Plader

Liars: Sisterworld

De altid overraskende og nytænkende Liars plejer at være garant for radikale ændringer i deres udtryk, når de udsender nyt, men på Sisterworld er den eneste overraskelse desværre, at de for første gang står i stampe.

Det er altid spændende, når musikere fornyer deres udtryk fra én plade til en anden, men det er ikke rimeligt at forvente, at en ny plade fra et ellers nok så fremsynet band skal byde på en radikal afvigelse fra deres hidtidige udtryk. Og det er helt sikkert urimeligt decideret at forlange det.

Dog er Liars næsten en undtagelse i denne sammenhæng, for indtil nu har hver eneste af deres plader budt på en radikal nytænkning af deres hidtidige virkemidler og udtryk – vel at mærke uden nogen som helst kvalitative udsving.

Debuten They Threw Us All in a Trench and Stuck a Monument on Top var noget af det mest konsekvente og kompromisløse, der overhovedet kom ud af New York i starten af 00’erne, og hvis nogen troede, de derefter vidste, hvor de havde Liars, blev de snydt gevaldigt af den fænomenale opfølger, They Were Wrong, So We Drowned. En udsyret og dronende konceptplade om hekseforfølgelser, der udfoldede bandets potentiale totalt.

Herefter gik de endnu en egen vej med deres definitive mesterværk, den højst originale og trommevisionære Drum’s Not Dead. Her flød alt sammen på et abstraktionsniveau, der var langt ude i den konceptuelle hamp, men som aldrig nogensinde mistede en forankring i dybe følelser og såret affekt, hvilket resulterede i en hidtil uhørt følelsesmæssig dybde i Liars-udtrykket.

Herefter var det svært at se, hvor bandet så kunne begive sig hen, men eventuelle bekymringer blev gjort til skamme af Liars fra 2007, der på dybest set logisk vis er deres regulære rockplade, med alt hvad dertil hører af melodisk overskud og kontant tilgang sangskrivningen.

Og nu er det så svært at se, hvordan Liars kan lave en vital plade og samtidig undgå at betræde mindst et par stier, som de før har frekventeret. Man har ganske simpelt vænnet sig til, at en ny plade fra Liars er et helt nyt udtryk med en helt ny tilgangsvinkel, og at skulle leve op til forventningerne om overraskelse og nytænkning er – hvor urimeligt det end forekommer – en stor del af bandets udtryk.

Sangene på Sisterworld viser da også Liars træde vande for første gang. Igen er pladen bygget op omkring et koncept, der dog er langt vagere end tidligere. Der antydes noget med undergrundsverdener og en udforskning af de strømme, der udgør livet i den moderne metropol, men på intet tidspunkt trænger de konceptuelle kvaliteter så rent og befriende vanvittigt igennem som på eksempelvis They Were Wrong, So We Drowned.

Der er en fornemmelse af metaltræthed over Sisterworld, og generelt lyder sangene da også som et mix af det udflydende, men koncise udgangspunkt fra Drum’s Not Dead og den mere pågående tilgang fra debuten. Især første halvdel af pladen, med sange som “Scissor” og “Scarecrows on a Killer Slant”, forsøger at forbinde det tålmodigt opbyggende med det hårdtslående, men samtidig giver de både køb på bandets overraskende og aggressive kvaliteter og på alle umiddelbart engagerende elementer. Når lydbilledet flyder ud, bliver det kedeligt, og når Angus Andrew forsøger at gå mere rent og afbalanceret igennem end tidligere, føles det lidt, som om Liars er blevet tæmmet.

Hvis man lytter til den udbredte brug af strygere og blæsere og bider mærke i de ofte velovervejede sangstrukturer, er det tydeligt, at Sisterworld er en langt mere gennemarbejdet og sirligt udført plade, end man er vant til at høre fra Liars, men det har kostet dem deres umiddelbarhed og de primale energier, der før gjorde dem så vitale. Gennemarbejdetheden lader sig simpelthen ikke høre, den giver sig mere udslag i en form for ligegyldighed. Numrene når aldrig at blive spændende, når de på en gang vil være udflydende og korte og kontante.

Generelt savner man konsekvens i denne ombæring, og det er netop kun, når den enkelte sang udformes ud fra en repeterende og mere klar grundidé, at den virkelig giver genlyd. Det sker midt på pladen i form af den relativt lange ”Proud Evolution” og på den smukke afslutter ”Too Much, Too Much”, der genopdager nogle af de mere emotionelle kvaliteter fra Drum’s Not Dead.

Ellers er Sisterworld en noget tynd omgang fra et band, man forventer noget helt nyt og fantastisk fra, hver eneste gang de udsender en ny plade. Men selvom de her står i stampe, er der trods alt langtfra grund til at miste troen på et af de seneste 10 års mest spændende bands.

★★★☆☆☆

Leave a Reply