Plader

Kiss Kiss Kiss: Release the Birds

Skrevet af Anna Møller

Kiss Kiss Kiss spiller up-tempo-rock med elektroniske elementer og synthet 80’er-feel, der holder langt hen ad vejen. Dog kunne bandet med fordel udforske andre aspekter end ‘full-throttle, gang i den’-registret.

Kiss Kiss Kiss er talentfulde og har en energi, der gør dem oplagte til dansegulvet og helt sikkert også ville have fået mig op på bordene og danse, hvis de havde spillet til min gymnasiefest. Her syv år efter, at dét tog er kørt, har jeg imidlertid nogle problemer med bandet. Dels bliver jeg lettere forpustet af det tempo, Kiss Kiss Kiss holder gennem næsten samtlige sange på albummet, dels mangler sangene variation. Det er to sider af samme sag, og sammenlagt får de mig til at snappe efter vejret. Hvis det var mig, der var på dansegulvet, ville jeg skrige: »Hvornår er det tid til en sjææææler?«

Det er ikke bare det høje tempo, der er et problem, men også, at næsten samtlige sange ikke varierer tempoet, og derfor er de svære at skelne fra hinanden. Det ville måske være et mindre problem, hvis alle numre holdt samme høje niveau, men de numre, jeg især har problemer med, blander sig med mit indtryk af de andre numre, så de få dårlige æg forpurrer resten. Således sad jeg efter de første par gennemlytninger og tænkte: “Funky town” (“The Visions That We Share”, der ellers er udmærket) møder “Apache” (“Flesh”) – på den dårlige måde. Jeg har helt klart et problematisk forhold til de mere funky elementer på pladen, der f.eks. kommer til udtryk i “Recorded Smiles” og “Flesh”, der er pladens dårligste numre. De mange effekter, hooks og breaket undervejs, hvor guitaren lige får lov at stå alene, og (især) den funky brug af guitar og bas er alt for meget, og jeg har på fornemmelsen, at Kiss Kiss Kiss ville være bedre, hvis de holdt lidt igen med effekterne.

Der kunne godt have været lidt mere styring i produktionen (som Tomas Høffding fra WhoMadeWho har stået for), så trangen til at fylde mere, mere og mere på blev holdt lidt nede. På den måde ville sangene også have stået stærkere hver især, i stedet for at være tre minutters legepladser til alskens gejl der har til formål at få lytteren OP af stolen og UD på dansegulvet. Dog skiller albummets to sidste numre sig ud fra de andre, og “People”, der har færre elementer end de øvrige, og i særdeleshed afslutteren “Vacuum” fungerer som meget tiltrængte åndehuller – dog lige lovlig sent.

Netop “Vacuum” er – til trods for, at jeg synes, jeg har hørt det før – pladens bedste nummer, fordi det giver en tiltrængt pause til de rødglødende dansesko og giver plads til den sjæler, der kan være brug for efter Release the Birds’ første numre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat