Plader

Lonelady: Nerve Up

Skrevet af Kristian Kimer

Indiepop fra Manchester. Lonelady viser stolt sin debutplade frem, men desværre folder talentet sig aldrig helt ud.

Lonelady er en debuterende solist fra Manchester med det borgerlige navn Julie Campbell. Hun har begået en plade, hvor hendes udmærkede guitarspil og sangstemme er i absolut fokus. Stilen er sådan lidt poppet indie-jangle uden de store dikkedarer: tilbagelænede up-tempo-trommer, lidt keyboard og masser af delay på guitaren. Og dét lugter jo meget godt umiddelbart.

Nøgleordet i alt, hvad Lonelady rører ved, er ‘Manchester’. Selv siger hun i sin pressemeddelelse, at hun hader og elsker byen, og hun lægger heller ikke skjul på, at byens store helte – Joy Division, The Fall og Wire – huserer som genfærd i hendes musik. Faktisk går hun så vidt, at hun (næsten) påstår, at hun som en anden heksemutter fremmanede de omtalte genfærd i den forladte industrimølle, hvor Nerve Up er indspillet.

Det er jo en meget billedrig illustration, men den skal selvfølgelig forstås i overført betydning, for det er ikke tudsehaler og kaninspyt, der er Loneladys ingredienser. Tværtimod har hun med hjælp fra kun en trommeslager og en producer kokkereret hele pladen selv. Spillet hver eneste instrument, skrevet og sunget hver eneste strofe. Og dermed er denne ‘lady‘ virkelig ‘lone‘. Og hvor det på overfladen fremstår som en styrke, at så ung en musiker har vilje og evner til at frembringe noget så krævende som et album,  bliver det i sidste ende også det allerstørste problem for Nerve Up.

For at tage den fra toppen: Åbningsnummeret “If Not Now” rocker sådan set meget godt derudad i sin spinkle opbygning af guitar og trommer under en fin melodi. Grundet den spinkle sats fremstår nummeret som en slags ouverture, der giver løfte om, at pladen senere vil folde sig ud i fuld styrke. Problemet er bare, at dette aldrig sker.

De tre næste numre på pladen er nøjagtig lige så spinkle i konstruktionen og er – i modsætning til åbningsnummeret – ikke særlige fængende. Og så er der altså ikke meget tilbage at holde fast i. Det er rent ud sagt kedeligt.

Herefter åbner den traurige “Marble”, der er båret af keyboard, en smule op før ørerne igen. Men det er en lille lyttervenlig fisk i en stor sø. For allerede på næste nummer er vi tilbage i den samme (ja, jeg er ked af at sige det) ligegyldige rille, og det fortsætter, indtil pladen rinder ud med den obligatoriske ballade “Fear No More”.

Og tilbage står man med en mærkelig smag i munden. Jeg har stor sympati for den unge Campbell, og der gemmer sig utvetydigt talent derinde, ingen tvivl. Men det er tydeligt, at hun har en masse at lære endnu. Jeg savner i hvert fald mere tydelige samarbejdspartnere, større bredde i instrumenteringen og spillestilen, andre stemmer simpelthen. Meget kunne være reddet med noget så simpelt som en bas. Og det er der ikke.

Tilbage står man med en plade, hvor selve idéen synes at overskygge det egentlige resultat. Retningssansen er væk, og Nerve Up er snarere en samling godt mixede skitser end et egentligt album. Når det kommer til stykket, er det her ikke særligt godt.

Lonelady kunne vinde så utroligt meget ved at få sig et band. Jeg er overbevist om, at ud over den rent musikalske bredde det ville bibringe, ville hele dynamikken i sådan en socialisering påvirke Lonelady til at springe længere ud. Påvirke og provokere hende til at stå tydeligere frem med sit talent, mens musikken passende kunne gro under andres idéer bag hendes stærke frontfigur. Selvom hun gør en stor dyd ud af det på alle fronter, klæder det ikke Lonelady at stå så alene.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat