Plader

Ike Yard: Öst

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Öst, der er Ike Yards første udgivelse i 27 år, er en ep med to industrielle postpunknumre, der med held formidler en urovækkende følelse. To remix af selv samme numre trækker desværre helhedsindtrykket af udgivelsen ned.

Inde i coveret til det eksemplar af Öst, jeg er i besiddelse af, ligger en lille seddel. På sedlen står der, at sangrækkefølgen på selve pladen ikke stemmer overens med det, der står på bagsiden af pladecoveret. Mp3-versionen af pladen vidner om, at der er tale om et fejltryk af pladen frem for en trykfejl på coveret. Hver side på denne 10-tommer-udgivelse skulle have indeholdt et Ike Yard-nummer og et remix af selv samme nummer. Det er uden tvivl en god idé, da det gør det nemmere at lytte efter forskelle og ligheder mellem original og remix. De to remix-versioner er imidlertid lidet interessante, så det er faktisk at foretrække, at de er placeret på B-siden, mens Ike Yard har A-siden for sig selv.

Det danske selskab Phisteria kalder med ublu stolthed over at stå bag ep’en Öst Ike Yard for et legendarisk newyorker-band. Det vil jeg gerne tillade mig at være lidt forbeholden over for, da man vel næppe kan sige, at Ike Yard i sin samtid gjorde sig så markant bemærket, at bandet nu har legende-status. ‘Skelsættende’ er vist en bedre betegnelse for den musik, Ike Yard rumsterede med i de tidlige 80’ere. Ike Yard er den type band, der ikke fuldt ud formåede at finde sin egen velfungerende form i sin samtid, og dertil bar bandets kompositioner præg af manglende retning og mål. Til gengæld kan bandets eksperimentelle numre næsten kun have inspireret de genremæssigt beslægtede bands, der har hørt dem.

Ike Yards dystre og følelseskolde synthprægede numre, der rummer visse lighedspunkter med samtidige bands som Cabaret Voltaire, Suicide og Public Image ltd., peger frem mod senere elektroniske navne som Aphex Twin og Autechre. Spørgsmålet er dog, om de bands, hvor inspirationen fra Ike Yard kan spores, overhovedet har hørt om newyorkerne. Trods en forbindelse til det i sandhed legendariske pladeselskab Factory er historien om Ike Yard i hvert fald ikke den, der fylder mest i de musikhistoriske annaler. Ike Yard er vist mest af alt toneangivende retrospektivt set.

Öst er Ike Yards første udgivelse siden A Fact a Second fra 1982. Ep’ens to Ike Yard-numre er egentlig blot en genoptagelse af bandets lyd fra de tidlige 80’ere. Som dengang er numrenes gennemgående byggesten synthtoner, trommemaskine-rytmer, bevægelige basgange og en følelseskold vokal, men begge numre er mere formfuldente end størstedelen af de eksperimenterende sager, man kan høre på opsamlingen 1980-1982 Collected.

Ep’en åbner med “Oshima Cassette”, der er et ældre nummer, som først nu er blevet indspillet. Selvom nummeret stopper brat og lettere uforløst, har det en overordnet idé, som Ike Yard lykkes med. Det er et nummer med et kontrastfyldt lydbillede, og som lytter bliver man på én og samme gang trukket ind i og skubbet væk fra Ike Yards dystre synth-univers. Piskende synthlyde og rullende basgange, der stiger og falder i intensitet, trækker lytteren ind i værket, mens en koldt messende vokal og atonalt pibende synthlyde skaber afstand. “Oshima Cassette” er foruroligende på en sært dragende måde.

Også “Citiesglit” er sindsforvirret. Det er følelsen af at sidde og kigge ud af lejlighedsvinduet og spejde over hustagene på den anden side af gaden. Man kan svagt skimte stjernerne, og i et kort øjeblik nyder man denne skønne udsigt, og man glemmer helt, at man befinder sig midt i en storbys virvar. Man er alene, men omgivet af mennesker. Og noget er, som det ikke burde være. Det sagte udgangspunkt med sværmerisk synth bliver forvandlet til et kaotisk lydbillede uden faste holdepunkter. Man bliver hevet ind i et urovækkende univers, hvor synthen er et fernis af skønhed, men under overfladen bliver man forstyrret af en kølig, mumlende mandsstemme, svagt buldrende trommemaskiner, skæve synthtoner og fornemmelsen af en tudende ugle og en dryppende vandhanes urovækkende tilstedeværelse.

Ike Yard formår med sine dystre synth-numre at vække en uro i lytteren. Det samme kan desværre ikke siges om hverken Wäldchengarten eller Hinsidans versioner af henholdsvis “Oshima Cassette” og “Citiesglit”. De to danske ambientbands remix er kedsommelige reduktioner, hvor stort set kun den industrielle støj er tilbage. Deres ambiente favntag med Ike Yard lægger afstand til lytteren, der hverken bliver ramt i kroppen eller sjælen. Man forbliver upåvirket på en utilfredsstillende måde.

Hos Wäldchengarten bliver der leget med intensiteten i de skurrende droner, og til at skabe lys i mørket kan kvidrende synthlyde høres svagt i horisonten. Denne kontrast fungerer egentlig udmærket, men de nuancer eller det element af overraskelse, der kunne have retfærdiggjort remixets ensporede opbygning, dukker aldrig op. Samme mangel på forløsning er problemet med Hinsidans stemningsopbyggende version af “Citiesglit”. Igen – men meget langsommere – bliver der, forenklet beskrevet, blot skruet og op ned for støjen. Det griber én i en forventning om, at det vil bære hen mod et interessant brud på strukturen. Det sker bare ikke.

De to remix-versioner af Ike Yard er ikke særligt givende. Hverken i deres egen ret eller som interessante bud på, hvordan Ike Yards originale versioner også kunne lyde. Vidste man ikke bedre, ville det faktisk være umuligt at høre forelæggene i de to remix-versioner. Derfor er kun halvdelen af Öst interessant. Personligt vil jeg næppe høre pladens B-side igen, mens jeg til gengæld gerne vender tilbage til A-sidens to Ike Yard-numre.

★★★½☆☆

2 kommentarer

  • Hej Lasse

    En mindre rettelse :

    – Titlen på Ike Yard’s debut album på Factory Records er ikke , som du skriver, ‘A Fact A Second’ – ej heller som mange fejlagtigt tror ‘A Second A Fact’. Faktisk har pladen ingen titel.

    ‘A Fact A Second’ eller ‘A Second A Fact’ trykket på coveret er katalog nr. for udgivelsen : FA2 , second release on Factory America.

    MVH/
    Karsten.
    phisteria

  • Hej Karsten

    Ja, det kunne godt have været præciseret i anmeldelsen, at der er tale om katalognummeret – ikke pladetitlen. Jeg er klar over, at pladen er uden titel, men jeg valgte at kalde den A Fact a Second, da den er kendt under denne titel. Det er f.eks. den titel, der står i biografien på Ike Yards myspace.

    Venlig hilsen
    Lasse

Deltag i debat