungt i det. Med akustiske numre på op til 12 minutter skal man holde tungen lige i munden, men tager man sig tid til at lytte rigtig grundigt, og er man indstillet på at lytte på albummets egne præmisser, kan man faktisk få en ret god oplevelse ud af Hidden Kingdom.

Det, Gigavolt er gode til, er at skabe en helt speciel drømmende og magisk stemning. Og er man klar til at lade sig blive revet med af bølgerne fra det eventyrlige hav, der udgør Hidden Kingdom, kan man ende med at blive helt opslugt – og i de godt 70 minutter, albummet varer, virkelig forsvinde ind i sit eget skjulte rige. Det er ikke et album, der vil blive hevet frem tit, men på de der dage, hvor man har brug for at drømme sig langt væk og slappe helt af i sit eget univers, vil det blive nydt og værdsat.

Albummet kan hentes gratis på www.ghostdrome.com.

★★★★☆☆

Leave a Reply